Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

Nu ved jeg at når jeg søger, siger jeg ukærligt til mig selv: ”Det du har nu er ikke godt nok.” Men det eneste jeg har der er godt nok er NU. 

I dag er en helt særlig dag for mig. For længe siden besluttede jeg mig for at den første mandag i juni måned ville jeg gennemlæse alle mine tekster skrevet gennem det sidste halvandet år. Tekster der alle sammen er pejlepunkter på en pilgrimsfærd jeg tog på, da mit hjerte brast i tusind stykker, som skulle samles i en ny og fornem mosaik.

Det handlede om kærlighed. Om mistet kærlighed. Troede jeg. For på rejsen indad opdagede jeg, at den kærlighed jeg troede jeg havde mistet i virkeligheden var den aller største vejviser til at finde den kærlighed der brændte som en ild i dybet af mit bristede hjerte.

Men jeg måtte rejse langt for at møde den ild. Og rejsen gik hele tiden indad. 

Da jeg først stirrede ned i ensomhedens sorte mørke dyb, blev jeg så bange, at jeg besluttede mig for at sætte alt ind på et finde en ny kærlighed, en ny at dele kærligheden med. For jeg havde endnu ikke set, at min rejse ville ende den dag jeg så, at kærligheden fandtes i mit eget dyb. Den dag jeg så at mit evige behov for at smelte sammen med EN ledte min opmærksomhed bort fra at smelte sammen med ALT.

Med min elskede oplevede jeg gyldne stunder, hvor vi smeltede sammen ind i Gud. Og det var altid når vi var sammen om et højere formål. Musik, der skulle deles, mennesker, der skulle mødes og flyttes dybere ind ved hjælp af det vi sammen kunne. Men når vi smeltede sammen for at undslippe det store alene, blev sammensmeltningen til en sovepille, og den smukke nærhed, der giver næring til menneskehjertes udfoldelse, blev til omklamring. ”Jeg vil have min frihed” råbte vi. 

Men vi vidste ikke, at frihed er at kunne være et andet menneske så nær, at man dør fra den man er uden nogensinde at glemme hvad man kom for. Vi vidste ikke at det vi ledte efter fandtes i dybet af os selv. Og i stedet for at minde hinanden om hvad vi var kommet for, glemte vi sammen hvem vi var. Og værre endnu … vi så ikke længere det lys vi var blevet givet.

Så vi skiltes. Min rejse blev lang. Det har jeg skrevet om her. Jeg ledte. Jeg søgte. Efter kærlighed. Og hele tiden blev jeg af en usynlig kraft puffet blidt i retning af min pilgrimsrejses mål. IND.

Nu ved jeg at når jeg søger, siger jeg ukærligt til mig selv: ”Det du har nu er ikke godt nok.” Men det eneste jeg har der er godt nok er NU. 

Nu ved jeg at når jeg søger kærligheden i DEN ANDEN siger jeg, at jeg ikke har kærligheden i mig selv. Og når jeg ikke har kærligheden i mig selv kan jeg ikke spejle kærligheden i DEN ANDEN. Men når jeg mærker kærligheden i mig selv. Når jeg ved at JEG ER kærlighed. Når jeg ved at jeg ikke behøver at rejse ud for at finde kærligheden, fordi kærligheden er lige her, så ved jeg at rejsen ender. Her. I mig. 

Og for to dage siden rejste en sommerfuglelarve sig op foran mig. Den stod ved siden af den konkylie jeg fandt på en strand efter min sidste solokoncert var blevet spillet som symbol på, at jeg kan noget selv. Med mit store smukke Alene. Og larven så mig. Direkte ind i øjnene. Jeg har altid haft et ønske om at finde den sjæl jeg kunne vandre med. Min søgen drev mig fremad. Mod et andet sted end der hvor jeg var lige nu. 

Og i det øjeblik larven ser mig i øjnene er det som om tiden står stille. Der findes ikke nogen tid, og der findes ikke noget andet sted. Og larven begynder at krænge huden af sig. Adagio som en symfoni for strygere. Og jeg ved ikke hvad det er der sker, men det er som om jeg ikke er adskilt fra larven, der med blikket stift rettet mod mig begynder at krænge huden af sig. 

Og så ved jeg det. Min rejse ender her. Larven er den sjæl jeg har længtes efter at møde. Himlen over mig er den sjæl jeg har haft længsel efter at vandre med. Jorden under mig er den store sjæl jeg længtes efter at forene mig med. JEG er den sjæl jeg ledte efter. Overalt i verden og universet. Gennem tusinder af år har jeg søgt. Det sted i mig hvor fra jeg kan smelte sammen med ALT. 

Majbritte Ulrikkeholm

Mit ønske er at der ikke vil være kommentarer under denne tekst. At vi sammen i hjertet kunne meditere en stund. Lad os ende caminoen i stilhed og begynde alt fra stilhed.

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk