Derfor synger jeg eller om "det, der aldrig forsvinder"

"Og jeg ved det er min sidste frihed, når alt er taget fra mig. Min frihed til at forholde mig til omstændighederne ud fra min sjæls perspektiv."

                                                  ♥

I de seneste dage har jeg øvet på mine sange, som jeg skal dele i Herlev i aften. I den forbindelse er jeg kommet til at reflektere over DET DER ALDRIG FORSVINDER.
For siden jeg næsten kan huske tilbage i mit liv har jeg sunget. Alene, sammen med mine søstre, i mit værelse for mig selv, i mit værelse for andre børn og på scenen.

Jeg voksede op i det ultimative kaos med splittede familieforhold, en sindslidende mor, der var der, og så var hun der ikke, og så var der kærlighed og så forsvandt den. Noget var der og så var det der ikke alligevel. Og helt uden at tænke over det, og hver gang kaos blussede op og verden omkring mig brød sammen, tog jeg min guitar og listede ind på mit værelse, hvor jeg låste døren ind til min verden. Og så begyndte jeg at synge. Når jeg sang var det som om det vilde kaos samlede sig som bristede stykker der søgte mod et centrum og blev helt.

En gang spurgte en psykolog mig om min musik måske i virkeligheden var en flugt. Hun så meget bekymret på mig, da jeg fortalte hende, at jeg altid havde min musik som en stjerne jeg kunne søge ind mod centrum af. Som et punkt i universet, hvor alting giver mening og stumperne af det meningsløse finder deres helt egen meningsfulde form. Jeg forklarede psykologen, at min musik ikke var et sted jeg flygtede hen, men at musikken var et sted jeg vendte tilbage til. Et sted jeg aldrig kunne skilles fra. Og efter den session mødte jeg min første spirituelle lærer, som ikke var det mindste bekymret på mine vegne. Hun forstod også godt mit udsagn: ”Jeg flygter ikke fra noget, jeg går bare der hen hvor DET ER SANDT.”

Sangene fulgte mig. Og jeg er blevet skilt fra to mænd i mit liv, som jeg elskede. Og hver gang brød universet sammen i atomer. For med min baggrund er det at skilles fra en man elsker ikke lige frem noget jeg er god til. Det trækker i såret og flår i erindringerne. Men jeg har min stjerne, som jeg kan samle i et punkt. Det jeg aldrig kan skilles fra. Det er en gave. Og præcis som da jeg var barn, synger jeg nogle gange alene inde i min stjerne. Og andre gange synger jeg for andre eller sammen med andre. Jeg viser også andre vej til det, de aldrig kan skilles fra. Vores iboende kreativitet. Vores sjæls dybe kalden. Vores indre stjerne, som vi altid kan finde ind i centrum af. For det er en ting jeg ved noget om. Hvordan man finder der ind. Fordi jeg var nødt til det.

Og derfor ser jeg det i dag som en gave. For jeg kan jo godt se, at hvis man lærer at svømme i et lille badebassin hjemme i haven så bliver man ikke så habil en svømmer som den, der lærer at svømme i havet fra start af. Og det var det jeg gjorde. Svømmede i noget der kunne minde om de syv have. Lige fra start. Et kaotisk hav med tårnhøje bølger. Og jeg lærte mig at svømme. Og synge. Og finde ind i orkanens øje. Der hvor der altid er fred.

Nietzsche har sagt det: Ud af kaos fødes en dansende stjerne. 

Og jeg vil tilføje: ”Og det er den stjerne vi aldrig kan skilles fra." Det er i centrum af den stjerne vi altid finder fred. Inde fra den stjerne kan vi synge vores sang til det liv, der findes smukt og sandt bag alle omstændigheder, vi end måtte blive præsenteret for. Vi er nemlig ikke kun vores omstændigheder, vores arv og vores miljø. Der er noget vi også er. Og når vi synger inde fra stjernen, kan vi mærke det, der ikke kan skræmmes, kyses eller bankes ud af noget menneske. Sjælen. Og den kan vi altid finde tilbage til. Nogle gange med en smuk lærer ved hånden. En lærer der forstår, at når vi finder det sted, så er det ikke en flugt. Men en evne. Til at se og finde tilbage til DET VI OGSÅ ER.

Min meget kaotiske mor, som desværre aldrig fandt sin egen stjernes centrum sagde til mig inden hun døde: ”Det jeg har gjort mod dig er ene og alene mit ansvar. Men det du gør med det, jeg har gjort mod dig, det er dit ansvar.”

Det er det viseste noget menneske nogensinde har sagt til mig i mit liv. Og jeg ved det er min sidste frihed, når alt er taget fra mig. Min frihed til at forholde mig til omstændighederne ud fra min sjæls perspektiv.

Og derfor synger jeg. Og bliver ved med at synge. Derfor samler jeg stumperne, når noget brister. For det er min frihed. Mit ansvar. Ud af kaos at skabe en dansende stjerne.

Kærligst Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Synger om "det, der aldrig forsvinder". Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk