Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

Da jeg for et par dage siden holdt min lysfest, hvor over hundrede mennesker kom og tændte deres lys, spiste kager og sang om hvor dejlig Jorden er, holdt jeg en lille tale. Den er ikke skrevet ned, så derfor kan jeg ikke bringe den i nedskrevet form, men jeg husker, at jeg selv imens jeg holdt den lille tale, kom i tanker om noget, der er vigtigt for mig. En lille forskel. Et lille umærkeligt skift, som er sket indenfor de sidste par år.

Engang gjorde jeg simpelthen så meget. Og jeg blev så træt så træt. Når jeg havde givet koncerter, kunne jeg ligge i min seng i flere dage, for det var sådan en overvindelse for mig. Når jeg skrev og komponerede var jeg til gengæld i et tidløst rum, og det føltes som at være vægtløs i vand. Men når det, jeg havde skabt, skulle møde andre mennesker, blev det tungt og en overvindelse for mig. Jeg kunne sagtens gøre det, men jeg var bare så træt bagefter.

Jeg har fundet ud af, hvad det er. Og det var det, jeg fortalte om. Nu kan jeg mærke det jeg gør og kan. Før kunne jeg det bare. Før gjorde jeg det bare. Men jeg kunne ikke mærke det. Hvorfor? Når nu jeg kunne mærke det, når jeg var alene? Så enkelt. Fordi jeg, når jeg trådte ind i rummet med andre, bar spørgsmålet med mig: "Er det nu godt nok?" Og så kunne jeg ikke mærke det. For hvis jeg kunne mærke, at det var godt nok, ville jeg ikke have brug for at spørge.

Jeg tror, at når vi ikke mærker det, vi gør, så fosser energien ud af det, men når vi selv mærker det, vi gør, så får vi energi fra det, vi gør. Vi mærker endda det, vi gør for andre. Jeg har siden jeg var ganske ung været en person, som mange havde et forhold til, som mange hentede energi og inspiration fra. Det vidste jeg. Men jeg kunne ikke mærke det. For jeg bar hele tiden spørgsmålet med mig: "Er det nu godt nok?" Derfor de mange dage i sengen.

Men jeg er kommet ud af den seng. Jeg er stået op er vandret ind i livet. Ikke med et snuptag men ved at se mig selv grundigt efter i sømmene. Ved at rense ud, ved at tænde lys helt der inde, hvor jeg kunne stille spørgsmålet, der fratog mig al energi. Og det endda igennem mange år.

Jeg bærer ikke længere spørgsmålet med mig. For jeg kan mærke det jeg gør. Jeg kan mærke min sang og mine fortællinger. Jeg har ikke længere et behov for at dømme det som godt nok eller ikke godt nok. Det er det det er. Og jeg kan mærke, at jeg bliver løftet - selv.

Nu kunne man jo så møde den næste frygt. Hov hov hov er du ikke ved at blive lidt for selvglad? Men ved I hvad? Til det ville jeg bare kunne svare: "Kære søde stemme. Jeg er endelig langt om længe også bare selv glad."

Kærligst Majbritte

Foto: 
Vi tænder lys i DET INDERSTE RUM

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk