Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

"Er det for højt?" spørger Carsten, da jeg møder ham i køkkenet, hvor jeg lige må lave mig en kop kaffe. For højt? Jeg føler jeg går rundt i mit lille hus i uendelig stilhed. TAO gnasker stille på et kødben, jeg skriver i min notesbog og ser billeder fra retræten, hvor jeg i fem dage har været sammen med de skønneste kvinder, der alle i fællesskab værnede om stilhedens rum. Flere timer om dagen havde vi stilhedspause, men det betød ikke, at landmanden indstillede larmen fra høstmaskinen, og en lille transistor lod da også lyd sive ud fra en sprække i køkkendøren, hvor den dejligste mad blev tilberedt til os. Men vi nød stilheden. For det var en stilhedspause - ikke to timer lukket inde i et lydisoleret rum. Stilhedspause.

 Når jeg afholder retræter lægger jeg flere timers stilhedspause ind midt på dagen og igen om aftenen. Her har vi ingen kontakt. Vi forholder os med andre ord ikke til hinanden. Enhver tager ansvar for sit eget rum. Enhver skuer indad. Og taler måske med det der er større end os. Enhver lytter. Indad. Så høstmaskinerne er der, men jeg behøver ikke forholde mig til deres lyde. Jeg behøver ikke forfølge dem. Nogen går forbi mig på gangen. Jeg hører trin, og der er stilhed. For jeg går ikke efter. Jeg møder andre, og der er stilhed. For jeg har tillid til, at verden og de andre klarer sig så fint uden mig - vejledt af det der måske hvisker i det indre, når vi for en stund er stille.

 Og jeg har taget stilheden med mig hjem.

 Engang var jeg eneboer. Jeg kunne ikke tåle andres smasken, andres trin i gangen. For jeg undredes over, hvad de nu smaskede på og hvor de mon var på vej hen. Så jeg fulgte efter trinene. Og gik væk fra min stilhed. Men jeg har taget stilheden med mig tilbage. Og nu spørger min elskede, om det er for højt. Hans trompetspil.

"Det har jeg ikke forholdt mig til," svarer jeg. For det har jeg virkelig ikke. Jeg aner ikke, hvad han spiller. Jeg ved ikke, om det lyder godt eller dårligt, om det er højt eller lavt. Jeg sidder bare og skriver i min notesbog og tænker på kvinderne og på det vi delte.

 Engang var jeg eneboer, og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle blive kæreste med en forsker, der i sin fritid er så passioneret omkring sin trompet, at han tager den med på weekend-date. Jeg blev skilt fra min første mand, fordi jeg var ved at blive sindssyg af, at vores hus var fuld af jazz fra morgen til aften. JEG VIL HAVE STILHED NUUUU. Og han listede rundt og var ved at blive sindssyg af at liste, når nu han bare havde lyst til at spille jazz.

 Og så blev jeg eneboer. Der var lyd, når jeg ville have lyd. Og derfor kunne jeg ikke leve med andre.

 Men TAO flyttede ind med sin smasken og sin julemandssnorken. Og jeg opdagede, at vi kunne være i stilheden sammen. Han kunne smaske og snorke. Jeg forholdt mig ikke til det. Jeg lærte ham, at hvis jeg løftede hånden betød det: "Jeg gider ikke forholde mig til dig nu. Smask du bare. Eller snork. Jeg skriver på min bog."

 Og mit hus blev et stille sted fuld af smasken og snorken og negle mod gulvet, som jeg lærte ikke at forholde mig til.

 Nu spørger min kæreste, om det er for højt. Og det vil jeg helst ikke svare på. For jeg ved, at hvis jeg gør, så forlader stilheden mit hus. Og hvis stilheden forlader mit hus, kan vi ikke være her sammen. For jeg lever af stilhed, mere end jeg lever af noget andet. Det er stilheden, der nærer det dybeste af min sjæl, og det er stilheden, der hvisker sange og fortællinger til mig. Og TAO har lært mig med sin evindelige smasken, at stilheden findes bag den smasken, bag hans snorken. Og jeg har hørt stilheden bag min elskedes trompet, som fylder mit lille hus med en lyd hverken TAO eller jeg nogensinde havde troet skulle flytte ind i en hel weekend her hos os. Og jeg ved, at jeg ikke behøver være eneboer mere. I hvert fald ikke på fuld tid.

Eneboer på halv tid. Det er det, jeg er blevet. For jeg har stadig brug for det, der findes, når der ikke engang er en lyd, jeg ikke skal forholde mig til. Fraværet af påvirkninger, udeblivelsen af fysiske svingninger i rummet omkring mig. Det er en helt særlig stilhed. Jeg mærker den nu, hvor han er gået.

Nu kan jeg høre englene. Når han er der, hører jeg lyden af et menneske. Et menneske jeg elsker. Jeg hører lyden af det, han elsker. Ligesom når TAO gnasker på sit kødben. Han elsker det kødben, og jeg elsker, at han er sammen med det, han elsker.  Og TAO sover stille i gangen. Englene hvisker: "Han kommer tilbage - med sin trompet. Med det han elsker - til den han elsker."

Og der er uendelig kærlighed i min verden. Og stilhed. Som jeg ikke behøver forholde mig til. For hvis jeg gjorde, ville den forsvinde. Jeg lytter til lyden af mit eget åndedræt.

Jeg kan høre, at jeg lever.

Majbritte Ulrikkeholm

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk