JEG VIL ALTID VÆRE FRI - derfor blev jeg kunstner (tanker 1.maj)

I dag ville have været en stor dag i min familie, som kom fra Polen for at skabe sig et liv, hvor der var arbejde. Mange havnede i roerne på Lolland, men min familie havnede i Odense, hvor størstedelen af familiemedlemmerne sled sig ned på de forskellige konservesfabrikker, der tilbød arbejde. Min morfar vendte dåser om natten og pudsede folks vinduer om dagen. Hvornår sov han? Når han fandt en stund i stolen og ofte med mig siddende som en abe på skødet. En abe, der ikke forstod at morfar havde arbejdet hele natten og derfor ikke kunne høre på mine fortællinger nu.


Vi så aldrig de dåser morfar brugte sit liv på at sætte bunde i. Mormor lavede alting selv, og hun kunne ikke bruge dåserne til noget. Min mor arbejdede til gengæld på flødebollefabrikken og hun lignede Ghita Nørby til forveksling med sin glatte rosafarvede hud og ungpigekrop, og derfor gav værkføreren hende altid flødeboller "med hjem til børnene". Men hun blev aldrig værkførerens kæreste, selvom hun drømte om det. Han havde nemlig allerede en kone. Men vi spiste flødebollerne og så en lille smule af, hvad vores familie gik rundt og fik rygproblemer og slidgigt af.

Det talte de meget om. At de blev slidt ned. Og vi kunne se det. Når morfar klagede i stolen over ryggen, der ikke rigtig ville mere. Når mormor tog sig til hoften. Men min mor skiftede arbejde, når hun blev træt af det. Til sidst blev hun invalidepensionist, for det var ikke, fordi hun blev træt af flødebollerne, at hun sagde sit arbejde op. Hun var psykisk syg, sagde mormor. Og hun kunne slet ikke passe et arbejde. 

Men jeg kunne passe et arbejde. For mormor sagde, at hvis jeg ikke skulle slide mig op af al den forbandede konserves, så skulle jeg blive til noget. Mormor var tillidskvinde på fabrikken, og hun holdt tordentaler ved køkkenbordet, som gik mig i hjertet. Jeg skulle nok se at blive til noget, så jeg ikke skulle vende dåser resten af mit liv.

Og så døde morfar. Ganske kort tid efter han var gået på pension. Jeg husker ikke, at der var nogen, der gav ham en fest til tak. Han afsluttede bare, for nu var han færdig, og så faldt han om i jordbærbedet i mormors kolonihavehus.

I dag har jeg flyttet mit kontor ud under halvtaget i min kolonihave, hvor jeg bor året rundt. Jeg har stillet mit bålsted op, fordi frihed betyder alt for mig. Frihed til at være ude året rundt. Frihed til arbejde præcis når jeg vil. Frihed til at skabe noget, som jeg selv får lov at se frugten af. Og jeg har skabt min egen virksomhed med det jeg holder allermest af: Sange, fortællinger, skabende mennesker, der folder sig ud med det, der bor i dem.

TAO ligger som en ulv ved siden af ildstedet, og jeg kan mærke, at jeg er en indianer på Amager. En indianer med egen virksomhed. Og en virksomhed for mig er ikke en fabrik med ligegyldig konserves, som nogen skal ødelægge deres ryg for. Konserves, som jeg ikke engang selv gider æde. For hvem gider dog æde konserves, hvis man har så mange penge, at man kan have ansat flere tusinde mennesker?

Nej min virksomhed er "det jeg virker som" og derfor er det en virksomhed. Og jeg er fri. Til at arbejde hjemme hele dagen i dag. Foran ilden sammen med min store hvide hund, der også er en ulv, der elsker sin frihed. En ulv, der ikke gider være spærret inde.

Jeg kan se morfar stige op igennem skorstenen på mit ildsted. Og han siger, at jeg ikke må glemme 1. maj. Selvom jeg har fået min egen virksomhed. Han siger, han er stolt af mig. Og at han altid vidste, jeg ville blive til noget. Han siger, at han fra skyerne på himlen kan se, at jeg har sat mig fri. At ingen i hans familie nogensinde igen skal vende en dåse for nogen, der ikke engang kan holde en fest for en som tak, når man har slidt ryggen i stykker. Han siger, at nu er jeg fri. Og hele min slægt skal være fri, og han har fred i skyerne, som danner formationer over mit udendørs kontor.

Det er så sandt morfar. Jeg vil aldrig glemme 1. maj. Jeg vil tænde et bål for min slægt og minde mig selv om, at jeg er fri. 

Det eneste, der kan spærre mig inde nu er mine egen tanker. Og hver eneste af de tanker, der skulle have karakter af noget, der kunne spærre mig inde, vil blive kastet på mit bål og stige op som røg gennem skorstenen. For jeg er fri morfar. Fordi du vendte dåser og pudsede folks vinduer, så jeg kunne få tøj og mad og et sted at være, da mor ikke længere kunne klare flødebollerne. Og så skulle fanden stå i, at jeg spærrede mig selv inde.

Tak morfar. Tak mormor. Og tak mor, fordi du viste mig, at den, der bærer det anderledes og en stærk trang til frihed i sig, er nødt til at finde sin egen plads i verden, hvis det ikke skal blive betragtet som sygt.

Derfor blev jeg kunstner.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kunstner blev jeg fordi jeg vil være fri. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk