Min rigtige far var min morfar, som i øvrigt slet ikke var min rigtige morfar
26/10/2012 (3138 hits)
Jeg har også altid hørt om blodets bånd. Blandt andet i et brev jeg modtog fra min far, da jeg var otte og tyve år gammel. Jeg havde ikke set ham siden jeg var et år. Altså før jeg overhovedet havde en egentlig erindring. Min far forsvandt i en tåge for at skabe en ny familie og lod mig og mine to søstre bag sig for at skabe en ny familie et andet sted. Han valgte at ”begrave” os, og hans nye børn vidste ikke, at vi fandtes, før jeg pludselig bragte familienavnet frem i alle medier, fordi jeg blev det, man med et fortærsket ord kalder ”kendt”. Af offentligheden og nu også af min fars nye familie.
Og det var her jeg hørte udtrykket første gang. Blodets bånd. For min far skrev det i et brev til mig, at vi skulle huske, at vi var bundet sammen af blodets bånd.
Men det var altså min mormor og morfar, som havde adopteret mig og mine søstre efter mine forældres skilsmisse, fordi min mor var for syg til at passe tre små piger. Og jeg voksede op med morfar omkring mig og vidste ikke, at der kunne findes en anden far i verden. Det var min morfar, der skiftede min ble, bar mig på skulderen, så jeg fik udsyn, han var nemlig en høj mand, det var min morfar, der så mig trimle omkring på gulvet, da jeg skulle lære at kravle, det var morfar, der hørte mig kæmpe mig vej ind i sproget, så jeg kunne komme til at tale ordentligt med ham. Det var morfar, der sørgede for jeg kom i skole – sammen med mormor naturligvis, men i mit liv fyldte morfar mest. Han var min helt. Og min far. Han var der som Falck, da jeg blev voksen, hvis der var den mindste smule i vejen. Man kunne altid ringe til morfar. Og jeg valgte tit morfar frem for mormor, for mormor var mere streng. Morfar kunne samle en op det underligste sted uden at skælde ud. Og så var han stolt. Jeg kan huske første gang jeg kom i avisen, da købte han alle eksemplarer af Fyens Stiftstidende på en tankstation. Bare fordi han var så stolt.
Og så var det jeg læste det der med blodets bånd fra min far. Altså at vi skulle være forbundet af blodets bånd. Men jeg følte det slet ikke sådan. For min morfar var min rigtige far. Indtil jeg fik at vide, at han faktisk slet ikke var min rigtige morfar, for han havde adopteret min mor. Så rent faktisk var min morfar en fremmed mand, der på ingen måde var forbundet med mig – andet end i kærlighed. Og ansvar. Og nærvær. Og små glimt i øjet, der sagde” jeg står bag dig”. Og er det ikke det en far er? Det var det min morfar var. Indtil han lå i sin kiste og jeg med en stor klump af sorg og taknemmlighed i halsen sang den gamle spiritual Freedom Song for ham: Oh freedom oh freedom oh freedom over me. And before I´ll be a slave I´ll be buried in my grave.
Han var så flot min høje morfar, som jeg ikke arvede højden fra, da vi jo ikke var forbundet genetisk. Men jeg arvede hans kærlighed, og den bærer jeg i mig stadigvæk. Det var den, der gav mig vinger til at flyve gennem livet på.
Og min biologiske fra skrev til mig, at vi jo var forbundne, da jeg stod midt i mit voksne liv. Jeg havde gået i terapi for at bearbejde alle de mange indviklede familieforhold, og det var netop gennem denne terapi, at jeg opdagede, at jeg havde haft en far. Nemlig min morfar, som så ikke var min rigtige morfar. Jeg havde vendt og drejet min biologiske far, jeg havde undersøgt, hvordan han kunne forlade tre små piger, begrave os, gemme os væk. Jeg havde bearbejdet følelsen af at være den, der er gemt væk, forladt, svigtet af ”den første mand”. For selvom jeg havde haft min morfar, så havde det efterladt et mærke på min sjæl i forhold til kærligheden at vide, at min biologske far havde evnet at lægge mig bag sig. Det blev et evindeligt sneglespor igennem mange af mine kærlighedsforhold sidenhen. Et stort arbejde på indre planer, som krævede al min opmærksomhed og energi og bevidsthed at få bugt med. En del af det arbejde var at kontakte min far, og jeg havde nok haft en drøm om at få mulighed for at fortælle ham om alle sårene og sneglesporene. Men han foreslog at vi lod fortiden hvile, og så var det han fortalte, at uanset det hele, så var der jo lige de der hellige bånd, der bandt os sammen. Men det følte jeg slet ikke.
Og der for enden af den vej jeg havde vandret ad for at finde min far stod der i stedet for en far et skilt med inskriptionen:
”Du har haft en far. Det var din morfar. Han bar dig på skulderen før du kunne gå og han gav dig vinger, så du kunne flyve. Han gav dig kærlighed nok til at du kunne elske dig selv. Han var stolt af dig, når du sang din sang for verden. I var ikke forbundet af blodets bånd. Men I var dybt forbundne. Af kærlighed.”
Oh freedom
Oh freedom
Oh freedom over me
And before I´ll be a slave
I´ll be buried in my grave
and go home to my Lord and be free
Majbritte Ulrikkeholm
I Netværket på P1 om skilsmisser (på lørdag kl 12.15) vil blodets bånd blive nævnt og debatteret. For mange er optaget af, at blodets bånd fylder, når man fører familier sammen. Mine børn og dine børn kan give en masse problemer, for er hjertet ikke indstillet på at elske sin egen yngel højere end det, der kommer udefra?
