Jeg Har Valgt At Gå Hjertets Vej

Det kræver mod. Hvor meget af mig selv, tør jeg at vise verden, når jeg nu er fortaler for sundhed og balance?

Tør jeg at vise, at jeg selv er helt ude på dybt vand engang imellem?

Om selfie kultur og polerede overflader

Vi lever i en selfie kultur, der bærer præg af manglende indre værdier. Om at blive set bare for at blive set. Om at skabe et image på absolut intet andet grundlag end det ydre. Et rigidt udtryk med en trutmund på sociale medier, er blevet bestræbelsesværdigt og bevidner om en desperat higen efter anerkendelse via tomme likes og emojis, der udtrykker flere følelser end vi selv kan finde ud af at navigere i rent personligt. Jeg bliver altid i lidt dårligt humør af nettet, hvor jeg det meste af tiden sidder tilbage med sådan en hul følelse, som kan være svær at adressere, for tilkendegivelsen var jo tilstede. Opmærksomheden ved at have fået 195 likes, giver et quick fix, ligesom chokolade og kaffe, men efterfølgende sidder jeg bare tilbage og føler mig lidt snydt. Livet går videre i cyberspace, det bliver hurtigt glemt og er kun et svagt minde oppe i hovedet, for det når ligesom aldrig rigtigt at indfinde sig i selve kroppen.

Om at se og mærke hinanden

Når jeg mødes med en veninde på en café og lige dér, får den anerkendelse jeg har brug for, så betyder det selvfølgelig mere end 1000 likes af mit nye profilbillede på Facebook. Når jeg viser min sårbarhed og frygt og det bliver rummet af et andet menneske. Det synes jeg, er smukt. Hvad er forskellen. Forskellen for mig er, at jeg kan mærke det helt ind i kroppen og i cellerne. Jeg føler mig sådan rigtig set. Mest af alt føler jeg mig værdig, anerkendt og helt helt normal. Dette indlæg er ikke for at nedgøre internettet og sociale medier. Det er godt for rigtig meget og det er også vigtig. Men hvorfor går jeg så meget op i det her med det personlige og ærlige? Kan jeg ikke bare lade være med at være online og på sociale medier og få mig nogle flere kaffe aftaler? Nej, det er jo lige præcis det, jeg ikke kan, for jeg kan også godt lide den anden form for kontakt, hvis den er så ægte som muligt. Den er også vigtig for vores relationer, men det kræver noget af os at ændre den overfladiske kultur og køre stilen uden filter. Det kræver mod. 

Om sårbarheden ved at promovere hele sig selv

Jeg lever af at facilitere yoga retreats for danskere, men jeg bor selv i udlandet, dvs. internettet er min mulighed for at få folk til at kende mig trods distancen. Og det er faktisk ret sårbart at promovere sig selv uden nogen form for fysisk kontakt forinden. Det er sårbart fordi, at jeg er mit eget produkt. Det er jo ikke bare en lækker creme jeg skal sælge og fortælle en masse fantastiske historier om. Det er mig selv, jeg skal fortælle historierne om. Hvilken verden vælger jeg at lukke jeg dem ind i og hvad får de lov at se. Hvad får dem, jeg i forvejen kender egentlig lov til at se. Hvilke kvaliteter repræsenterer jeg på få sider og få billeder?

Om at formidle et holistisk billede

Så lad os antage, at jeg er det hele, både det lyse og det mørke. Hvordan formidler man det på den rigtige måde? Det synes jeg faktisk, er lidt svært. For hvor meget deler man, hvor går grænsen for det private og hvor meget har jeg lyst til direkte at udlevere de knap så charmerende sider og dage, hvor alt er noget lort. Hvordan gør man det upersonlige online møde, personligt? Tør jeg at gøre det personligt og ærligt? Nej ikke altid, men det er en sti, jeg er meget bevidst om at ville gå. For min intention er at gå hjertets vej og at formidle autenticitet. Nogle gange bliver jeg lidt svimmel af den forventning til mig selv.

