Jeg skriver mig frem. Jeg maler vejen derhen.

Anonym

Lad hjertet vise vej, når du er i krise og livet er svært

Når vi er i krise med os selv, tænker vi ikke klart, og kan ikke tydeligt mærke os selv, hvad vi har brug for og hvor vi ønsker at komme hen. Vejen foran os bliver uklar og nogen gange meningsløs. Vi får svært ved at sætte grænser og mister os selv. Og på det tidspunkt i vores liv har vi brug for det enkle, for det er alt hvad vi kan forholde os til. Det enkle og det sande. Det der er tæt på og det vi mener vi kan stole på.

Når jeg mærker at jeg lever og er uden MIG. Når jeg mærker at følelsernes hav bliver dybere og bølgerne bliver større. Når min klarhed forsvinder i tåge og dis, og mit fodfæste rokker og smuldrer. Når jeg hænger i ingenmandsland mellem JA og NEJ – holder jeg et omsorgsmøde med mit hjerte. Jeg indkalder til selvhjælpsmøde i det stille rum, kun mit hjerte og mig.

Den eneste der i virkeligheden kender mig og mit sande selv, og alt det jeg er gjort af, mine skygger og mit lys, mine talenter og sårbarhed, er mit hjerte, så hvem ellers ville kunne hjælpe mig på rette spor igen.

Og jeg ved af erfaring, at et hjerte er sårbart, men også viljestærk, et hjerte er passioneret og sandt, men et hjerte er ofte overhørt, fordi hjernen fylder for meget.

Så i det rum, det stille rum, hvor jeg og mit hjerte mødes til omsorgs samtale, er sindet, logikken og egoet sendt på ferie. Her får hjertet lov til at udtrykke sig. Her bliver vores åndedræt ET.

Jeg tager springet til samtalen, men mærker gråden, og kroppen vil ikke med, så jeg hænger i luften, mellem hjertets JA og kroppens NEJ. Hænger i luften uden MIG. Og jeg mærker angsten ved at miste fodfæstet

Så jeg giver mig selv den tålmodighed jeg ville give et barn. Jeg giver tid. Sidder i stilhed og giver tid. Tiden sammen med mit hjerte bliver til tillid, bliver til tryghed. Jeg venter … venter på mit hjerte. Venter på mig.

Men det er svært for min krop. Den vrider sig med uro og snæver åndedræt.

Jeg kan ikke gå tilbage

Og jeg kommer ikke frem

Jeg maler kroppen herud

Maler nuet herind

Jeg maler Ja´et der kommer

Maler Nej´et der går

Jeg maler mig i springet

Jeg maler mig frem

Men kroppen gør ondt

Alting drejer rundt

Så jeg ånder ud

Og går ind

Hvor hjertebladenes tårer falder på min kind

Tabt i springet mellem mig og hvem

Hvor vil jeg hen

Jeg maler mig frem

Jeg eksisterer jo ikke

Jeg er langt ved siden af mig selv

Jeg er alvorligt bange for at jeg ikke finder hjem

Men jeg ved godt hvem jeg er

Og jeg ser mig selv

Jeg tager et skridt, og så et til

Jeg er bange

Men jeg er ved at finde derind

Hvor mørket letter

Og kroppen sætter af til et spring

Jeg skriver vejen derhen

Jeg maler mig frem

Jeg griber penslen og maler. Jeg griber blyanten og skriver….. og pludselig ……. Er det mit hjerte der taler

I et sådant møde vokser bevidstheden og kendskabet til det væsen man også er, som er så meget større og dybere og smukkere end den krise man står i, og tingene får perspektiv og værdi på en helt ny måde. Det er i det møde, man virkelig møder sig selv, og finder sin styrke og sin balance til at komme videre. Det er i det møde med hjertet at svarene findes.

Jeg maler mig frem og skriver vejen derhen.

venlig hilsen

Maja Søndergaard Behrens

Healer, forfatter og integreret energi terapeut