Jeg tørrede bare øjnene

For et par dage siden havde jeg besøg af en journalist, som gerne ville skrive et interview om det at rydde op i sit indre liv med afsæt i min bog ”Farvel, kære sofa” som er mine optegnelser over et kæmpe oprydningsarbejde.

Det allervigtigste ved at møde et menneske, der begavet spørger ind, er det spejl, der bliver holdt op foran os. For jeg har i bogen fortalt om, hvordan det var at leve med en mor, der blev sindssyg for øjnene af mig, og jeg har fortalt, hvad det gjorde ved mit kærlighedsliv. Jeg har fortalt om, hvordan jeg levede i dramatiske kærlighedsrelationer, som var gjort af den samme vibration, som huset emmede af der hjemme. Der var kærlighed og utryghed i et og samme rum. Det var døre, der blev smækket, ting, der blev smidt ned af trapperne, nedgørelser med afsæt i afmagt og fredfyldte stunder, hvor der blev rørt æggesnaps i lejligheden. Sammen med Mor.

Men hvornår ville mørket tage hende igen? Man nød hvert lille bitte øjeblik med lys. Og man vænnede sig til, at kærlighed ikke var noget, man kunne regne med, så man begyndte at regne ud. Man læste de mindste signaler og lærte, at når det her går galt, så er det mig, der er forkert.

Sådan blev kærlighed for mig. Jeg fandt sammen med partnere, der holdt i den anden ende af det destruktive kærlighedsmønster. Jeg fandt dem, der kunne genspille scenen sammen med mig. Og vi følte os trygge begge to. Fordi det var det vi kendte. Små stunder af lykke, som kunne splintre hvert øjeblik det skulle være. Kærlighed var noget man oplevede ovenpå en tikkende bombe.

Jeg har for længst erkendt, at jeg ikke er et offer for ”slemme mænd”. Det troede jeg engang. Og det ændrede ingenting. Tværtimod fik det mig til at sidde fast lige der i alt det destruktive.

Da jeg indså, at nej, jeg er ikke et offer, jeg er medskabende i en teaterfortestilling, som vi sammen kalder kærlighed, fordi det er det vi kender, da jeg indså det, ændrede hele mit liv sig. Min indre oprydning kunne begynde.

Jeg har givet mange interviewas i mit liv som kunstner, men det er sjældent, jeg sidder i min stue og græder sammen med en journalist. Det gjorde jeg den dag. Fordi jeg er holdt op med at tale uden at mærke.

”Tænk at du kunne passe dit arbejde i alle de år,” sagde hun.

Og jeg fortalte hende om, hvordan det lykkedes mig at spalte mig i en side der passede mit arbejde, udviklede projekter og endda formåede at støtte andre mennesker og så i en side, der var ved at gå til af følelsesmæssig smerte.

Vi sad med en lille pind og stak til et af de allerstørste tabuer. Kan vi være gode nok til alle mulige ting samtidig med vi har smerte i vores liv? Ja, vi kan være gode til alle mulige ting, samtidig med det raser i det indre. Vi kan både være direktører, læger, lærere, musiker, gadefejere eller hvad vi nu end er og gøre det rigtig godt samtidig med vi døjer med kærligheden. Men det tager på kræfterne at spille den teaterfortestilling om kærlighedens mørkesider. Og det der tager allermest på kræfterne er at skjule det. En ting er at man står og kaster op af udmattelse en time før man går ud af døren, en anden ting er at skjule udmattelsen, fordi man tror at alt ens gode arbejde er uden mening, hvis man ikke er perfekt til kærlighed. Men for pokker da. Vi har fået et sår på kærligheden som er så smertefuldt og som kræver al vores mod at helbrede. Vi kan være stolte af os selv. Tænk at vi har overlevet det. Tænk at der er et sted i os som stadig kan gøre det, vi elsker. Tænk engang over alle de ressourcer der ligger gemt i asken her.

Og jeg kan mærke det, mens jeg taler med journalisten. Det er som at se ind i et spejl, mens jeg fortæller. Hendes tårer fortæller mig, hvor hårdt det faktisk var.

”Du tørrede bare øjnene,” siger hun.

Ja, jeg tørrede bare øjnene.

Men det vil jeg ikke mere. Jeg vil ikke leve to liv. Og fordi vi har oplevet smerte i kærligheden i vores barndom, så er vi ikke dømt til resten af vores liv at genspille den smerte. Vi kan gøre noget ved det. Men det kræver vores mod og sjælsstyrke. Det kræver at vi finder ind til det i os, der aldrig aldrig aldrig kan knuses.

Vi må tro på at det findes det sted. Vi må se den ledestjerne og følge den. Vi må vide, at der er noget andet end det vi kender. Og hvis vi gør vores arbejde vågner vi en dag op - ikke til den kærlighed vi kender, men til den kærlighed vi genkender og som findes helt dybt inde. Der hvor vi ikke behøver tørre øjnene og gå på arbejde og skjule vores mørke.

Vi bliver nødt til at komme ud af vores skjul. Jeg tror, det er det første skridt, vi må tage.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kan man være god til alt muligt, selvom man ikke er perfekt til kærlighed?