Er det kun mændene der tager skraldet?

I dag var jeg på genbrugsstationen, ja det er det man i gamle dage kaldte lossepladsen. Jeg driver en lille enkvindes virksomhed, hvor bøger og cder indgår i produktionen, og derfor har jeg et varelager, der har det med at blive en sammenhobning af tomme papkasser, hvis jeg ikke er over det uregerlige pap sådan cirka konstant.

I dag havde pappet nået et niveau, som gjorde, at jeg rent faktisk ikke kunne komme ind i mit lager, og derfor iklædte jeg mig arbejdshandsker, vindbukser, gammel jakke og så ellers ind i den gamle stationcar med de gamle kasser og så kunne der endda lige blive plads til et par gamle lamper, en telefonsvarer – en af dem med bånd, der engang var så smarte, og så lige en kasse med gamle batterier. Og så afsted.

Eftermiddagssolen lyste varmt og gyldent af efterår mod det rødmalede stakit, der er det sidste man ser inden man drejer ind på genbrugspladsen. Til venstre for mig sad et par mænd og hyggede med en øl. Indtil flere varebiler kørte rundt og læssede af efter numre og inddelinger, som fungerer efter et  rigtig smart sytem, jeg efterhånden har lært at kende. Der var en meget flink mand, der kunne fortælle mig, om lige præcis den type kasser jeg havde med nu også gik under PAP eller om de skulle i en anden container. Der holdt en stor flyttevogn ved min container og fire mænd var ved at smide en gammel guitar, indtil flere senge og madrasser og alverdens andre ting i containeren med småt brændbart.

 På vejen ud kørte jeg så lige forbi en mand, der stod og tog imod alle mine brugte batterier. Og da jeg kørte ud fra genbrugspladsen var jeg lige ved at køre ind i en anden mand, der dyttede af mig men som alligevel endte med at se overbærende og lettere opgivende på mig.

Jeg faldt i staver foran det første lyskryds fordi jeg kom til at tænke en meget mærkelig tanke: hvor mon kvinderne gør af deres skrald?

Findes der mon en mærkelig planet ude i universet fyldt med gamle sko og frakker, lamper, tasker, haveaffald ... for de har vel også haver – eller i hvert fald ting der ikke må smides i skraldespanden ... batterier, elektrisk udstyr som der står på en af containerne. ELLER er det kun mændende, der tager skraldet? Sidder kvinderne der hjemme og hygger med en varm kop te – eller hvad? Hvor er deres skrald, og hvorfor er der ingen kvinder på den genbrugsstation?

Hmmm.. tænkte jeg og tre meget skønne kvinder kom pludselig ind i mit felt. De havde besøgt mig en dag og havde været meget glade for mine malerier, som jeg har hængende over alt i mit hus. Ja, det er mit hus, for jeg bor alene. Den ene sagde, at sådan ville hun også bo, men hjemme hos dem skulle man blive enige om alt, og hendes mand ville sikkert ikke have sådan et maleri. Men hun ville have haft et, hvis hun havde sit eget sted.

 

Jeg fortalte kvinderne om den forvandling jeg var gået igennem, da min mand gennem femten år pludselig kom hjem og sagde at bum nu havde han fundet en ung pige, som han hellere ville dele resten af sit liv med. Og dengang havde han da vist taget skraldet. Jeg vidste i hvert fald ikke noget om containersytemet på genbrugsstationen. Og skal jeg være helt ærlig, så vidste jeg faktisk ikke engang hvor den lå. Men det måtte jeg jo se at finde ud af, hvis jeg ellers ville kunne komme ind i mit varelager og undgå at drukne i gamle lamper og farligt elektronisk affald. Og der var meget mere end det. Jeg måtte finde ud at komme på netbank og betale regninger og jeg måtte finde ud af hvordan det så ud med økonomien, hvor meget jeg skyldte i mit hus, hvor meget det var værd. Og ja, jeg sad oppe mange nætter med angst og ensomhed i hjertet. Men det er så længe siden, at jeg næsten helt har glemt det.

 

Jeg kom først i tanker om det, da en af de tre kvinder sagde, at hun ville have haft sådan et maleri, hvis hun havde boet alene. Og da jeg havde fortalt hende om mit eventyr med hus og regninger sagde hun, at hun heller ikke vidste, hvor mange penge hun skyldte i sit hus, for det tog hendes mand sig af. OG det var slet ikke en overvejelse for hende om hun skulle blive eller gå, for det virkede simpelthen for uoverskueligt at gå ind i det.

 

Så hvis du vidste hvad du skyldte i dit hus, hvis du kendte inddelingssystemet på genbrugsstationen, hvis du vidste hvor pokker man gør af alt det farlige affald, hvis du vidste hvornår du skal huske at få sat vinterdæk på din bil, og hvis du i øvrigt vidste hvor din bil er forsikret og for hvor meget, ja, hvis du vidste en hel masse som rigtig mange kvinder stadig ikke ved, uanset hvor meget vores verden end har udviklet sig omkring ørerne på os og vi endda har fået Danmarks første kvindelige statsminister, hvis du vidste det .... ville du så stadig være sammen med ham du har valgt for livet? Eller ville du føle dig fri til at sige: jeg tror sgu jeg snupper det maleri og hænger det lige hvor jeg vil.

 

DYT DYT. Jeg bliver kastet tilbage i en ret nødvendig virkelighed, da lyset skifter til grønt og en meget irriteret mand gør mig opmærksom på, at nu kan jeg moster her godt se at komme ud af min drømmeverden og videre i trafikken.

 

Jeg er sikker på han tænker: Ah en kvinde, de kan jo heller ikke køre ordentligt bil.

 

Og jeg smiler til ham og giver ham en løftet tommel. Jeg er sikker på, han havde forventet en helt anden finger. Men han får min tommel. Opad. For manden har jo ret. Jeg sidder og drømmer i et farligt lyskryds, og det kan da godt være han har ret i at i hvert fald nogle kvinder skal blive bedre til at se både bagud og fremad i trafikken og holde op med at dagdrømme i et farligt kryds.

Vi skal i hvert fald blive bedre til at tage vores eget skrald. Og derfra kan vi jo så gøre lige hvad vi vil.

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Majbritte Ulrikkeholm undrer sig over, om der findes en planet i universet, hvor kvindernes skrald umærkeligt forsvinder hen