Se kontaktoplysninger og profil for Majbritte Ulrikkeholm

Nogle gange sker det, at livet går i en anden retning, end vi havde forventet. Det føles som om Jorden drejer den forkerte vej. Nogen går. Nogen, som vi havde forventet altid ville være i vores liv. Nogen dør. Noget forsvinder. Vi mister. Og Jorden drejer den forkerte vej, og vi står som knust glas tilbage i en meget skrøbelig verden. Fordi intet er som det plejer.

I november 2011 havde jeg præcis den oplevelse. I otte år havde jeg levet med en mand og haft alverdens drømme om vores liv, om alt det smukke vi sammen skulle skabe, om det liv vi skulle leve sammen. Og så pludselig valgte han at lade sin Jord dreje i en anden retning. Og alt blev porøst i og omkring mig. I flere dage gik jeg rundt i en underlig choktilstand. Jeg ville ikke have, at min verden skulle være et porøst sted. Jeg følte mig fuldstændig knust og i bitte små stykker.

Og så drømte jeg en forunderlig drøm:

Jeg vågner ved at en meget smuk kinesisk vase falder på gulvet. Jeg vågner ved braget af vasen, der revner mod trægulv. Jeg sætter mig op i sengen og ser den gamle smukke vase, som ligger knust på gulvet. Jeg må samle den, tænker jeg. Og jeg rejser mig op og skynder mig hen mod stumperne. I det øjeblik mærker jeg en kold trækvind, og jeg ser en frygtindgydende mørk skikkelse, der træder ind i rummet. Jeg ved det er Døden.

 ”Skal jeg dø nu?” spørger jeg.

”Ja,” svarer Døden. ”En side af dig skal dø.”

”Men lad mig dog samle vasen først,” siger jeg til Døden. ”Inden jeg glemmer, hvordan den så ud.”

”Du skal netop glemme,” siger Døden. ”Du skal glemme hvordan vasen så ud, for ellers vil du samle den til det samme. Og den smukke kinesiske vase er ikke gået itu for at du skal samle den til det, den allerede har været. Når du har glemt, hvordan den var, kan du samle den til noget helt nyt.  Sæt dig nu ved dine skår. Indtil du har glemt den gamle vase. Når du har glemt, kan du sætte den sammen på ny.Og det er ikke dig jeg er kommet for at hente. Jeg kom for at hente den gamle vases form.”

Og så forsvandt Døden.

Jeg vågnede ved jeg sad i sengen og græd. Over mine skår. 

Det er længe siden nu. Jeg har siddet ved mine skår siden november, hvor vinden ruskede vildt i træerne og i mit hjerte. Jeg så det blive vinter, og jeg så der kom æbleblomster på træerne. Dagene blev længere og lysere. Og kortere igen. Og blomsterne blev frugt. Og vinden rusker. Ikke i mit hjerte. Men i træerne. Og jeg har været ved mine skår længe nok til at vide, at den vase ikke skal sættes sammen på den samme måde igen. Jeg har endnu ikke set min nye vases form. Og jeg bliver siddende her. Indtil jeg kan se det nye.

Majbritte Ulrikkeholm

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk