Den mindste modstands kraft

TAO lærer mig mange ting. Og som min veninde sagde en dag: "Det er sjovt, du har valgt at kalde den vildbasse der for TAO. Han kunne mageligt hedde Buller eller noget andet."

Men TAO hedder ikke TAO, fordi han er en zen-rolig hund, der sidder og mediterer hele dagen. TAO hedder TAO, fordi han er er en sprællemand, der tvinger mig til at træde ind i mit TAO. Med mindre jeg vil have splittet huset ad. For når jeg er i min ro, så falder han lige så stille og roligt ind i sit stille sted. Når jeg holder op med at kæmpe, giver han også slip på kampen, og vi kan samarbejde i ro og mag.

Som nu for eksempel med bolden. Jeg har opdaget en lille snedig ting, som træner mig i at praktisere den mindste modstands kraft. For TAO vil så gerne lege "kaste bold og hente" 800 gange. Men han vil også gerne vise, at han er stærkere og hurtigere end mig. Og når han kommer med bolden, vil han så gerne, at jeg kaster den, og han vil også så gerne vise mig, at han er stærkere og kan holde fast i bolden. MEN TAO så er der jo ikke nogen kasteleg.

 I starten trak jeg til. Riv riv i bolden. Og så fik jeg den i en heldig stund. Men de heldige stunder var få. For indrømmet TAO er stærkere og hurtigere end mig. Men nu har jeg fundet ud af lade være med at hive. Bare lige så stille holde om bolden og dreje lige så forsigtigt, som når man tager en tæge ud. Her skal man nemlig heller ikke hive, for så bliver benene bare siddende. Næ nej. Tæger og TAO kender nemlig til den mindste modstands kraft. Og de viser os den. Hvis benene bliver siddende, så har du IKKE praktiseret den mindste modstands kraft. Hvis bolden bliver gnavet i stykker i stedet for at lande uendelig blidt i din hånd, så har du IKKE praktiseret den mindste modstands kraft.

 Men der må være en intension. Det nytter ikke noget, jeg bare sidder med min slappe hånd, for så bliver tægen siddende og jeg får ikke bolden. Næ, et lille nænsomt tag om bolden eller tægens fyldte krop, dreje rundt uendelig forsigtigt og vips så slipper den.

Sådan... den mindste modstands kraft som jeg har læst mange bøger om uden at forstå en disse. Jeg har i hvert fald trukket i mange bolde og forsøgt at trække noget til mig, som blev gnavent og holdt fast, jo mere jeg trak. Jeg har også siddet med min slappe hånd uden at række ud, og det kom der heller ikke noget ud af.

 Men TAO har vist mig det. Og det er derfor, han hedder TAO.

 

Kærligst
Majbritte Ulrikkeholm

__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Min hund Tao har lært mig så meget. Majbritte Ulrikkeholm på Levlykkeligt.dk