Mandela i mit hjerte - Farvel, min elskede ven 6. december 2013

Igennem hele min ungdom fulgte jeg ham som en stor åndelig far, der vågede over de dybeste menneskelige værdier i verden. Som en kæmper, der altid kæmpede fra hjertet og fra friheden i sig selv. Jeg tænkte på ham dagligt og var optaget af hans folk i Sydafrika. Jeg boykottede varer fra Apartheid-regimet, gik til møder og demonstrationer, for Mandelas kamp var alles kamp for ligeværd mellem mennesker. 

Mandela viste en vej. En åndelig vej. For hans tanker prægede min generations bevidsthed på mange planer. I hvert fald den del af min generation, der var optaget af verden og menneskene. Den del af min generation, der gerne forlod vores egen lille drøm for en større drøm om en fri verden, hvor mennesker kunne sidde side om side på en bænk, i en bus, i en park. Alt andet forekom umenneskeligt. Og vi fik lov at opleve endnu en mur, der faldt - muren mellem racerne. En mur vi desværre ser rejse sig igen - i menneskenes hjerter.

Men Mandela viste, at den mur uanset hvor stærkt den omkranser os - om det så er fængselsmurene, som dem han havde omkring sig, så kan den mur aldrig spærre os inde, hvis vi ikke accepterer muren i os selv. Det var nok hans vigtigste budskab til verden, at vi allerede er frie INDENI. Og uanset hvad folk spærrer os inde i af fængsler og restriktioner, så må vi aldrig spærre os inde i vores eget fængsel, der er gjort af had og bitterhed. Med den indstilling gik han foran så mange mennesker, som et lys, der altid vil brænde i verden.

For vi er frie, uanset hvor meget man spærrer os inde. Og Mandela kan aldrig dø. I mit hjerte. 

Mandela lyste en mørk verden op. Jeg boykottede alle varer fra det totalitære regime, og jeg var politisk engageret i hans folks skæbne. Men på det personlige plan satte han mig også fri. For jeg genkendte hans fængsel som andet end et politisk fængsel. Jeg spejlede mig i hans indespærring, fordi den mindede mig om et sted i mit eget liv jeg skulle sætte mig fri af. Mennesker jeg skulle forlade. Mennesker, der havde nedgjort og undertrykt mig gennem mit liv. Og de boede i mig længe efter jeg havde forladt dem. Indtil den dag jeg læste hans smukke vise ord:

As I walked out the door toward the gate that would lead to my freedom, I knew if I didn't leave my bitterness and hatred behind, I'd still be in prison.”

Og jeg forlod bitterheden og hadet. Jeg forlod mit fængsel. Med Mandela i mit hjerte. Og siden har intet menneske formået at spærre mig inde. For Mandela havde lært mig, at vi allerede er frie. At vores sjæl aldrig kan fængsles. At "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder."

Mandela tændte lys i menneskenes hjerter. I mit hjerte. I verden. Og det lys vil brænde som en evig flamme, der skal minde os om aldrig at bygge mure mellem mennesker, altid at være frie. I verden og indeni.

Farvel min elskede ven. Dit lys vil for altid brænde.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Mandela i mit hjerte - Farvel, min elskede ven. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk