Hvis jeg ikke udforder mig selv går jeg i stå, men hvis jeg presser mig selv går jeg i stykker

Hvis jeg ikke udforder mig selv går jeg i stå, men hvis jeg presser mig selv går jeg i stykker

Når man studerer stemmen, vil man opdage at mange af de ting vi kan lære af stemmen kan overføres direkte på vores liv. Jeg har studeret min stemme indgående siden jeg var 16 år gammel, hvor jeg begyndte at studere klassisk sang. Siden har jeg studeret alverdens forskellige teknikker og udforsket min stemme endda så voldsomt og hensynsløst at jeg prøvede at miste min stemme i et halvt år, og i en hel måned skrev jeg kun på sedler fordi jeg skulle spare min stemme for at få den ramponerede stakkel tilbage. 

En af de ting jeg lærte uanset hvilken teknik jeg studerede var: hvis jeg presser min stemme, går den i stykker. Men hvis jeg ikke udfordrer min stemme går den i stå og stagnerer.

Derfor har jeg lært at der er stor forskel på at presse og at udfordre. Mange undgår nemlig udfordringer fordi de tror de vil komme til at presse sig selv. Men det er simpelthen to forskellige ting. Når man presser sin stemme går man ud over grænsen for stemmens formåen længe før den kan det man vil have den til. Når man udfordrer stemmen træner man stemmen til at yde mere. For stemmen skal netop trænes og have opgaver for at udvikle sig. Men hvis jeg ikke kan skelne, lader jeg måske være med at træne stemmen af skræk for at presse stemmen, og så bliver jeg stående på samme niveau.

 Dette kan jeg se kan oversættes til livet. Hvis jeg ikke udforder mig selv går jeg i stå, men hvis jeg presser mig selv går jeg i stykker. Så hvordan lærer jeg at skelne? For mig at se er det sådan, at jeg kan mærke, at jeg har hele mig selv med, når jeg tager imod en udfordring. Jeg har kontakt til mit hjerte og min inderste kerne. Jeg forholder mig til mine inderste værdier og handler i overensstemmelse med dem. Jeg ønsker at rykke mig og udvide mine grænser og henter styrken i det jeg tror på. Når jeg presser mig lukker jeg af for mit hjerte for at blive i stand til at gøre dette jeg egentlig ikke er i stand til, og som måske ikke engang er helt i overensstemmelse med hverken mine talenter eller for den sags skyld mine værdier. 

 Når andre presser os er det ofte med udgangspunkt i at de vil have os til noget, der passer ind i deres plan uden øje for om det samme egentlig er gældende for os. Når nogen udforder os er det fordi denne person har tro på og kan se det i os, som vi måske endnu ikke selv kan se.

 Jeg forsøger så vidt muligt aldrig at presse mine elever, for jeg ved de kan gå i stykker af det. Men jeg udforder dem hele tiden. Ikke til at overskride deres grænser men til at udvide deres grænser. For arbejdet med stemmen har lært mig, at det er sådan vi kommer længst. Sådan holder en stemme hele livet, og sådan er en stemme i konstant udvikling. Sådan som jeg har lært at passe på min stemme, sådan vil jeg også gerne passe på mit liv. Og sådan som jeg har lært at udfordre min stemme, sådan vil jeg også gerne udfordre mit liv. Jeg presser ikke min stemme. Jeg udfordrer den. Og derfor kan jeg til stadighed finde nye måder at synge på - nye måder at leve på.


Må din dag bringe dig udfordringer du kan vokse igennem

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hvis jeg ikke udforder mig selv går jeg i stå, men hvis jeg presser mig selv går jeg i stykker. Majbritte Ulrikkeholm's blog på Levlykkeligt.dk