Kærlighed er salve til såret

Det tog mig årevis at opdage, at alle de dysfunktionelle forhold, jeg var i, gav mig noget at være optaget af, en anden at være optaget af, så jeg ikke skulle se på alt det, der var i mig selv. Så længe jeg var optaget af alt det dårlige ved forholdet, al kærligheden der ikke var til stede, alt det "han" ikke gjorde, så kunne jeg få en pause fra min egen historie, en pause fra at mærke min egen smerte. Min barndoms fortræd.

Men når der er ryddet så meget op, at jeg rent faktisk kan tage kærligheden ind, kan være i et forhold uden afstand uden alt det dysfunktionelle, ja, så bliver der igen plads til at mærke. Og jeg tror, vi tager kærligheden ind. Når vi er klar. Ikke bare til kærligheden - men til at favne alt det der er i os. Endnu engang.

For et er at trampe rundt i såret i et kærlighedsløst rum i en evig gentagelse af det vi kender til. Noget helt andet er at åbne det forsigtigt i kærlighed. Sammen med en vi virkelig elsker og som også elsker os. Så bliver kærligheden den nødvendige og tiltrængte salve til såret.

Og hver gang han stryger mit hår
er det som om han rører ved mit sår
Det åbner sig langsomt og varmt
mens jeg hviler i min elskedes arm

Mens dagen går stille på hæld
kysser vi såret farvel

 

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kærlighed er salve til såret. Læs mere