Om sandhed og autenticitet

Der er selvfølgelig en masse skygger på spil. Jeg har ikke lyst til at fremstille mig selv som overfladisk. Som offer. Det skal heller ikke virke uprofessionelt. For helligt. For prædikene. For meget. For udleverende. For. For. For. Mest af alt er jeg bange for, at det bliver fremstillet for perfekt. At jeg er sådan én som bare har styr på det hele som yogalærer og coach med en hjemmeside, hvor billederne mest af alt er tiltagende og bærer præg af æstetik. Men det er jo kun én side af mig. Derimod er jeg tit lige præcis det samme sted, som min kære veninde Lenra Simonsen. Hun skriver dette på sin vanvittig ærlige blog og det rammer mig:

”Jeg bliver så betaget af hvilken effekt det kan have, når vi sætter os selv der ud, hvor vi føler os sårbare, kiksede, for meget, for lidt eller egentligt bare er lige der, hvor vi er.

At vi ikke er et sted, hvor vi kan se tilbage og sige:
”dengang jeg havde smerter og var totalt nede, der var det sådan. Men nu er jeg kommet ud på den anden side og nu har jeg det totalt fedt og jeg lærte så meget af den periode i mit liv”
Det er også fint at kunne det.
Jeg mærker bare, at det er vigtigt for mig at gøre det imens det står på. At sige højt, at lige nu, i denne tid har jeg så meget lyst til at råbe ”fuck det” og skride.
Hvor hen ved jeg ikke helt. Bare lige væk fra alle kravene.
Jeg orker Ikke at skulle tage mig af mine børn, mit studie, mit liv, min fremtid, min økonomi.
Bare være på en øde ø, hvor der er mad og drikke og INGEN KRAV overhovedet.”

Om at turde

Det er så inspirerende. Det er der brug for.  At læse en en autentisk beretning kan gøre en forskel. Jeg bliver lidt mere rolig, når jeg læser et ærlig indlæg. Dette online møde kan jeg mærke fysisk og helt ind i cellerne. Det er ikke svagt eller offer-agtigt. Jeg genkender de skrevne ord, for de er skrevet udfra hjertet. Dermed kan jeg rumme mig selv en lille smule mere og føle mig lidt mere normal og faktisk også forbundet. Jeg tænker, hold da op, hvor er det sejt og inspirerende, at hun tør det. Det vil jeg også gerne turde. Det der med at skrive fra hjertet. 

Nuancerede billeder

Halleluja for sårbarhed og om at vise os selv som dem vi er med alt, hvad vi indeholder. Hurra for at dele og beskrive alle kontrasterne og alle de nuancerede billeder. Alle modsætningerne. Afmagten. Yes, min hjemmeside ser ret lækker ud, men jeg er meget mere end det og mit personlige offentlige image er et kreativt udtryk, men nogle dage har jeg altså bare lyst til at udskifte alle de lyserøde feminine farver med sort. Mit offentlige image er ikke en stor fed løgn om en perfekt tilværelse, hvor jeg allerede har fået alle de vigtige indsigter og nu har totalt overskud til at give det hele videre og poste "face your fears" & "love yourself" citater på daglig basis. For de mørke dage er der også mange af, selvom jeg er yogalærer, coach og facilitator, så har jeg overhovedet ikke svarene på et lykkeligt liv. Det eneste jeg har, det er min egen historie med en masse dybde, med op og nedture og med en masse ærlighed. Nogle gange er billedet perfekt og jeg står helt skarp og føler at jeg har styr på det meste med de værktøjer, jeg arbejder med. De fleste gange er det nu egentlig ret spoleret og kaotisk. Det føles rart at sige det højt. Bare lige hvis du skulle have fået en anden opfattelse, når du ser mig udefra og vores første møde er foran skærmen.

Tør du at sige højt, at du også engang imellem er tvunget på knæ af livet og at du rent faktisk ikke har styr på noget som helst? Tør du at gå hjertets vej i et ærligt møde med dine følelser uden, at du behøver at skjule dem for resten af verden i et forsøg på at se perfekt ud?

Jeg tør ikke altid, men min intention er der.

 

__________________________

Majbritt Cristel Kiss, Yogalærer, Shadow Coach & Facilitator
www.majbrittkiss.com

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Hjertets vej har jeg valgt. Læs mere