Havet og hinanden - når målet opløses og bliver en angivelse af retning

Så oprandt endelig den store dag, som jeg havde glædet mig sådan til. Med et travlt liv fyldt af mange gøremål og gode forpligtelser, kan man kun glæde sig til en tur til Louisiana, hvor der lige for tiden er en udstilling med selvportrætter. Og turen har været planlagt i en hel uge. Og det er ikke bare en kulturoplevelse, der venter, nej det er samtidig en romantisk date med en helt ny kæreste, som dog ikke er så ny endda, fordi vi allerede en gang har været kærester, nemlig fra jeg var fem til jeg var elleve år gammel, men lad os bare sige en helt ny kæreste, for det er jo nyt, at vi som voksne kan gøre alverdens ting, som vi næsten ikke turde drømme om som femårige håndholdte kærester med armbånd med hinandens navne indgraverede til evig glæde og påmindelse om det faste parforholds uendelige glæder i skolegården, i skjulte stunder på legepladsen og i hjertet, der vidste, at ”der er en jeg hører sammen med.”

Men nu er der gået næsten fyrre år, og vi er på vej til Louisiana. For at se selvportrætter. Det er målet for vores udflugt. Og det er ikke første gang jeg oplever lige præcis dette at have været tiltrukket af et koncept, som har haft kræfter nok til at trække mig hele vejen gennem bilkø i byen, gennem museumskøen for at tøffe rundt i stimer og se de der billeder, som så alligevel ikke helt rammer mig lige så meget som billedet på plakaten. Det er da spændende at se alle selvportrætterne, men der er ligesom ikke et eller andet, der rammer mig et sted, jeg ikke er blevet ramt før. Det er bare for at være helt ærlig. Men det er alligevel hyggeligt og rart og interessant og alt muligt af alt det andet, der gør, at man gider at tage på museum med sin kæreste. Vi kan lide de samme faver og billeder, og det er det samme, vi ikke kan lide, er lige glade med eller bare vælger at gå forbi. Og billederne bliver gode spejle, der fortæller, at det er den samme æstetik, der rører sig i os uden at vi har fortalt hinanden om det.

Og på vejen ud ser min kæreste et meget smukt rum, og det er rummet han ser før noget andet. Rummet nedenunder med den hvilende udsigt over en sø med hængende træer, der minder om et grønligt eventyrlandskab. Jeg får øje på et par, der står lænet ud over et gelænder som en præcis kopi af Hanne Varmings skulptur Piger fra Paris i Kastrup Lufthavn, og parret ser ned i rummet. Det giver mig lyst til at se, hvad de ser. Og vi går ned i rummet med den grønlige hvilende udsigt. Og her ser jeg det, jeg i virkeligheden kom for. Her ser jeg det, jeg kørte gennem bilkøen for. Her ser jeg det, der kaldte på mig uden jeg vidste det. Anselm Kiefers Søjler. Et mægtigt maleri, et sansebombardement af mudder og strå, af brun og gylden jordfarvet struktur, der bevæger sig i rummet, søjler, der majestætisk træder frem og bevæger sig alt efter hvor man står i rummet. En brand, en opstandelse, et sug i hjertet af storhed. Af noget man ikke havde regnet med men som pludselig rejser sig foran en. Uventet. Uopdaget. Ikke opreklameret. I hvert fald ikke i forbindelse med lige præcis den udstilling.

Og jeg har oplevet det så mange gange før. En gang var da jeg tog til den forstenede skov på Lesbos og valgte at køre væk inden jeg havde set den, fordi der var så mange turistbusser, at jeg ikke orkede at se en skov igennem så mange øjne. Men på vejen hjem så jeg en ørn på størrelse med en dør. Den svævede over en bjergskråning, og jeg forstod lige pludselig, at man skulle løfte sig så højt at man kunne se bjerget fra begge sider for overhovedet at kunne tale om at have set et bjerg. Og jeg så det, og jeg så ørnen, fordi jeg havde haft et mål, endskønt mit mål havde været et helt andet: at tage til den forstenede skov. Og jeg så Anselm Kiefers søjler, fordi jeg havde valgt at se alle selvportrætterne.

Målet havde aldrig i nogle af tilfældene været et mål i sig selv. Målet havde bare været en angivelse af retning. En motivation for at sætte en bevægelse igang. Og fordi jeg havde været villig til at slippe mit mål havde jeg givet plads til at se det egentlige.

 

                                                            *

På vejen ind mod byen taler vi om Kiefers søjler, om kærlighed, om overraskelser og opdagelser, og pludselig ser vi den nedgående sol tænde ild i himlen og kaste flammende rosa på skyerne, som kaster genskinnet videre i havet, der bliver som glat vibrerende olie. Majestætiske svaner driver skinnende hvide omkring som papirsbåde på det glatte olierede hav. Så overvældende er den himmel og det hav, at vi må stoppe for at være det nært. Der er endda en lille mosgroet bænk lige der hvor vi stopper.

Der står en mand ved siden af mig. Jeg ved han er min kæreste. Engang var han min barndomsven, min væbner og årsag til mit jublende hjerte i skolegården og i frikvartererne. Han havde glasklare grønne øjne, og det har han stadigvæk. Han ser ud over havet, og jeg får lyst til at se, hvad det er han ser. Jeg tror vi ser det samme. De skinnende hvide papirsbåde, det olierede hav, den antændte himmel. Men jeg ved det ikke med sikkerhed. Vi er kærester. Men det er ikke målet for vores møde. Det er blot en retning, en motivation for at sætte en bevægelse igang. Mod hinanden. Og måske tog vi til Louisiana for andet end Kiefers søjler og selvportrætterne. Måske tog vi endda afsted for noget andet end det olierede hav og den antændte himmel. Louisiana var vores retning. Vores forstenede skov. Og jeg tænker på ørnen, der fløj hen over bjerget, og jeg tænker, at jeg gerne vil kende den mand med de glasklare øjne, som jeg kendte engang og hvis navn jeg havde indgraveret i et sølvarmbånd, jeg bestandigt spændte om mit lille håndled. Jeg vil gerne vide, hvad det er han ser. Når han ser der ud mod havet og den antændte himmel. Måske ser vi det samme. Jeg ved det ikke. Han så i hvert fald Kiefers søjler og rummet nedenunder.

Og jeg ved, at målet for vores møde ikke er at være, blive eller forblive kærester. Vi er kærester fordi vi vil opdage, om det mon er det samme hav vi ser. Når vi ser mod havet. Vi er kærester fordi bevidstheden om at vi er det sætter en bevægelse igang. Og hvis vi tør slippe målet, så kan det være vi får det egentlige at se. Kærligheden, hinanden, havet, når vi ser det samme, og berigelsen når det er vidt forskelligt, det vi ser.

Majbritte Ulrikkeholm

 

 

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Majbritte Ulrikkeholm - Havet og hinanden - når målet opløses. Blog på Levlykkeligt.dk