HVAD DU ØNSKER SKAL DU FÅ ...hvis du ved hvad det er

Det er så nemt at sige, hvad vi ikke vil. Langt sværere er det at formulere, hvad vi ønsker. Når vi siger, hvad vi ikke vil, må det være op til den anden at gætte, hvad vi ønsker. Når vi formulerer, hvad vi ønsker, kan vi endda selv begynde med at opfylde ønsket.

Og her bliver det ”farligt”. For når jeg siger, hvad jeg virkelig ønsker, kan jeg måske rende ind i, at den anden rent faktisk ikke kan opfylde det ønske.

”Jeg vil ikke være sammen med dig når du drikker”.

Skal den anden så gætte, at han/hun skal holde op med at drikke?
Og hvad hvis han/hun ikke kan eller vil eller ønsker det?

”Jeg har behov for at være sammen med en, der er ædru” er et helt andet udsagn, som jeg selv kan opfylde. Men det kan måske koste, at jeg forlader den, jeg ellers havde tænkt skulle opfylde mit ønske.

Måske er det derfor, det kan føles ”farligt” at udtale det, vi virkelig ønsker. For måske kan det ikke blive opfyldt på anden måde end den, at vi respekterer os selv og tager vare på vores egen sårbarhed og begynder at opfylde ønskerne, der bor i os ved at gå der hen, hvor de rent faktisk kan blive opfyldt. Og der kan jeg ikke gå hen, før jeg ved hvad jeg ønsker, ved hvad jeg virkelig har brug for, mærker hvad der virkelig giver mig glæde.

Den vej starter indefra. Og er betinget af, at jeg kan tåle at miste. Det, jeg havde troet, skulle opfylde mit ønske og tilfredsstille mit behov.

Det er ikke en nem vej. Det er langt nemmere at sige: ”Jeg vil ikke, jeg vil ikke.” Men når vi begynder at sige: ”Jeg ønsker”, og: ”Dette er, hvad jeg virkelig har brug for”, så sættes en bevægelse i gang. En bevægelse hen mod det, der kan gøre mig lykkelig. I stedet for hele tiden at være på vej væk fra det, der gør mig ulykkelig.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hvad kan gøre mig lykkelig? Majbritte Ulrikkeholm's blog på Levlykkeligt.dk