Jeg havde gjort hende ensom med alle mine forslag og forklaringer

Anonym

Min kæreste havde haft travlt på arbejde de sidste par uger. Hun havde heller ikke sovet for godt flere nætter i træk, og oveni alt det kom min teenage-søn hjem og 'beslaglagde' stuen. Du ved, lidt tøj der flyder her og dér, et vådt håndklæde ovenpå stakken af rent tøj, et halvt franskbrød, der ikke kom i posen igen, og nu er hårdt som beton.

Da der blev stille, og vi for første gang i nogle dage sad og så hinanden ind i øjnene, ligesom for at finde hinanden igen, begyndte tårerne at løbe fra hendes øjne. Hun sagde ikke noget i første omgang. Jeg rakte en hånd over mod hende og lagde den på hendes arm.

"Hvad er der galt?" spurgte jeg. 

Hun rystede på hovedet.

så var det, jeg faldt i og begyndte med mine spørgsmål og forklaringer;

• Du sover ikke godt, fordi der er noget følelsesmæssigt, der går dig på
• Der ligger mere under end 'blot' din arbejde
• Jeg tror også, du har strakt dig for langt. Du skulle måske have sagt fra i tide
• Du tager ansvar for meget mere, end det der reelt er dit

osv, osv,

På et tidspunkt, hvor jeg var blevet vældig ivrig og grebet af min egen argumentation, så hun på mig og sagde ganske kort, "Du hjælper mig overhovedet ikke! Jeg får det værre af, at du lægger alt ansvaret på mig!"

Ført skulle jeg lige til at fortsætte ordstrømmen. 'Hun havde jo ikke fattet, hvad jeg mente. Jeg prøvede jo netop at tage ansvaret fra hende, ved at vise, at hun havde taget for meget på sig.'

Så så jeg på hende igen, og så at tårerne stadig løb ned af hendes kinder.

Hun rejste sig og gik. 

Jeg sad alene tilbage og blev mere stille, nu da hun ikke længere var dér som mål for mine gode argumenter.

Først da huskede jeg på mine dyrt vundne erfaringer med mennesker, der ikke er som jeg selv. Mest kvinder, jeg har været tæt på. Langsomt kom mine følelser tilbage, og jeg begyndte at mærke den ensomhed, hun havde udstrålet, som til sidst fik hende til at gå for at passe på sig selv.

For mit eget vedkommende har det ofte været en fantastisk hjælp at kunne tale 'fornuftigt' med en anden, når jeg var blevet fanget ind i en ondsindet stresscirkel. Det hjalp mig at få sorteret i alle indtrykkene for at ende ud med at handle på noget og lade noget andet forsvinde ud i luften.

sådan er vi mænd for det meste optagede af, hvordan vi kommer fra A til B. Hvordan vi har det på turen, optager os meget mindre. Vi er gode til at handle og finde løsninger, fordi det er resultatet og det at nå i mål, der alene betyder noget. 

Men min kæreste er helt anderledes. Når hun først er ramt, er det for sent at begynde på oprydningen. Der er kun én ting, jeg kan gøre, og det er at være sammen med hende, så hun ikke oveni alt det andet behøver at føle sig ensom. Jeg havde præcist gjort det forkerte. Jeg havde gjort hende ensom med alle mine forslag og forklaringer.

Jeg vidste godt, at min chance for at hjælpe hende var forspildt i dette øjeblik. Men min erfaring sagde mig også, at der altid kommer en ny anledning, hvis jeg blot indrømmer min uformåenhed og insisterer på at gøre det bedre.

Allerede næste dag fik jeg lejlighed til at holde om hende og både fortælle og vise, at jeg havde ladet min egen handle iver løbe af med mig. Nu ville jeg gerne vise, at jeg godt kunne 'se' hende, være stille og bare til stede. 

Senere talte vi om, hvad der var sket mellem os, og at vi begge var blevet overraskede over vores meget forskellige reaktioner. Vi havde os begge mærket, hvad det vil sige at føle sig 'alene' i hinandens selskab, ikke at blive forstået og mødt, af den som man ellers regnede mest med. Det havde gjort ondt.

indimellem tænker jeg, ikke mindst når jeg taler med par, som har rigtig svært ved at forstå hinandens forskellige reaktioner og behov, at det er utroligt, at vi mænd og kvinder overhovedet kan holde sammen. Det kræver meget af os, hvis vi skal forblive respektfulde, ærlige og omsorgsfulde overfor hinanden.

Jeg tror, at en helt nødvendig forudsætning for et lykkeligt parfold er, at vi respekterer og anerkender de helt grundlæggende forskelle, der er på os, kvinder og mænd. Hvis ikke vi erkender og anerkender forskellene, bliver vi ved med at behandle den anden, som vi vil behandle os selv. Først når vi bliver i stand til at skelne mellem 'mit' og 'dit' behov, kan vi give hinanden noget andet, end det vi selv ville have foretrukket.

__________________________