Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

Jeg voksede op i urolige omgivelser med en syg mor, og på skift boede jeg hos moster, mormor og min mor. Aldrig vidste jeg, hvor jeg skulle bo den næste dag. Det kunne man ikke vide. For Mor skiftede stemning som vejret, og ingen kunne forudsige hendes indre vejr. Så jeg holdt mig parat med tasken og hjertet åbent for hvad der nu ventede for ude. Jeg blev bekendt med uro og utryghed. Det blev min normale tilstand. Det jeg kendte og følte mig tryg ved.

Dybt inde i mig og naturligvis uden at være bevidst om det, byggede jeg et psykisk hus med vægge af uro og utryghed og tvivl. Her flyttede mit indre lille barn ind. Her vidste hun præcis, hvordan hun kunne overleve. For det var det, hun kendte. 

Jeg blev voksen, men hun blev aldrig voksen. Hun boede i sit psykiske urolige hus, som jeg bar med mig som en snegl, der vandrer gennem livet med sit hus på ryggen. Hvad end jeg flyttede ind i, hvad end jeg oplevede, jeg havde altid mit hus på ryggen. For her boede den lille pige. Inden i mig.

Hun kendte tomhed, og fra dybet hviskede hun: "Opsøg tomheden, så jeg kan blive ved med at leve." Hun kendte utrygheden, og fra dybet hviskede hun: "Opsøg utrygheden, for den er luften jeg indånder. Opsøg utrygheden så jeg kan leve."

Dengang vidste jeg ikke, det var hende, der hviskede fra dybet. Jeg fulgte bare hendes anvisninger. 

Jeg var utryg, ulykkelig og urolig. Men hun kunne leve. Utrygheden, uroen og ulykkeligheden var væggene i hendes hus. Og hvor skulle hun dog gå hen, hvis væggene omkring hendes lille sneglehus styrtede sammen?

"Jeg kan ikke mere," sagde jeg en dag. "Jeg kan ikke mere leve i kærlighedsløse tomme forhold med uro og ulykkelighed. Nu vil jeg være lykkelig. Som jeg var dengang, jeg boede et sted ude blandt stjernerne. Længe før jeg kom her til den urolige planet."

Så jeg sagde farvel til uroen og tomheden og søgte kærligheden. Den virkelige kærlighed. Den der sagde ja og fik mig til at føle mig elsket og rolig helt inde fra det sted, jeg husker fra dengang, jeg boede ude blandt stjernerne.

Og i dag kom hun. Med store bange øjne så hun på mig og spurgte: "Hvor skal jeg bo, nu hvor du har revet alle væggene i mit hus ned? Hvor skal jeg gå hen? Jeg bor i uro og ulykkelighed, og tvivl og uelsket er luften, jeg trækker ned gennem mine lunger. Skal jeg dø nu?"

Lille bange pige. Nej du skal ikke dø. Du skal bo her i mit hjerte. Det skal være dit nye trygge hjem. Her er ingen vægge, der holder dig nede. Men her er et rundt og fint og blødt rum, der for altid vil holde under dig. Lille bange ulykkelige pige. Du skal bo her i mit hjerte. Sammen med mig. Og kærligheden er luften vi indånder. Og du skal ikke dø. Du skal begynde at leve. Nu. Sammen med mig og dem jeg elsker. Her i mit hjerte. Som er dit nye hjem. Min lille pige. Nu vil vi begynde at leve. Endelig kan vi være lykkelige.

Majbritte
Foto: Pige jeg mødte i Skagen

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk