Jeg går med TAO - og jeg gider ikke komme med flere undskylninger

"Tiden går bare," siger jeg til min veninde, da vi taler i telefon, fordi vi simpelthen ikke har haft tid til at se hinanden i et "stykke tid" - som man siger. Et stykke af tiden - som om tiden er en stor kage, vi tager bidder af, en ost vi gnaver os igennem stykke for stykke.

Jeg fortæller hende om, hvordan dagene flyder sammen og på en underlig måde bliver væk, og så er tiden gået, og vi har ikke fået set hinanden. Jeg fortæller, at det er fordi, jeg jo går med TAO nu. 

Han står der så fint med sin lakridssnude og får den lyseblå sele på, og så kører vi forbi posthuset med bøger, der er blevet pakket til morgen, vi får en sludder med postmanden i den lille postbutik. Jeg får en pakke med, og vi kører videre ud på Fælleden, hvor vi går over bakkerne og tror vi er i Afrika, fordi vi aldrig har været der og derfor ikke ved, at sådan ser der slet ikke ud i Afrika.

Vi møder mennesker med alle mulige slags hunde, følges, hører om, at hundene har bidt en sofa i stykker, og vi taler om, hvad man mon gør ved det. Vi sidder sammen og ser på fuglene, hestene, taler med en rytter, opdager mirabelletræerne er begyndt at hviske små fortællinger om en lun sommer på vej. Finder pinde, kaster dem, finder dem igen. TAO bader i kanalen. Åh nej det betyder bad når vi kommer hjem. OK så tager vi det med.

Det er hyggeligt, når han sidder der i badekaret og ligner en druknet mus. Han bliver helt lille bitte, når den tykke pels klistrer ind til hans lyserøde krop. "Du ligner en lille tynd gris TAO," siger jeg til ham. Så skal han tørres med føntørreren. Det kan han så godt lide. Han ligner en motorcyklist, der via en eller anden løgnehistorie er blevet fritaget for at køre med styrthjelm. Vild og heftig kører han igennem byen og livet for "Jeg kan aldrig dø.".

Men det er det, siger jeg til min veninde. TAO skal dø. Det er det særlige ved at knytte sig til en hund i hjertet. Vi er venner og sjæle, der rejser sammen. Men han er her måske kun i ti-tolv år. Vi har et begrænset stykke af tiden, vi kan dele med hinanden. En lille bid af den store ost. Og jeg har ikke tænkt mig at lade den ost ligge og rådne i køleskabet, fordi jeg SKAL alt muligt. Og sådan har hun det også, fortæller hun. Hendes børn er en ost, hun gerne vil nyde. Og ingen af os gider længere at have dårlig samvittighed over, at vi gør det, der betyder allermest for os. Og vi plejer jo altid at finde hinanden et sted i evigheden og midt i vores venskab.

Og efter vores samtale tænker jeg over min indledende bemærkning - en bemærkning som jeg tit lægger i munden på mig selv, når alle mulige spørger mig, hvorfor jeg ikke lige dit eller dat, eller hvorfor det er længe siden, jeg har besøgt dem. Så siger jeg: "Tiden går bare, den ene dag tager den anden..."

Men det er slet ikke sandt. Det er mig, der tager dagene - helt ind. Som et dejligt stykke af den mest vidunderlige kage. Og det er ikke dagene, der går. Det er mig, der går, og jeg går med TAO - min store smukke hund - men også med det store unævnelige TAO, der ikke har et navn, fordi det der kan benævnes ikke er det egentlige TAO. Jeg går med TAO, og den der går med TAO ved, at tiden slet ikke findes.

Og derfor vil jeg ikke komme med flere undskyldninger. Og fra nu af og ind i evigheden vil jeg erstatte den vaneprægede undskyldning "Tiden går" med "Jeg går med TAO."

For det er det, jeg gør. 

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Min labradoodle hund TAO og jeg er venner og sjæle, der rejser sammen. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk