Kærlighed og parforhold - radio til dig på P1
Kærlighed og parforhold
Hør Netværket på P1 i morgen lørdag kl. 12.15 og lad dig inspirere.
Hvis vi ser på den udvikling vi mennesker har været igennem er det interessant at iagttage, at vores opfattelse af kærlighed og parforhold stort set er det eneste vi ikke rigtig har udviklet. Vi finder sammen to og to - og bliver skilt. Rigtig mange gør i hvert fald. Men hvad er det for forestillinger vi har om parforholdet, som brister gang på gang for så mange mennesker, som det rent faktisk er tilfældet for?
Kan parforholdet ikke være et sted for udvikling? Det sted hvor vi ser det i spejlet vi skal arbejde med i os selv? Eller er parforholdet bare et sted vi går hen og fylder de tomme huller ud, som vi ikke kan fylde selv? For hvis det er, så er det klart at drømmeboblen brister, når vi opdager at vi er præcis lige så tomme indeni efter et år, som da vi gik ind i parforholdet. Måske bliver vi oven i købet vrede på den anden fordi han eller hun så alligevel ikke evnede at fylde det hungrende hul ud i os.
Men er det kærlighed? Og passer vores samlivsformer overhovedet til dem vi er i dag?
En tema i programmet er også, at kvinderne har taget magten og er blevet alt for dominerende og at mændene har mistet deres maskulinitet som følge af kvindernes fremadstormen. Men i vores fokuseren på denne nye omtalte problemstilling glemmer vi de kvinder, der stadig er afhængige, som ikke har styr på deres egen økonomi, som ikke kan træde i kraft med deres visioner på livets scene og som lever i kærlighedsløse afhængigheds-forhold, fordi de ikke kan stå på egne ben. Nogle endda i voldelige relationer med uhyrlig følelsesmæssig afhængighed. Jeg møder ind imellem disse glemte kvinder igennem mit arbejde som kreativ forløser og rådgiver, og dem vil jeg gerne slå et ekstra hjerteslag for. Og det gør jeg i programmet om kærlighed og parforhold, som I kan høre i morgen.
Note: Jeg vil gerne understrege, at selvom jeg oftest arbejder med kvinder, så har jeg også stor sympati for den sårbare mand og de udfordringer han møder på rejsen mod kærlighed. Og lige nu har jeg netop et forløb, hvor mænd og kvinder sammen finder ind til kraften i hjertet.
Kærlig hilsen Majbritte Ulrikkeholm
http://www.dr.dk/P1/Netvaerket/Udsendelser/2013/04/gnisten-er-et-skroebeligt-kit-i-parforholdet.htm
Foto: Single-tulipan i min have
Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer