BARNEKRAFTEN

Det er mit indre barn, der fortæller mig at schhh... nu er lærken kommet – som tusind toner på en snor over markerne, som mit indre barn har taget mig med til.

Det er mit indre barn, der ser vintergækken som en alf med hængehoved og pjusket hår og bjældeklang på toppen.

Det var mit indre barn, der fik mig overtalt til at tage ud i skoven, da jeg lige var blevet skilt og havde mistet mit sted. ”Grav en anemoneklynge op,” sagde hun, ”og plant den foran der hvor vi nu skal bo.”

Det er mit indre barn, der ser anemonerne, hvert år når de kommer, og det er mit indre barn, der siger:” Se kærligheden kan aldrig dø. For anemoneklyngen blomstrer og vintergækken virrer med sit pjuskede hoved og: ” Hør de små klokker ringer i alfens hår, og det er forår.”

Det er mit indre barn, der undres. Over det forunderlige mirakel det er, at isen smelter. Igen og igen. Uanset hvor hård den vinter var. Så står den lille alf der med sit pjuskede hår og ringler med sit forår.

Den kraft, der bor i os er evig. Den lever i os og får alting til at gro. Det er den kraft der smelter isen. Uanset hvordan det går. Det er den kraft der bor i alfen med det hvide pjuskede hår. Den kraft der smelter isen og gør hjertet blødt igen. Det er den samme kraft jeg kom fra. Længe inden jeg blev født. Og når jeg holder kraften i mit hjerte, så ved jeg ... vi kan aldrig dø.


Majbritte Ulrikkeholm



__________________________

Majbritte Ulrikkeholm er Sanger, komponist, forfatter og underviser
Læs mere på: http://www.majbritteulrikkeholm.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Så sandt.

Så smukt.

Mit indre barn genkender det hele.

Kh Alice

Du skriver det så smukt. Jeg har selv brugt anemonen som logo og som serienavn, til fortællinger jeg har skrevet for børn, om kærligheden der aldrig dør. Tak for at du delte Anette www.kvinde.se
det er mit indre barn, der fortæller mig...