KÆRLIGHED er det vi deler

Engang var det et utrætteligt livsprojekt for mig at finde kærligheden. Jeg søgte den person, der skulle give mig den. Jeg ledte og ledte og fandt kun mennesker, der afviste mig. Jeg kom fra et uendeligt tomt sted i mig selv, og ingen havde lyst til at fylde min tomme brønd. Jeg troede, at kærlighed var det, vi kunne få.

Så hørte jeg, at kærlighed er det, vi giver. Og jeg begyndte at give. "Så vil jeg få kærlighed," tænkte jeg. "Hvis jeg giver, så vil jeg få." Og jeg gav og gav, men jeg fik ingenting. Jeg fyldte andres tomme brønde op, og jeg gjorde det for, at de skulle fyldes nok til, at de ville begynde at fylde min tomhed. Min given blev grådig, og grådig given er ikke det, vi giver. Grådig given er det, vi tager; men aldrig får.

Til sidst var alt så tomt i mig, at jeg enten kunne dø eller gøre noget andet end det, jeg gjorde. Så jeg holdt op med at give. Jeg holdt også op med at tage. Jeg sad bare helt stille ved min tomme brønd og mærkede en sang, der langsomt steg op af dybet. Jeg havde aldrig før hørt den sang. For jeg havde ikke været stille længe nok til at høre den.

Jeg begyndte at synge min sang, og sangen fyldte mig. Indefra. Nogen kom forbi det sted, hvor jeg sad. Nogen ville gerne høre min sang, som kom fra dybet af tomheden, som ikke længere føltes tom. Nogen satte sig ved min brønd. Ikke for at fylde den. Ikke for at tage noget fra den, men for at lytte til min sang.

Vi delte det, der steg op fra brønden. Dem der kom til brønden huskede deres egen sang, og vi sang den sang. Sammen. Vi gav ikke noget. Vi tog ingenting. Vi sang.

Vi kom ikke for at give. Vi kom ikke for at få. Vi kom for at være. Sammen om sangen fra dybet.

Jeg troede, at kærlighed var det, vi kunne få. Så hørte jeg, at kærlighed er det, vi giver. Jeg vidste bare ikke, at vi ingenting kan give, hvis vi ikke kender vores egen sang fra dybet. Jeg vidste ikke, at min given var et grådigt forsøg på at få. Jeg troede meget og hørte endnu mere. Men intet af det forstod jeg, før jeg sang den sang fra dybet.

Det er sangen, der har lært mig, at kærlighed er det, vi deler.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

SÅ SMUKT!

At lytte og dele er kærlighed.

Jeg elsker dine eventyr, de røre nogle følelser dybt inden i mig.

kh

Hanne

 

__________________________

Hanne Christensen, Privatpraktiserende Psykoterapeut & Parterapeut
Læs mere på: http://www.kbhpsykoterapi.dk

Kærlighed er ikke vi får men det vi giver. Læs mere