KÆRLIGHEDEN ER FOR ALLE - om at elske uanset hvad vi har oplevet og om at rejse gennem sjælens mørke nat

Da jeg var tretten år gammel, så jeg min mor forvandle sig for øjnene af mig. Fra vred til rasende fra rasende til vanvittig fra vanvittig til sindssyg. Og det var min skyld. Hun blev sindssyg af mig. Det sagde hun. Alt hvad hun sagde i det øjeblik, det tog hende at blive viklet ind i sindssygens tåger, er for evigt printet i min sjæl, som et vandmærke, jeg bærer. Eller som et sjælens adelsmærke. Et vandmærke fordi det aldrig kan slettes. Jeg bærer det med mig i alt hvad jeg gør, og jeg møder det altid på rejsen ind i mine kærlighedsforhold, hvis de er dybe og ægte nok. Et adelsmærke fordi det bliver smukt og et tegn på sjælens adel, når jeg møder kærligheden uden at lade vandmærket dræbe min kærlighed, når jeg rejser gennem sjælens mørke nat.

For jeg møder den nat. Igen og igen. Uanset alle terapiforløbene. Uanset alt jeg nogensinde har gjort for at helbrede det sår, der blev ridset ind i sjælen den nat. For min mor blev indlagt, og der var åbenbart ingen der tænkte: "Hvad med den trettenårs pige i lejligheden?" Der var ingen, der tænkte, at hende skulle man forklare, at det er sindssygen, der taler og ikke din mor. "Sindssygen har ingen logik, og det har ingenting med dig at gøre." Det var der ingen der fik idéen til, og derfor var jeg alene i lejligheden med angsten og skyldfølelsen og alle de mørke spøgelser, der kravlede rundt i loftet og ind i mit fremtidige liv.

De var for mange og for voldsomme spøgelserne, så jeg pakkede dem ind i en lille æske, jeg gemte i dybet af mit hjerte. Allerinderst inde. Der hvor kun kærligheden kan komme. Jeg besøgte det sted sammen med mine sange og fortællinger. Når de var med, turde jeg berøre det lige så stille.

Når min mor ikke var syg, var hun plaget af skyld over anfaldene, og jeg kunne se, at det var ubærligt for hende, så jeg begyndte at bære hendes skyld. Jeg var rask, så jeg kunne holde til det. Det var her, jeg fik mine lænker. For sidenhen kunne de mennesker, jeg elskede, sådan set gøre hvad de ville imod mig, for jeg syntes det var ubærligt for dem, og så bar jeg deres skyld. "At have skyldfølelse over det de andre gør mod dig" er den klassiske følelse, der følger børn, der har oplevet fysisk og psykisk vold. Og det præger alle fremtidige relationer. Hvis vi ikke gør et indædt stykke arbejde for at ændre det indgroede vandmærke og forvandle det til et adelsmærke.

For vi er ikke fortabte. Vi KAN forvandle den mørke nat. Men lad det være sagt, det gøres ikke med et snuptag. Det er voldsomt, når æsken springer op. Og det gør den, hver gang hjertet berøres. Og det er de mørkeste trolde der springer op af den æske. Og præcis derfor har jeg et ganske realistisk forhold til at åbne hjertet. Det er ikke noget romantisk eller sødmefuldt for mig. Det er benhårdt arbejde, og jeg danser ikke med en blomsterkrans om halsen, når det sker. Nej, der rasler knogler og ben, og livet er på spil, når jeg danser den dans med mit hjerte, jeg er nødt til at danse gennem den allermørkeste nat, der bor der inde i dybet af min sjæl.

For det er vejen til kærlighed for mig. At rejse gennem tunneller med kødtrevler på væggene og raslende ben og onde spøgelser, der synger sange om en nat, jeg aldrig glemmer. Og det er kærlighed for mig at stå i det sorte mørke og møde min elskede og ikke løbe væk, når knoglerne rasler og natten trækker sig sammen om vores kærlighed, som vi kan ødelægge, fordi vi begge har noget i dybet, som vi kan vælge at løbe væk fra, når låget til den hemmelige æske berøres. Men vi kan også vælge at blive stående. Hvis vi tør. Og hvis vi tør, bliver vandmærket til et adelsmærke, som vi bærer som det smukkeste bevis på, at uanset hvor mørkt noget er, så kan det forvandles til lys. Hvis vi tør møde den allermørkeste nat. Uden vished om hvorvidt den anden vil blive stående. For det kan vi ikke være sikre på.

Men vi kan selv blive stående. Vi kan selv gå der ind - og møde det fra det allermest bevidste og modige og lysende sted i os selv. Vi kan tage knoglerne om halsen og synge sammen med deres raslen. Vi kan elske. Uanset hvad vi har oplevet. For kærligheden er for alle. Og kærligheden er alt andet end et sted, hvor vi kan glemme os selv og drukne i hinanden. Kærligheden er det sted, hvor vi bjerger os selv i land. Det sted hvor vi husker. Alt det vi har glemt og som vi er nødt til at huske for virkelig at kunne elske.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Smukt Majbritte!! Mit hjerte går ud til den lille pige du var og frydes over, at du er villig til at lyse på og give kærlighed til, selv det største mørke i dig selv!

Kærligst,

Camilla

__________________________

Camilla Bruun, psykolog i København K
Læs mere på: http://elskdigselv.com/

Kære Camilla

tak for dine ord, som jeg tager helt ind i stor taknemmelighed.

Kærligst Majbritte

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Kærlighed - sjælens mørke nat. Læs mere