Moder-såret

Engang så jeg, at der var et oprindeligt sår i mig, et ur-sår, et moder-sår. Det var ophav til alt andet, der var såret i mig, og det lå altid og hvilede under de små rifter og skrammer, der tilstødte mig i livet. For de var skrammer og rifter, indtil ur-såret sprang op. Så var de fatale. Ur-såret har et navn. FORLADT. Og når FORLADT bliver aktiveret af sin sovende dvale, bliver selv den mindste rift til et sår, jeg kan forbløde af. Indtil jeg ser, at det er ur-såret der bløder. Hvis jeg ikke ser det, ser jeg alt gennem ur-sårets øjne. FORLADT bryder sig ikke om at være alene og vil heller ikke være sammen med nogen, for så er hun ikke forladt, og hun kan ikke være andet. For så vil hun ophøre med at eksistere. Kærligheden er en trussel for hende og frihed er hendes absolutte modsætning. 

FORLADT forstår ikke, at frihed er, når ethvert menneske går hjem til sig selv for at værne om og pleje sit ur-sår. For Forladt vil ikke plejes. Hun er bange for at dø. Og hun er så klog at hun kan se, at hun kan dø af kærlighed.

I dag fortalte jeg FORLADT at hun er den smukkeste port ind til himlen og bevidstheden. Jeg bad hende vende sig om og se, at bag hende ligger det smukkeste slot. Hun vogter foran indgangen. Hun har aldrig set det smukke bag hende, for hun ser altid fremad for ikke at blive overfaldet eller overrumplet af kærlighed eller omsorg, der kunne tage livet af hende.

Men hun er den smukkeste vogter. Foran bevidsthedens slot. Det er hende, der har trukket mig hele vejen her hen. Hvis hun ikke havde været der, så er jeg slet ikke sikker på, jeg havde lært så meget, som jeg har om livet, fortæller jeg hende. 

Og jeg ved, at jeg skal gå igennem hende for at komme ind i mit slot. 

Hun åbner sig, som en vulva. Jeg går ind og står i hendes grotte. Jeg har været her så mange gange før, at det slet ikke føles mærkeligt. Det føles trygt, og jeg står inde i mit moder-sår og opdager, hvorfor jeg har villet hende mere end kærlighed. Fordi hun er tryg. Fordi jeg kender hendes store omsluttende varme. ”Du må ikke sove nu!” siger en stemme. For jeg får lyst til at dvæle på det store bløde mørke sted. Jeg har gjort det før. Jeg er næsten nået til porten, og så er jeg standset. For at dvæle. For at suge varmen til mig fra såret, jeg kender så godt. Men i dag rejser jeg mig. Inde i grotten. Fuld af taknemmelighed for alt det, hun har lært mig. 

Og så går jeg. Ind gennem porten. Til kærligheden. Og jeg ved, det var derfor, jeg søgte ind i mit sårs varme vulva. For at være sammen med den, der forlod mig. Hver gang jeg var her, så var hun her også. For hun boede i det sår. Det var skabt af hende. Og det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne være hende nær. Ved at være i det sår, hun havde skabt. Det sår, der var gjort af hende. Og jeg ved det, da jeg går igennem porten. Vi kan ikke være sammen mere på den måde.

Og jeg flyver rundt i mit barndomshjem. Åbner alle låger og skuffer. Endevender hver en ting. Som om jeg skal se alt en sidste gang. Jeg flyver over havet tilbage til mit lille hus, hvor jeg bor nu. Og hun står i mit køkken. Så smuk som aldrig før. Min mor. Jeg omfavner hende og fortæller hende, at vi må sige farvel nu. Og i det øjeblik forvandler hun sig til en engel. 

Farvel mor! 

Hun flyver ud gennem vinduet, og da jeg vågner ved jeg, at vi ikke mere kan mødes i ur-sårets varme bløde indre. Hvis jeg skal se hende igen, må jeg gå ind i det slot. For nu er hun en engel.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Moder-såret