Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

Vi taler om døden. Vi taler om den menneskelige afmagt. Vi taler om det sted i mennesket, som de fleste flygter fra. Det sted hvor vi rent faktisk har muligheden for at give slip på snoren til livet. Det sted hvor vi ikke længere magter. Det sted hvor troen ikke rækker. Det sted hvor alt kan synes meningsløst. Det sted hvor alle tillærte sentenser og systemer, der skal holde os sammen, pludselig bliver pulver og brister. Det sted de fleste flygter fra, men samtidig også et sted, som mange møder. På rejsen gennem livet.

Vi spørger om det er det sted vi undgår, når vi klamrer os til håbet om at ”alting har en mening”? Problemet er bare, at når vi rammer kanten af det sted, så forsvinder også troen på det. For det er netop stedet, hvor det føles som om alt er uden mening. Det er det meningsløses sted. 

Og hvis man er der, hvad hjælper det så at sige: ”Find diamanten i krisen.” For det er det sted, hvor der er så langt til diamanten, at man ikke en gang kan skimte dens lys.

Jeg har set mennesker, der var det sted, hvor diamanten ikke lyste. Og vi taler om det sted. Skyggerne lister rundt i rummet. Og det gør godt at åbne døren til det sted, vi kan bære en iboende frygt for at møde på rejsen. Jeg fortæller hende, at jeg, medens jeg tidligere på dagen tog en liter mælk ud af kølemontren i supermakedet, pludselig tænkte: ”Hvad hvis jeg pludselig en dag ikke kan se diamanten?” Alle de kriser jeg har gennemgået i mit liv har udviklet mig, fordi jeg midt i mørket altid fandt mening. Men jeg tænker over det, fordi jeg på vejen ind har passeret en kvinde, der står og kigger ned i jorden, som om planeten er holdt op med at dreje rundt. Og hun minder mig om, at det sted findes i os. Det sted hvor vi bare står og kigger ned i Jorden, når nogen fra verden hilser på os. Og jeg tænker på alle de mennesker jeg har kendt, hvor den fine snor pludselig er bristet med et pling. Som når man ringer på en alt for fin glasklokke. 

Jeg mærker den menneskelige sårbarhed. Og vi taler om den. Ikke som et tema, et emne, men som noget, der også bor i os. Som noget vi må bære som en fugleunge. Noget fint. Det, der kan briste. Årsagen til, at vi må værne om os selv og det fineste vi har. Livet.

Og vi taler om det, medens skyggerne danser i rummet. Jeg kommer til at tænke på en kvinde, som mistede sit barn. Hun kom hos mig og græd fordi alle sagde, at hun skulle finde meningen med det. Den dybere mening. Og det kunne hun ikke. Og hun sørgede ikke alene over tabet af barnet men også over at hun ikke kunne finde en dybere mening med det der var sket. Og jeg foreslog hende, at vi måske i stedet kunne finde på at gøre noget meningsfuldt ud af det meningsløse. Lade det meningsløse få lov at være meningsløst. Og dog gøre noget meningsfuldt efter det meningsløse. Og efter nogen tid, begyndte hun at hjælpe andre, der havde mistet deres børn. Og noget begyndte at gro inde i mørket, hvor det meningsløse boede. Ikke fordi hun tvang sig til at se meningen i det meningsløse, men fordi hun gjorde noget meningsfuldt ud af det meningsløse.

Vi taler om det. At det er et mørkt sted, hvor man kan frygte at falde over kanten. Og nogle gør det. For nogle brister tråden. Og planeten drejer uden at tage os med. 

Det er et minefelt, vi helst ikke vil træde på. Et sted vi helst ikke vil mindes om. Det aller skrøbeligste sted i mennesket, hvor det slipper tråden og giver op over for livet selv. Fordi man ikke længere kan mærke sit værd.

Og når et menneske er det sted, hvad nytter det så at sige: ”Du er god nok. Du er god nok.”

Nej, det sted lytter ikke til positive affirmationer, og det ser ikke skæret af diamanten. For det er et mørkt sted.

Jeg stod en gang det sted i mit liv. Det sted hvor alt, jeg havde lært, kollapsede. Jeg var ikke god nok. Jeg kunne ikke mærke mit værd. Der var ikke en mening med noget som helst.

Og da var det jeg hørte en digters stemme. Stærkere og langt mere lysende end tusind præster og profeter. Han trængte ind i mit mørke. Han skar sig ind igennem alt det, der ikke ville lytte. Igennem alt det, der afviste ”du er god nok, du er god nok.” Han kom ikke ude fra og imod mig. Han kom inde fra en mystisk dør, der fandtes bag mørket. Det er den dør, som poesien har adgang til at åbne, når præster og profeter må give op. Og han talte til mig gennem digtet, jeg aldrig har glemt. Og han blev mit livs lanterne og følgesvend. Morten Nielsen. Han så mig der hvor jeg var. Han prøvede ikke at få mig til at føle noget jeg ikke kunne føle. Han sagde det som det var:

Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø.
Du er endnu for ringe til at dø.

Majbritte Ulrikkeholm

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk