Grateful Living - mit møde med Brother David. Kan man finde taknemmelighed over at få skåret i en byld uden bedøvelse?

I går var jeg til den smukkeste aften med Brother David, en Benedektinermunk, som har et budskab til verden, som i al sin enkelhed handler om Grateful Living.

Brother David opfordrede os til hele tiden at lede efter muligheder, åbninger, hvor vi kan føle taknemmelighed. Uanset hvad der sker. For som han sagde: Lykkelige mennesker er dem, der kan mærke taknemmelighed, uanset hvad der sker. For som han også påpegede: "Det er ikke lykke, der leder til taknemmelighed men taknemmelighed der leder til lykke." Vi kan opleve mennesker som har alt og som alligevel ønsker mere, fordi der ikke er taknemmelighed. Men vi kan også opleve mennesker, der har ganske lidt, og som måske ikke har de heldigste livsomstændigheder, men de er måske taknemmelige over det lidt, de har og over livet de kan opleve i og omkring sig.

Men som Brother David også pegede på, så kan der være situationer i livet, hvor det er svært at være taknemmelige. Hvordan skal jeg være taknemmelig for sygdom og andre af livets svære sider. Men vi kan se os omkring. Hvor kan vi få mulighed for at opleve livsts strøm igennem os, taknemmelighed, forbundethed. For hvis vi kan det, kan vi opleve at være lykkelige mennesker uafhængige af omstændighederne. For livet er fuld af overraskelser, sagde han. Og hvis der ikke er noget, der overrasker dig, så kan du være sikker på det ikke er livet, sagde han. Så er det bare det du kan regne ud.

På vejen ud fra foredraget mødte jeg en gammel bekendt. "Hvad har du dog gjort ved dit øje?" spurgte hun. Og jeg fortalte hende, at jeg havde gået med noget der i øjet i et par uger. Det startede bare som et bygkorn, men nu så det så faktisk ret betændt ud, og jeg havde glemt smerterne i øjet, fordi Brother David var så opløftende at lytte til.

I dag klokken 11.10 var jeg så heldig at øjenlægen havde tid til at tage mig akut ind. Og det var jeg da dybt taknemmelig for. Hvad jeg var mindre taknemmelig for var ordene: "Det er en rigtig slem byld i øjenlåget, og den skal skæres ud."

Jeg satte mig i stolen forvisset om, at lægen selvfølgelig ville bedøve mit øje, men her tog jeg ganske fejl. Lægen fortalte, at han ville skære bylden ud uden bedøvelse. For det var ikke til at bedøve i et så betændt øje, og ja, det ville gøre rigtig ondt, men nu skulle jeg bare koncentrere mig om at sidde stille som en mus, for han var jo tæt på mit øje med den kniv.

Nu har jeg generelt svært ved at forestille mig at blive skåret i uden bedøvelse og et lille prik ville der ikke være tale om, sagde lægen. For han skulle ind og skære den ud. Og Brother David kørte rundt i mit hoved. Hvor kan jeg finde taknemmelighed, glæde forbundethed? Og så blev det bare helt sort. Nu ved jeg, hvordan det er at blive skåret i øjenlåget ind i en betændt byld med en skarp kniv uden bedøvelse. Og jeg ved hvordan det er, når man bagefter trykker alt muligt stads ud af det åbne sår, og jeg troede bare, jeg skulle ind og hente nogle øjendråber, og jeg kunne ikke lige finde frem til taknemmeligheden.

Men så var der pludselig en, der tog min hånd. Så ømt som kun en engel kan gøre det. Klinikassistenten stod med et glas vand, hun ville have mig til at drikke. "Træk vejret helt ned i maven," sagde hun. "Du er ved at besvime."

 Jeg trækker vejret. Det sorte forsvinder. Jeg kan se hende gennem mit ene øje. Hun smiler. "Du blev forskrækket," siger hun. Og det kan hun godt forstå. Hun følger  mig ud i venteværelset, hvor jeg skal sidde, indtil såret er holdt op med at bløde.

 Det ser voldsomt ud," siger en kvinde. Jeg så hende, da jeg kom ind, men jeg talte ikke med hende. Nu ser hun mig. Og vi taler sammen. Først om bylden så om hendes øjne, der er ved at blive svagere. Hun er optaget af, hvordan det må være at blive blind. Vi taler om, hvordan det er at være blind, hvis man aldrig har kunnet se. Har man andre billeder indeni? Har man overhovedet billeder? Tænk hvis man aldrig har set sine børn, den man elsker, sine forældre. Men man ved hvordan de føles. Man kender deres duft, deres lyd. Men man har aldrig set en stjernehimmel. "Hvis en af os to bliver blind," siger jeg,"så kan vi altid huske stjernehimlen. Fordi vi har set den."

 Hun nikker. "Ja, vi kan aldrig glemme stjernehimlen eller alt det røde i en solnedgang."

 "Vi har det indeni," siger jeg. Stjernehimlen og alle de solnedgange vi har set."

 Hun nikker. "Det vil vi aldrig glemme."

 Nej, det vil vi aldrig glemme, og jeg vil heller aldrig glemme Brother David. For han trådte lige som ind i rummet der sammen med stjernehimlen og solnedgangen og kvinden og den betændte byld, der havde været anledning til det hele. Jeg var ikke taknemmelig for den byld. Og det er først nu flere timer senere, at jeg er rigtig taknemmelig for, at øjenlægen skar den ud.

 Men nu lige nu er jeg taknemmelig for vandet jeg blev rakt, omsorgen og samtalen med kvinden i venteværelset. Det er sjældent, jeg taler med mennesker på det min kæreste kalder for mit tryllesprog. Når jeg møder fremmede kan jeg have en tendens til at gøre mig mere almindelig, fordi jeg tror, de ikke forstår min regnbuedialekt, min solnedgangsaccent. Men kvinden talte også regnbuedialekt. Og hun havde også en stjernehimmel indeni. Som hun aldrig kan glemme.

Og vi så hinanden. Og vi kunne være taknemmelige for at vi overhovedet kunne se. Hinanden. Og smerten er begyndt at fortage sig.  Og jeg tænker ikke så meget på den byld mere. Nu er den jo skåret væk. UDEN BEDØVELSE.

Tak Brother David. May my life always be gratefully lived.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Grateful Living - mit møde med Brother David. Taknemmelighed over at få skåret i en byld uden bedøvelse