Jeg har også altid hørt om blodets bånd. Blandt andet i et brev jeg modtog fra min far, da jeg var otte og tyve år gammel. Jeg havde ikke set ham siden jeg var et år. Altså før jeg overhovedet havde en egentlig erindring. Min far forsvandt i en tåge for at skabe en ny familie og lod mig og mine to søstre bag sig for at skabe en ny familie et andet sted. Han valgte at ”begrave” os, og hans nye børn vidste ikke, at vi fandtes, før jeg pludselig bragte familienavnet frem i alle medier, fordi jeg blev det, man med et fortærsket ord kalder ”kendt”. Af offentligheden og nu også af min fars nye familie.
Og det var her jeg hørte udtrykket første gang. Blodets bånd. For min far skrev det i et brev til mig, at vi skulle huske, at vi var bundet sammen af blodets bånd.
Men det var altså min mormor og morfar, som havde adopteret mig og mine søstre efter mine forældres skilsmisse, fordi min mor var for syg til at passe tre små piger. Og jeg voksede op med morfar omkring mig og vidste ikke, at der kunne findes en anden far i verden. Det var min morfar, der skiftede min ble, bar mig på skulderen, så jeg fik udsyn, han var nemlig en høj mand, det var min morfar, der så mig trimle omkring på gulvet, da jeg skulle lære at kravle, det var morfar, der hørte mig kæmpe mig vej ind i sproget, så jeg kunne komme til at tale ordentligt med ham. Det var morfar, der sørgede for jeg kom i skole – sammen med mormor naturligvis, men i mit liv fyldte morfar mest. Han var min helt. Og min far. Han var der som Falck, da jeg blev voksen, hvis der var den mindste smule i vejen. Man kunne altid ringe til morfar. Og jeg valgte tit morfar frem for mormor, for mormor var mere streng. Morfar kunne samle en op det underligste sted uden at skælde ud. Og så var han stolt. Jeg kan huske første gang jeg kom i avisen, da købte han alle eksemplarer af Fyens Stiftstidende på en tankstation. Bare fordi han var så stolt.
Og så var det jeg læste det der med blodets bånd fra min far. Altså at vi skulle være forbundet af blodets bånd. Men jeg følte det slet ikke sådan. For min morfar var min rigtige far. Indtil jeg fik at vide, at han faktisk slet ikke var min rigtige morfar, for han havde adopteret min mor. Så rent faktisk var min morfar en fremmed mand, der på ingen måde var forbundet med mig – andet end i kærlighed. Og ansvar. Og nærvær. Og små glimt i øjet, der sagde” jeg står bag dig”. Og er det ikke det en far er? Det var det min morfar var. Indtil han lå i sin kiste og jeg med en stor klump af sorg og taknemmlighed i halsen sang den gamle spiritual Freedom Song for ham: Oh freedom oh freedom oh freedom over me. And before I´ll be a slave I´ll be buried in my grave.
Han var så flot min høje morfar, som jeg ikke arvede højden fra, da vi jo ikke var forbundet genetisk. Men jeg arvede hans kærlighed, og den bærer jeg i mig stadigvæk. Det var den, der gav mig vinger til at flyve gennem livet på.
Og min biologiske fra skrev til mig, at vi jo var forbundne, da jeg stod midt i mit voksne liv. Jeg havde gået i terapi for at bearbejde alle de mange indviklede familieforhold, og det var netop gennem denne terapi, at jeg opdagede, at jeg havde haft en far. Nemlig min morfar, som så ikke var min rigtige morfar. Jeg havde vendt og drejet min biologiske far, jeg havde undersøgt, hvordan han kunne forlade tre små piger, begrave os, gemme os væk. Jeg havde bearbejdet følelsen af at være den, der er gemt væk, forladt, svigtet af ”den første mand”. For selvom jeg havde haft min morfar, så havde det efterladt et mærke på min sjæl i forhold til kærligheden at vide, at min biologske far havde evnet at lægge mig bag sig. Det blev et evindeligt sneglespor igennem mange af mine kærlighedsforhold sidenhen. Et stort arbejde på indre planer, som krævede al min opmærksomhed og energi og bevidsthed at få bugt med. En del af det arbejde var at kontakte min far, og jeg havde nok haft en drøm om at få mulighed for at fortælle ham om alle sårene og sneglesporene. Men han foreslog at vi lod fortiden hvile, og så var det han fortalte, at uanset det hele, så var der jo lige de der hellige bånd, der bandt os sammen. Men det følte jeg slet ikke.
Og der for enden af den vej jeg havde vandret ad for at finde min far stod der i stedet for en far et skilt med inskriptionen:
”Du har haft en far. Det var din morfar. Han bar dig på skulderen før du kunne gå og han gav dig vinger, så du kunne flyve. Han gav dig kærlighed nok til at du kunne elske dig selv. Han var stolt af dig, når du sang din sang for verden. I var ikke forbundet af blodets bånd. Men I var dybt forbundne. Af kærlighed.”
Oh freedom
Oh freedom
Oh freedom over me
And before I´ll be a slave
I´ll be buried in my grave
and go home to my Lord and be free
Majbritte Ulrikkeholm
__________________________
Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer