KÆRLIGHED er det måske bare at se blomsten i cappuccinoskummet – eller at få øje på de hudløse appelsiner

For nogle mennesker er det absolut mærkeligt, at kærlighed kan være alt muligt andet end det, der finder sted mellem to mennesker - en mand og en kvinde - et barn og en forældre eller de mest almindelige former, som vi kender til.

Men hvad er i grunden kærlighed? Er det ikke det, jeg giver? Er det ikke mit nærvær? Er det ikke omsorg? For verden, mennesker, alt levende, det, som andre skaber? Er det ikke min evne til at se? Hvis man spørger de store te-mestre så ville de måske netop svare: ”evnen til at se.” Hvis de overhovedet ville begive sig ud i at svare. For at brygge den ultimative kop te var for dem kun en mulighed, hvis man kunne se. Altså hvis man var fuldt nærværende. Og er det ikke kærligt? At se? At være i verden med hele sit nærvær? At give det bedste man har i sig?

Når jeg synger er det ikke bare sang for mig. I realiteten kunne jeg gøre hvad som helst. Jeg har bare brug for en kanal for min kærlighed. Og nu er det altså sang. Til tider skrivning. Men når jeg synger giver jeg det bedste jeg har. Og er det ikke kærlighed? For mig er det. Og jeg forventer egentlig intet igen. Bare jeg får lov at give det jeg har. 

Men jeg kunne også bage et brød. Jeg er ikke en temester, men jeg elsker at bage. Og det er sjovt at vi kan sige ”jeg elsker at lave mad”, men nogle undrer sig hvis vi siger: ”jeg elsker igennem at lave mad”. Eller måske mere grammatisk korrekt: ”Jeg udtrykker min kærlighed igennem det at lave mad.”

Jeg ved, at mit brød klasker sammen for mig, hvis jeg ikke er nærværende, min æblemos koger ud, hvis jeg ikke ser, og i det hele taget tror jeg de fleste kender til, at udfaldet af vores middag er dybt afhængig af vores evne for nærvær. Og i sidste ende af hvor meget kærlighed vi lægger i den. Kærlighed i betydningen: evne for nærvær, ønsket om at give og evnen til at se.

Og når vi lægger al vores kærlighed ind i det, vi skaber vil andre modtage det som en gave. Hvis de kan se. At gå over til sin nabo med halvdelen af et friskbagt brød pakket ind i et viskestykke, hvor det lune stadig trænger igennem og sige: ”Jeg har gemt det halve til dig.” Og din nabo tager imod. Pakker brødet ud og ser, at du har gjort dig umage og lagt dit bedste i det. Og hun spiser det sammen med sin mand ved aftenkaffen og måske sender dig en kærlig tanke. Fordi hun har set det. Og du spiser den anden halvdel måske til en portion suppe, som din kæreste kom forbi med tidligere på dagen. Fordi han tænkte, at den suppe ville gøre dig godt. Se, det er kærlighed. Og det har jeg fået lov at opleve indtil flere gange. Helt alene ved mit køkkenbord. 

Og derfor oplever jeg, at kærlighed er så meget andet end det, vi lige går rundt og forestiller os. Vi behøver faktisk ikke engang finde den eneste ene for at opleve kærligheden. Vi kan bare begynde at se. Og hvis vi endndu ikke har fundet ham, der kommer med den livgivende suppe, så kan vi begynde at give. Et friskbagt brød, en god kop kaffe, vi har gjort lidt ekstra ud af, en flaske saft af bærrene, vi fandt på skovturen. Og hvis vi ikke lige er typen, der kan bage, lave saft eller en særlig god kop kaffe. Så kan vi se. Det, de andre kommer med, etiketten på flasken, som den anden har gjort noget særligt ud af, strukturen i brødet og den lille ekstra blomst i skummet på cappucinoen, som baristaen gjorde sig umage med.

For når man har lyst til at give, så findes der ikke noget bedre – end at have en modtager i den anden ende. En, der ser.

Og jeg kan altså ikke lade være med at blive forelsket i min kæreste, når han fileterer appelsinerne, så nænsomt som holdt han en lille minibaby i sin hånd. Det er det bedste. At få serveret appelsiner uden hud. Det minder om kærlighed og smager af nænsomhed og af en der har gjort sig umage. For min skyld. 

Og jeg har fået øje på de hudløse appelsiner i skålen. Jeg har set kærligheden, der lå bag. Umagen, omsorgen. At han tænkte på mig. For en appelsin er ikke bare en appelsin, og te er ikke bare te. Nej, det er en stor kunst, der kan minde os om, at kærlighed er i det, vi gør og i måden vi gør det på. og ikke en uopnåelig ting vi må vente på kommer flyvende gennem luften til os – som om det var noget vi kunne vinde i et lotteri. Hvis vi var særligt heldige. 

Og derfor behøver vi ikke vente på kærligheden. Vi kan begynde med at se. Og i stedet for at vente på at få, kan vi starte med at give. Og har vi kun lidt, kan vi gøre os umage med det vi har. For som Mother Teresa engang sagde:

”Det er ikke alle, der kan udrette store ting, men vi kan udrette små ting med stor kærlighed.”

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
KÆRLIGHED at se blomsten i cappuccinoskummet – eller at få øje på de hudløse appelsiner. Majbritte Ulrikkeholm blogger på Levlykkeligt.dk