Er du en redder? Haven på bunden af brønden

De af os der er vokset op med dysfunktionelle forældre, der brugte os, sådan som man bare slet ikke skal bruge et barn, kan have taget reddertendensen med os videre i livet. Dengang forsøgte vi at redde vores forældre ved at lytte, ved at være der, ved at komme med løsninger og endda ved at afgive vores livskraft og energi.

Som barn har vi brug for, at nogen tager sig af os, og hvis vi ser vores forældre slet ikke har den energi, der skal til, så begynder vi at redde. Og dybt under det hele ligger det naturlige behov: at du så kommer og tager dig af mig.

I mit voksenliv har jeg set, at jeg tog det mønster med mig. I det voksne liv hed det: Hvis jeg redder dig, kommer du så og redder mig?

Jeg brugte ufattelige mængder af energi på at redde, og dybt under det hele var der et uopfyldt behov for, at den anden så skulle redde mig. Uanset hvad uhyrligheder den anden bød mig, blev jeg bare utrætteligt ved at poste energi ind i projektet, fordi der under det hele lå det uopfyldte behov for selv at blive fyldt op, selv at blive reddet.

Men så tog jeg på en dyb rejse. Ind i mig selv. Det var mange års omfattende terapeutisk og åndeligt arbejde, der skulle til at gøre op med så gammelt og indgroet et mønster. Og på rejsen indså jeg, at det dybest set handlede om at lede vandet i min egen retning. Det handlede om at give mig selv den omsorg jeg hele tiden gav andre for at gøre dem stærke nok til at komme og redde mig. Og når jeg gav mig selv den energi, havde jeg ikke brug for at andre skulle redde mig, og jeg holdt op med at redde andre.

Nu er der "kun" venskab tilbage. Jeg kan lytte på en ven i nøden. Jeg kan være der med en skulder, men jeg bærer ikke byrden for den anden. For nu ved jeg, at når jeg gjorde det brugte jeg byrden fra den anden til at udfylde et hul i mig, som jeg ikke kunne bære at se ned i. En brønd så dyb som en grav. Og hvis jeg så ned i den andens brønd, slap jeg for at se ned i min egen.

Jeg har siddet på bunden af den brønd. Jeg har plantet græs og blomster og et mægtigt træ, som lige så stille er begyndt at titte op af brønden. Og når nogen kommer til mig med deres uhyrligheder i dag, viser jeg dem min have på bunden af brønden. Og jeg fortæller dem, at jeg gerne vil være der, medens de planter deres frø. Jeg vil sidde ved dem medens deres træ gror sig stærkt. Jeg kan desværre ikke kravle ned i bunden af deres brønd for at plante en have der, for så ville jeg forlade min egen have på bunden af brønden. Og den er jeg nødt til at passe. Så jeg kan blive ved med at gro. 

Da jeg var redder, var jeg egentlig ikke så meget for andre, som jeg bildte mig ind. For jeg kom fra en ørken på bunden af mig. En ørken, der selv havde brug for vand. Men nu kan jeg se min ven fra det, der har blomstret i mig og med sindsro sige: "Jeg tror på dig. Og jeg ved du kan noget selv."

Og fordi jeg ikke har brug for dig til at redde mig - så må det tage al den tid det vil.

Majbritte Ulrikkeholm
Foto: min have i vækst

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Dysfunktionelle forældre der brugte os. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk