Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

En af de ting jeg opdager igen og igen, når jeg underviser mennesker i at skabe fra sjælen er dette, at alle mennesker rummer en enorm kreativitet i sig. Hjertet er fuld af kreativitet, sange, fortællinger, malerier, idéer til alt muligt, som ikke behøver være af kunstnerisk karakter.

Det er trygt at beholde kreativiteten inden i sig selv - men at gå ud i verden med alle idéerne kan føles som at krydse over en afgrund. For hvordan vil jeg blive modtaget? Vil jeg blive hånet, vil jeg blive ignoreret, vil andre tro, jeg tror jeg er noget særligt? Ja, alle mulige tanker kan fylde et menneskes hoved, så at hjertet ikke får lov at dele sin kreativitet.

Men vores kreativitet er vores lys, vores bidrag til verden. Vi har brug for mennesker, der udtrykker sig, mennesker, der viser hjertet åbent frem. Og ja, vi kan blive både hånet og ignoreret og alt muligt af mennesker, som bliver mindet om deres egne bortgemte følelser, når vi viser hjertet åbent frem. Men skal det stoppe os?

Jeg vil mene nej. Utvetydigt. Nej. Intet skal have lov at stoppe hjertets kreativitet. Og intet skal afholde os fra at krydse over afgrunden fra hjertet ud i verden.

Men det er nok så vigtigt at vide, at vi kan give os selv alt det, vi frygter ikke at få fra andre. For håner jeg mig selv? Nedgør jeg mig selv? Afviser jeg ikke mig selv, hvis jeg holder mig tilbage af frygt for andres afvisning?

Dybest set må jeg starte med at give mig selv den anerkendelse, jeg frygter ikke at få fra andre. Jeg må tage den fortælling til mig, som jeg frygter andre skal afvise. Og dybt under det hele må jeg give mig selv den kærlighed, jeg frygter ikke at modtage fra et eneste menneske på Jorden.

For hvis jeg har modtaget mig selv, hvis jeg støtter mig selv i stedet for at nedgøre mig selv, så bliver det langt nemmere at møde den kritik, der måtte komme imod mig fra andre. OK du synes ikke om min historie. Det er din mening. I grunden har jeg ikke bedt om den, så jeg vil godt sige nej tak til den vurdering.

Men det kan jeg ikke sige, hvis mit udgangspunkt var, at du skulle elske min fortælling. Så har jeg gjort mig afhængig. Og hvis jeg er afhængig, er det næsten en umulighed at krydse over afgrunden. Hvis jeg allerede har afvist mig selv, er det ubærligt at blive afvist en gang til. Hvis jeg lader andres dom afgøre, om jeg skal gå ud på den bro, så kommer jeg aldrig af sted med alt det smukke, jeg har i mig.

Men hvis jeg har gjort mit indre arbejde. For det er et arbejde, der skal gøres for mange af os, inden vi endeligt kan krydse over.

En af de ting, der virkelig har hjulpet mig er et citat af filosoffen Lichtenberg:

En bog er et spejl, når en abe kigger ind, kan en apostel ikke se ud

Og nu ved jeg, at hvad jeg end udtrykker i verden - det er et spejl. Nogle ser en engel i spejlet, andre ser en vis kvinde, og atter andre ser en komplet idiot. Men jeg er bare et spejl. Hvad folk evner at se i det spejl, har jeg ikke nogen indflydelse på. Og når jeg har modtaget mig selv som et spejl, når jeg har anerkendt min egen fortælling, når jeg har modtaget mig selv, så kan jeg gå. Fuld af mod. Over broen. Fra hjertet til verden.

Og nogle gange tilsmiles jeg af den lykke det også er, når nogen ser i spejlet hverken en dæmon eller en engel, men et menneske med fejl og mangler og en gave at give. Og det er en stor gave at blive modtaget. Måske den største. Men det er en gave. Ikke en forudsætning, ikke en selvfølge. En gave som vi kun kan modtage, hvis vi vover os ud over broen. Så verden kan få lov at se - det vi har at give.

Majbritte Ulrikkeholm

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk