Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

Med rødder i et komplet dysfunktionelt familiemønster, hvor kærlighed var noget, man kæmpede for og aldrig kunne regne med, siger det sig selv, at kærlighed i mit voksne liv blev en spejling af det mønster. Mine kærlighedsforhold blev enten alt for trygge for at kompensere eller utrygge, ustabile, utilregnelige for at spejle kærlighedsmønsteret, der var printet som et vandmærke i mit hjerte.

Men vi kan tage turen, og selv vandmærker kan forsvinde.

I går tog jeg forbi min kæreste på vejen hjem fra aftenens undervisning. Bare for at finde en lille smule ro. For det er det, jeg føler sammen med ham. Ro. En indre fred. Vandmærket forsvinder.

Jeg har stået med rystende knæ og med usikkerhed i hjertet. Jeg har følt mig draget. Jeg har ventet. Jeg har sitret. Jeg har rakt ud mod det, der ikke ville, for når jeg gjorde det, så var alt, som jeg kendte det. Kærligheden skulle man kæmpe for og kærligheden var ikke noget, man sådan lige kunne regne med. Så dem der gav mig indre ro, det kunne jo ikke være dem, jeg elskede.

Men dem, der giver os indre ro ER dem vi elsker ER dem der elsker os. For kærlighed er fred. Og når der er fred, kan vandmærket lige så stille viskes ud.

Det er en svær spiral. For når vandmærket er aktivt, søger vi uro, og vi har brug for fred for at mærket kan viskes stille ud. Og først når mærket er visket ud, søger vi mere fred fra fred i os.

Men vi kan begynde vores rejse - blot ved at vide. At kærlighed er fred. Og det har hjulpet mig at gentage for mig selv - som et smukt mantra: Kærlighed er fred.

Når jeg var tiltrukket af sitrende uro, sagde jeg: Kærlighed er fred.

Det er nemlig svært at overbevise sig selv om, at dette er ikke kærlighed, hvis vi står midt i den destruktive forelskelse. Derfor vendte jeg min egen kærlighedsspiral ved at sige: Kærlighed er fred.

Og i går behøvede jeg ikke engang mit mantra, for jeg mærkede det. Mens de sidste lys slukkedes i vinduerne på Christianshavn og et par enkelte urolige natteravne holdt en vågelampe tændt. Hvem ved? Måske for at skrive en sidste sms til en urolig forelskelse, måske for at se en natfilm om ulykkelig kærlighed, måske for at høre en sidste sang i natten om alt det urolige i hjertet, vi så tit forveksler med kærlighed. Hvem ved, hvad der gemte sig der bag vågelampen? Hvem ved, hvad de tænkte, dem der løb hurtigt over gaden, mens de uroligt så sig tilbage? På vej mod en de ikke kunne få? På vej væk fra en, de ikke ville have? Jeg ved det ikke.

Kærlighed er fred.

Majbritte Ulrikkeholm

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk