Det bedste værn mod ensomhed

November er brudt ud i gråd, og jeg går gennem København, hvor travle mænd beskytter sig mod november måneds tårestrøm med sorte paraplyer. Så travle er de mænd jeg ser, at de glemmer at sænke paraplyen for hinanden. Det er en mærkelig planet, tænker jeg, hvor det ikke er selvfølgeligt at sænke sin paraply for en anden.

Jeg går ind og spiser på en restaurant, hvor jeg gerne kommer, fordi jeg kan sidde og se ud på Købmagergade, og når man som jeg spiser meget alene er det rart med steder, hvor man virkelig bliver hilst på og genkendt. En familie sidder ved et andet bord - far mor børn og bedstefar spiser sammen, men ingen spiser op. Et øjeblik kryber en momentan følelse af ensomhed op i nakken som en krave, der lægger sig et sted jeg kender. Engang var den så stærk at jeg end ikke turde sidde på en restaurant alene. Men det er jeg gennem års træning blevet fortrolig med. Kraven skal bare have lov at lægge sig roligt til rette om min hals, når den vil. Uden for meget postyr. Engang læste jeg altid avis, når jeg spiste ude alene, men jeg læste ingenting af det der stod i avisen, så det er jeg holdt op med. Nu ser jeg bare på menneskene og ud på gaden.

"Du skal med mor hjem og sove," hører jeg manden ved bordet sige til den lille dreng, der har taget sit tegnegrej frem. Og mor rejser sig op og begynder at pakke alting sammen. Hun smiler til mig, da hun går forbi, og jeg smiler tilbage.

Jeg tager kraven af. For jeg er ikke ensom. Jeg er bare alene. Og jeg tænker på, jeg har en ven et sted, som skriver om de smukkeste sommerfugle og taler om engle, der kunne minde lidt om mine. Jeg har aldrig mødt ham. Men jeg ved, han findes.

Og jeg går gennem København med sænket paraply. Jeg kan ikke være noget andet sted. For det er her, jeg hører til. Selvom jeg ikke altid kan mærke det. Men det er mest når jeg tror, at andre hører mere sammen med nogen, end jeg gør. Og jeg tænker på min ven med sommerfuglene, som jeg aldrig har mødt. Jeg tænker på moderen, der smilede til mig, inden hun gik hjem med sit barn. Og jeg får øje på en mand, der leder efter en parkeringsplads. Jeg peger på min bil. "Du kan få min plads - jeg kører nu.."

På det mest umulige tidspunkt i novembervåde København åbenbarer en parkeringsplads sig for ham, og han lyser op. Jeg har givet nogen en parkeringsplads, og jeg har sænket min paraply. 

Det er det bedste værn mod ensomhed jeg kender. I dag.

Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Jeg nyder meget at læse dine grublerier, Majbritte. Den her inspirerede mig til at slå den mentale paraply ned på denne smukke solskinsdag, og sørme om ikke der var op til flere smil at hente på min gåtur igennem Fælledparken. Tak :-)

Ensomhed - Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt om det bedste værn.