Meningen med livet?

Beretning om en kunstnerisk proces, som lærte mig om forskellen på tænkning og refleksion.


LIVETS MENING.

Det hele startede egentlig med, at jeg fik en henvendelse fra en forlagsredaktør, der spurgte, om jeg ville deltage i en antologi, hvor flere forfattere skulle skrive en artikel om livets mening. ”Livets mening?” tænkte jeg. ”Hold da op, hvordan skulle jeg kunne svare på det?”

 

Man kan blive spurgt om mangt og meget som offentlig person, alt fra hvad man synes om en bestemt krig til hvilke tasker man kan lide at købe og nu altså om selve livets mening. Og jeg må indrømme, at det var noget af en mundfuld, men opgaven vakte min nysgerrighed og min interesse, så redaktøren fik mit ja, og så satte jeg mig i min have en ganske dejlig sommerdag - og tænkte .... over livets mening. Ja, der var mange tanker: man er her vel for at lære, for at udvikle sig, for at gå i livets skole, for at elske, for ja, alt muligt. Og jeg skrev, men det blev ikke rigtig godt.


Jeg arbejdede på opgaven i flere uger, og pludselig opdagede jeg, at jeg ikke havde hørt fuglene, som ellers synger så kønt i min have, og jeg havde heller ikke set på blomsterne, som strålede i alverdens farver. Ej heller havde jeg glædet mig særligt over knoppperne i æbletræet, der lovede god høst i nær fremtid. Og jeg havde da helt glemt at undres og forundres over det store mirakel, der gentager sig lige for mine øjne hvert eneste år, det mirakel det er at træet blomstrer, sætter frugt, dør og hviler vinteren over og genopstår i al sin glans hvert eneste forår som en påmindelse om, at det der dør genopstår igen og igen. I hvert fald hvis man er æbletræ. Jeg havde ikke undret mig over det, for jeg var ved at skrive – om livets mening. Og jeg tænkte, så det knagede højere end når jeg svinger hængekøjen fra side til side. Og til sidst kunne jeg simpelthen ikke holde ud at tænke mere.


Jeg rejste mig op for at gå ind og ringe til forlaget – det var nemlig ved at nærme sig tiden for deadline, og idet jeg rejste mig op var det som om en stemme sang indeni mig:

 

jeg lever fordi jeg lever og fordi jeg lever lever jeg

 

”Sådan må det være,” tænkte jeg. Der er ikke mere i det. Ligesom der heller ikke er mere i det, når jeg synger. Jeg synger fordi jeg synger. Ikke for noget som helst andet. Meningen med min sang findes i sangen selv, og meningen med mit liv findes i livet selv.

 

”Jeg har kun en linie,” sagde jeg til redaktøren. Jeg kan slet ikke skrive fire sider om livets mening, for så glemmer jeg at høre fuglene, medens de er her, og jeg vil meget hellere synge.

         ”Den bog bliver heller ikke til noget,” svarede redaktøren, ”Jeg var lige ved at ringe til dig.”

      Der var ikke nogen af dem, de havde spurgt, der var kommet op med noget, de havde lyst til at aflevere.

         ”Jeg kan mærke livets mening, når jeg synger,” fortalte jeg redaktøren.”

 

Og det var her jeg fik idéen til det jeg i dag kalder sanglig refleksion. For jeg synes slet ikke det er tosset at reflektere over livets mening. Overhovedet ikke. Men jeg opdagede, at det at tænke er noget ganske andet end det at reflektere. Når jeg tænkte, kom jeg væk fra selve det at leve, men ..... jeg kunne mærke livets mening, når jeg sang, så jeg kunne jo stille mig selv den opgave at jeg kunne reflektere over

livets mening – imedens jeg sang.

 

TANKER FRA SJÆLEN

Det var den opgave jeg gav mig selv. I den næste tid måtte jeg reflektere lige så meget jeg ville over mit liv, men jeg skulle synge imedens. Jeg skulle synge tankerne. Når jeg holdt op med at synge, skulle jeg holde op med at reflektere. For det ville alligevel bare blive tankespind. Så jeg sang og spillede guitar, imedens ordene kom flyvende til mig sammen med melodierne. Jeg opdagede, at når jeg sang kom ordene fra et helt andet sted i mig. Det var som om sangene var tanker fra sjælen. Og jeg opdagede sprogets gaver som for eksempel i sætningen

 

det er heldigt der er en dør når vi dør

 

Jeg havde hele tiden vidst, at dør og dør er det samme ord. Jeg mærkede det bare først – da jeg sang.

 

Jeg arbejdede med projektet i to år. Jeg reflekterede syngende over livet, døden, kærligheden og venskabet. Jeg opdagede, hvad der betød noget for mig som menneske. Og jeg kunne synge det. Og når jeg sang det, kunne jeg mærke det.

 

PARADIS

Efterhånden tog det hele så meget form, at jeg fik lyst til at indspille sangene under titlen MENNESKE, og da jeg var ved at være færdig med inspilningerne af sangene, modtog jeg en mail med en opfordring til at elske som om jeg aldrig var blevet såret. Og jeg kunne godt se, at det måtte være måden at gøre det på. Jeg kunne godt sige til mig selv: ”elsk som om du aldrig er blevet såret.” Men jeg havde svært ved at forstå det som andet end en tanke. Endskønt det var en meget smuk tanke. Og jeg vidste, at jeg ikke var færdig med projektet. Jeg måtte skrive denne sidste sang, inspireret af en mail, jeg havde modtaget fra en fremmed. En mail, der var sendt til tusinder af mennesker i en kæde. Nu var den kommet til mig. ”Hvis jeg nu synger det ...” tænkte jeg. ”Så kan jeg måske mærke dette svære.”

 

For er man først en gang blevet såret, så er det noget af en udfordring ikke at have en lille bitte ræveudgang næste gang kærligheden banker på. Men hvis jeg sang det... Og så satte jeg mig ned med min guitar og skrev den sidste sang til pladen. Den sang kom til at hedde Paradis. Og den lærte mig, at jeg ikke behøver at vente på lyksaligheden på den anden side af døren. Jeg kan vandre lige ind i Paradis, hvis jeg kan elske som om ingen havde såret mig, hvis jeg kan danse som om ingen skulle se på mig, og hvis jeg kan synge som om jeg bare synger for mig selv. Ikke for at opnå noget, ikke for at tilfredsstille nogen. Bare for at synge, og så måske for at mærke ... at jeg lever, at jeg synger, at jeg er et MENNESKE.

 

Hvorfor skal det være så svært at leve?

Hvorfor skal det være så svært at elske?

Når nu livet bare så inderligt ønsker sig at blive levet

og kærligheden så brændende

ønsker sig at blive foldet ud af dig

 

Så hvis du ku´ elske ligesom om

ingen havde såret dig

og hvis du ku´danse ligesom om

ingen skulle se på dig

og hvis du ku´ synge lige så frit

som den der synger for sig selv

ja, så ville du leve

som om du var i Paradis

 

Hvorfor skal det være så svært at synge?

Hvorfor skal det være så svært at danse?

Når nu sangen bare så inderligt ønsker sig at blive sunget

og dansen så brændende ønsker sig

at blive foldet ud af dig

 

Så hvis du ku´ elske ligesom om

ingen havde såret dig

og hvis du ku´danse ligesom om

ingen skulle se på dig

og hvis du ku´ synge lige så frit

som den der synger for sig selv

ja, så ville du leve

som om du var i Paradis


De bedste hilsener

Majbritte Ulrikkeholm

 

 

 

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Så smukt. Tak Majbritte.
Tak, Charlotte Kærligst Majbritte __________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Kære Ulrikke, Det er virkelig flot. Jeg er selv ved at gå vejen dertil i forhold til det at skrive. Jeg har i mange år gerne villet skrive, men har ikke rigtig kunnet komme i gang. Det er en underlig proces. Jeg er nemlig ikke bare for at sille mig op og tale til en forsamling. Det har jeg gjort sidenm jeg var ganske ung i politiske og andre sammenhænge. Jeg har også været underviser for unge og voksne i mange år hvor jeg aldrig har været bange for at stå frem og sige: "Her er jeg!". De sidste mange år har jeg endda talt of forklaret et så vanskeligt emne som EU og Europa-Kommissionens arbejde til mange forskellige mennesker, der har været på besøg i Bruxelles, hvor jeg boede fra 1992-2010. Men når det kommer til at skrive, har jeg ligesom været lammet, på trods af at jeg de sidste mange år har levet af at være oversætter af EU kommunikation, men her har teksterne jo været skrevet af andre. For 10 år siden begyndte jeg dog at turde skrive nogle digte, hvoraf nogle af dem har jeg lagt på nettet i forskellige fora. For nylig er jeg begyndt som ghostwriter af web søgeordstekster. Her glider det ubesværet. Men når, det kommer til at skrive noget fra mig, noget som er mit/mine meddelelser om livet, verden og det hele, så er det lige som om jeg indtil nu har blokeret. Jeg synes din pointe er god, og jeg synes selv at jeg begynder at kunne gå den vej med det skrevne. Så forhåbentlig vil du kunne se mere skriftligt fra mig fremover.
Kære Richard jeg vil i hvert fald ønske dig al mulig held og lykke med skriverierne. Det er sådan en stor glæde at udtrykke fra sjælen hvem vi er. Så det er bare godt, at du giver dig selv den glæde. Kærlig hilsen Majbritte __________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Meningen med livet, Majbritte Ulrikkeholm skriver på Levlykkeligt.dk