MÅNEBARNET - en fortælling om at komme ud af sin skal og invitere det bløde ind i verden

Da jeg var en lille pige havde jeg så tynd hud omkring mine tindinger, at man kunne se en blå blodåre, som bankede hurtigt eller langsomt alt efter hvilken sindsstemning jeg var i. Jeg blev kaldt månebarnet, for der var flere voksne der havde den venlighed at fortælle mig, a jeg lignede en, der kom fra månen.

Jeg sad tit og kiggede op på den store hvide kugle og tænkte: Det er der jeg kommer fra. Jeg er et månebarn.

Når mine bedsteforældre havde gæster sad jeg under bordet, og gæsterne blev instrueret i at lade mig være, for jeg var et månebarn, der gemte sig under bordet, når der kom gæster. Jeg lærte at genkende folks personlighed ud fra deres sko og deres måde at bevæge fødderne på under bordet. Jeg kunne se, om det var en god og troværdig person eller om det var en man skulle passe særligt på. Jeg så mange sko og mange fødder, for jeg deltog i mange selskaber siddende under bordet, og jeg ved hvordan det lyder, når man spiller Rommy. Jeg ved hvordan et par sko ser ud, når man lukker spillet.

Jeg lærte at kende mennesker på deres stemmer, for jeg så ikke så mange mennesker, men jeg hørte deres stemmer. De første fem år af mit liv tilbragte jeg under bordet hos mine bedsteforældre, når der var gæster og ellers trygt i stuerne, når vi var alene. Om natten sov jeg med en stor New Foundlænder hund, for den var til at stole på. Den havde hverken sko eller stik, der ændrede dens adfærd. For den spillede ikke Rommy, og den var bare den samme og skulle hverken vinde eller tabe.

Da jeg kom i skole indså jeg, at tiden under bordet var forbi, og jeg byggede en skal omkring mit månested, så jeg kunne færdes i verden sammen med mennesker, som jeg måtte forholde mig til igennem andet end deres sko.

Det var kun når jeg sang, jeg kunne huske månebarnet, der engang havde haft så tynd hud, at de voksne kunne læse på min blodåre hvilket humør jeg var i.

Men for noget tid siden besluttede jeg mig for at blive månebarn igen. Jeg besluttede mig for at komme ud af skallen med bankende blodåre, og jeg begyndte igen at læse fødder og sko.

Jeg mødte en mand, som jeg troede jeg skulle noget med, men jeg lagde mærke til, at han havde noget stramt over vristen, og jeg blev ved med at kigge på den vrist, og hvis jeg havde siddet under mit bord var det en vrist der ville have gjort mig rigtig bange. Men jeg sad i min have og fortalte manden med den stramme vrist, at jeg nok var langt mere sårbar end han troede, at jeg havde vist ham min skal men at jeg i virkeligheden var et månebarn, der kunne blive bange for en vrist. 

En der kunne finde på at sætte sig under et bord, når der kom gæster, en der kunne mærke verden igennem en sang, en der kunne græde over vinden i træerne, når de hvisker om efterår på vej, en som kan se på et menneskes sko om det menneske har det godt eller dårligt, taler sandt eller falsk. En, der ikke kan tåle at blive kaldt grimme ting. En der ikke længere griner af fornærmelser for at skjule månebarnets sorg over det hårde. En der må røres forsigtigt fordi huden er gennemsigtig som pergament. En der kan mærke månen og universet når hun synger, en der kan mærke hvordan et træ har det og læse fremtiden for et menneske i den måde de går hen over gulvet på. EN der ikke længere vil sidde under bordet, en der er kommet ud af et æg af en skal. For at være månebarn i verden. Tro mod den bankende blodåre og den tynde hud.

Og så meget sårbarhed havde han slet ikke lyst til at invitere ind i sit liv, sagde han. Og han havde den der stramme vrist da han sagde det, og jeg vidste, at det ikke var fordi han ikke havde lyst men at det var fordi han ikke kunne. Og engang ville jeg have skyndt mig tilbage ind i min skal og sagt, at det måske ikke var så slemt med det månebarn alligevel. Men jeg ville ikke tilbage under bordet og der i min have med min hund liggende over mine fødder som et blødt beskyttende tæppe kunne jeg sige uden fortrydelse: "Men det er sådan jeg er, det er sådan jeg altid har været, det er sådan jeg ønsker at være i verden - sammen med dem, der kan tage mit månebarn ind."

Og hun var så glad den lille månepige, da manden med vristen gik ud af havelågen. Hun stod ved siden af mig og på den anden side sad min lille hund med sine bløde brune øjne. Tre bløde væsener ved min havelåge.

"Kom," sagde jeg. "Nu skal vi vist have en tår kaffe."

Og så satte vi os ved bordet. Alle tre. Og jeg vidste at jeg havde siddet under det bord for sidste gang. 

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
MÅNEBARNET. Om at invitere det bløde ind i verden. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk