LIVSKRISER - skal vi komme videre, eller skulle vi hellere prøve at komme dybere?

I dag deltog jeg i Netværket – et ugentligt magasinprogram på P1, hvor vi debatterer aktuelle emner, som panelet selv på skift foreslår.  Jeg havde til denne dags optagelse foreslået livskriser.

For hvor går vi hen, når mørket falder ind over vores liv og vi ikke længere er den store succes vi gerne ville være - når vores kærlighed brister og vi ikke længere er den perfekte partner, når vi bliver forladt og ikke længere er den, der kan vise, at vi er det perfekte eksempel på 10 veje til at komme videre efter et brudt forhold – når vi sørger, når vi græder, når vi mister? Hvor går vi hen, og er der plads i vores verden til at anskue en livskrise som en mulig – i hvert fald en nødvendig forandring?

Når krisen indhenter os, er der mange velmenende mennesker, der står klar med anvisninger på veje til at komme videre. Men egentlig tænker jeg, at en dyb krise kan være en motivation til at komme dybere. Hvis det er det brudte forhold, der udløser krisen, handler det jo netop ikke om at komme videre i en fart. Om jeg så bliver anvist hundrede veje til at komme videre efter et brudt forhold, så vil jeg tage alle mønstrene med ind i det nye, hvis jeg ikke stopper op og ser dybere ind i det, der skabte problematikken fra start af. Hvis jeg er en, der taber mig selv og mine egne grænser vil 10 hurtige veje til at finde en ny kæreste være 10 hurtige veje til at rende ind i en ny, der kan give mig anledning til at miste mig selv og tabe mine grænser igen. For mønsteret er det samme. Igen og igen. Men hvis jeg stopper op og prøver at gå dybere i stedet for at komme hurtigt videre, så vil jeg få tid til i enrum eller sammen med en kyndig vejleder at reflektere over, hvad der fik mig der hen, hvor alt måtte briste.

Hvis jeg mister nogen til døden og jeg prøver at komme hurtigt videre, undlader jeg måske at være med den dybe sorg, der i virkeligheden er med til at gøre mit hjerte rummeligt for tabet. At sørge over tabet af en elsket person kan give anledning til at gå dybere i det smukke, der var, og når tiden er til det og hjertet er klar, kan jeg leve med mit tab. For at tro man kan komme videre fra eksempelvis tabet af et barn er jo i sig selv en vanvittig tanke. De kvinder jeg har arbejdet med og været tæt på, som har mistet børn, har lært at leve med deres tab. De bærer deres døde børn med sig som en stor inspiration i deres liv – som en åbning i hjertet, der aldrig skal lukke sig igen. Og det er netop en af de ting vi har tabt i vores hastige forsøg på at komme videre: muligheden for gennem vores smerte at udvikle medfølelse for andre lidende væsener – at udvide vores hjertes rummelighed, at lade smerten udhule hjertet som et kar, der sidenhen kan rumme dybere lag af livet.

Når vi oplever livets smertefulde sider er det de færreste af os, der har brug for andre menneskers råd. Det vi har brug for er at få lov at se ind i et par øjne, der også har set, og som måske endda har oplevet det samme som vi oplever nu. Det er netop de øjne vi får, når vi tør se dybere ind i vores egen smerte. Det er svært at se, når vi står midt i krisen, men en dag møder vi måske en på vores vej, som vil få stor glæde af den medfølelse vi udviklede, fordi vi ikke løb bort, da smerten indtraf i vores liv.

Som kunstner har jeg altid båret mine livskriser foran mig, fordi musikken var det sted, jeg bearbejdede livets modgang, og mine sange var altid et aftryk af det, jeg havde set. I stedet for at skamme mig over mit mørke holdt jeg det frem som en kvalitet. For jeg har givet mig selv lov til at opleve livet, jeg har glædet mig og jeg har grædt, jeg har stået længe nok ved min smerte til at den kunne blive noget jeg vidste, og jeg har tilmed haft den store glæde, at andre i min sang kunne genkende, at livet er andet end lykkestunder vi kan jage efter. Livet er børn vi mister, kærlighed, der brister. Livet er dag og nat, der veksler. For hvis livet kun var dag, ville vi længes efter mørket og køligheden. Hvis livet kun var dag ville vi ikke vide, at det var dag. Hvis der aldrig var mørke, ville vi ikke kunne genkende lyset. Og hvis vi skynder os videre når krisen indhenter os, så oplever vi ikke at fordybe os.

Og det er livets egentlige gave. At opleve dybden og fylden. At gøre hjertet rummeligt for natten, så vi kan opleve endnu mere af dagens skønhed. Når den kommer.

Majbritte Ulrikkeholm

 

Hør programmet lørdag d. 5. maj kl. 12.15 på P1 http://www.dr.dk/p1/netvaerket

 eller Podcast

 

 

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Hmm ja livskriser gør moderne mennesker tiltrængte langsomme og mere eftertænksomme. Grundlæggende har kriser en slet skjult gevinst - en gave til os, som handler om at stoppe op og mærke, hvad der er væsentligt.. !?!?. Når krisen peaker eller hvad vi nu skal kalde det, så er tomrummet - ekkoet - stilheden - afmagten - uvisheden VIP-gæster ved krisens kolde bord.

Tænk hvor meget man føler med og mod sig selv, alt imens en moderne arbejdslig facade opretholdes. Vi prøver at møde ind på arbejde med vores krise siddende inden for vesten iet vildt oprør. Vi tager til familiekomsammen og lader som om, går til fester og lader som om, etc etc..

Jeg tror krisens bedste stunder er dem, hvor et andet menneske hengiver sig til at være nærværende. Det behøver ikke være et menneske som har oplevet det samme, men bare et menneske, som viser at det gerne vil lytte sætningerne til ende, gerne vil være i rummet selvom det kan blive tavst.

Den moderne tids mennesker uddanner sig flot indenfor kommunikation, og vi træner os i kommunikationen på mange forskellige niveauer. Jeg tror bare verden har brug for mennesker, der lytter intenst og nærværende. Mennesker har nu travlt med at eksponere sig med deres behov, personlighed, karakter, styrker osv..men mennesker der kan sætte sig ned og lade tiden rinde og være med det, der er og spørge lidt...Dem mangler vi basalt set.

LIVSKRISER. Skal vi komme videre – eller skulle vi hellere prøve at komme dybere? Majbritte Ulrikkeholm blogger på Levlykkkeligt.dk