Luk din pufdør i stedet for at bygge en mur - det smukke tvillingepar Sensitivitet og Kreativitet

Når vi er stærkt sensitive, kan verden nogle gange opleves som et vedvarende mareridt af impulser. Vi sanser alt - det der bliver sagt mellem linjerne, stemninger, farver, lyde, lugte, alt vælter os i møde, fra vi åbner vores dør og siger god morgen til verden, der råber et kæmpe hallo tilbage, til vi igen ligger i vores seng og håber verden vil blive stille omkring os.

Skal vi så lukke af, bliver jeg ofte spurgt af mine kursister, som har det til fælles, at de mærker verden i farver, er stærkt sansende og ønsker at udfolde endnu mere af deres iboende kreativitet. Så det jeg siger til dem er: "Nej du må ikke lukke af. For du mærker, du sanser, du læser det, der er skrevet med usynlig blæk. Og hvad er det en kunstner gør? Lige præcis det. Ser det usynlige og sætter ord eller farve på, så andre kan se det." 

For det er ikke bare sådan, at der er de sensitive, og så er der de tykhudede ufølsomme hoveder, der ikke har fattet en bjælde af vores farverige sårbare verden. Sådan ser jeg det slet ikke. Jeg ser det sådan, at jeg er ekstremt sansende, og når jeg sætter ord på det og læser det op for dem, der måske lige har glemt det, ja, så bliver de nogle gange stille og begynder at sanse. De begynder at huske farverne, lydene, poesien. De er ikke mine fjender, og det er min sensitivitet heller ikke. Den er min største guide, min engel, der viser mig verden.

Og jeg lukker ikke af. For hvis jeg bygger en mur mellem mig og verden, bygger jeg en mur rundt om min fineste kreativitet. I stedet for omdanner jeg alle indtrykkene til sange, digte, fortællinger, billeder. Og ja, der er sansninger nok til, at jeg ikke kan gøre andet i mit liv end skrive, synge, fortælle. Jeg giver det ikke modstand. jeg hilser det velkomment. Og som en af mine kursister for nyligt udtalte, så er forstyrrelserne i virkeligheden inspiration.

Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor verden bare bliver alt alt alt for meget. Og i stedet for at bygge en mur, som jeg så skal bryde ned for igen at kunne skabe, ja, så skyder jeg en lille pufdør for. Min pufdør lukkes med et puf og åbnes med et puf. Et lille puf.

Og i dag lister jeg rundt sammen med TAO, der sanser verden i så høj grad, at han sætter sig som en tinsoldat ved døren, fem minutter før mine gæster ankommer. I dag trisser vi rundt - med en pufdør rundt om vores have, for hele haveforeningen er gravet om til en kaotisk byggeplads af DONG, som er ved at grave alle elledninger ned i Jorden. De der lyde, alle mændene i orange tøj, boremaskiner og blip blip lyde uha ... og vi skubber den lille pufdør for og lader de orange mænd komme ind i fortællingen her, så pufdøren ikke bliver en mur. Og de er egentlig ganske søde og taler lollandsk. Et lollandsk sjak er landet i min haveforening. Hmmm... en lille fortælling her. Måske.

Og jeg ser hyacinterne. Inde bag min pufdør. Der sidder en orange mand og graver lige uden for min have. Jeg kan se ham bag hyacinterne. De lyser. Hyacinterne. De siger velkommen i din have, når jeg kommer ud af døren. Jeg er så åben, at jeg kan høre, hvad de siger. Deres duft lister helt ind i huset til mig, og nej TAO dem tager du bare ikke, så han nøjes med at snuse og giver et lille nys fra sig. Der er boremaskinerne, der er hyacinterne, der er blå himmel, der lover en dejlig dag, der er det store hul i min mave, der altid er der. Det er den dør verden går igennem. Og bliver til fortællinger. Fordi jeg ikke har bygget en mur men nøjes med min pufdør, når det hele bliver for meget. 

Og når det hele bliver for meget sidder jeg inde bag min pufdør og glæder mig over, at jeg kan mærke verden i farver. Og jeg ved, det er prisen, jeg betaler for at få lov at synge sange, som får mennesker til at mærke, hvem de selv er. Det er prisen for at få lov at være en fortæller, der kan få mennesker til at huske det, de har glemt ... at verden er et blødt og fint og smukt sted inde bag alt det hårde.

Og jeg får lyst til at åbne min pufdør og gå ud og spørge den orange mand, om ikke han kunne tænke sig en kop kaffe. Men da jeg kommer ud, er han gået. Han er allerede blevet en fortælling.

Kærlig hilsen Majbritte
__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Luk din pufdør i stedet for at bygge en mur - det smukke tvillingepar Sensitivitet og Kreativitet