Struktur på "slanketankerne" - og uden at bruge mere tid end før

Liselotte har nu været aktiv på Slankestudiet i cirka 6 uger, og er blevet 3 kg lettere.

Her er hendes 3. rapport om slankeprocessen: Jeg er rigtig godt tilfreds med hvordan det er gået indtil nu, for det giver mig tiltro til, at jeg nok skal komme derned, hvor jeg vil stortrives.

Lektionerne i Slankestudiet hjælper mig virkelig - og i modsætning til årene før, bruger jeg nu tiden mere struktureret på selve slankeprocessen og min egen tankegang, og det giver mig ny viden - især om mig selv. I bund og grund bruger jeg nok egentlig ikke mere tid på "slanketanker" end tidligere; forskellen er bare, at det her er langt mere udviklende og givtigt. Førhen kunne tankerne nemlig ofte køre i ring, hvilket ikke var specielt befordrende.

Pt. har jeg det sådan, at om jeg i værste fald ikke kommer af med 1 gram fedt mere, ja, så vil jeg fortsætte "studierne" alligevel, for selvom jeg kun er i gang med lektion 4, har jeg allerede oplevet en personlig udvikling på relevante områder. Det gør en væsentlig forskel for mig at lave de respektive øvelser og svare helt ærligt på de stillede spørgsmål.

Nogle emner, som har fyldt meget på den negativt måde, har ændret sig fordi jeg har justeret på nogle af de billeder, jeg fik frem, når jeg tænkte på min barndom. (fx i kapital 3.6). Det at bruge målrettet tid på at få positive billeder frem, har gjort en stor forskel. Det tog faktisk ikke lang tid at lave øvelsen, og det allermest fantastiske er, at det nu en uge efter oplevelsen stadig er disse langt mere positive billeder, der dukker op. De sidder ligesom fast nu, og det er dejligt befriende. Jeg blev meget berørt under øvelsen, fordi jeg mærkede et savn af mine forældre - et savn, som jeg havde glemt og nok havde lagt låg på, i flere år endda, fordi de negative billeder havde fået lov til at fylde mest. Dette føles langt bedre, og savnet kan jeg sagtens bære.

Den næste tid med julen og alle dens sociale arrangementer bliver en klar udfordring for mig og sikkert for de fleste andre, som også gerne enten vil decideret tabe sig eller bare ikke ønsker at tage på. Jeg har et mål om at veje 62 kg, når vi går på juleferie og ikke veje 1 gram mere, når jeg træder på vægten igen den 1. januar 2011. Jeg træder ellers normalt ALDRIG på vægten 1. januar.

Jeg har besluttet, at jeg i dametasken vil have mættende, sunde "godbidder" til mig selv, hvis værten fx ikke har mandariner eller andre gode alternativer. Hjemme hos svigermor vil jeg bl.a. snitte lidt frisk rødkål/hvidkål til at supplere den ellers meget velsmagende, cremede sønderjyske udgave af stuvet hvidkål. Julen er jo som regel rimelig forudsigelig hvad angår madudvalget, så jeg vil i forvejen beslutte, hvad jeg vil priotere at indtage og nyde. Der er nemlig julemad som fx and, som jeg bare IKKE vil undvære, mens der er andre ting, som jeg i bund og grund kun får det bedre af at sende direkte videre til den næste ved bordet.

Mine jule-slanke-strategier skal gerne række til, at jeg kan:

- bevare vægten på 62 kg (som jeg gerne skal veje næste onsdag 22. december

- ikke at støde nogen værter/værtinder (vil senere arbejde på at dæmpe mit pæn-pige-syndrom)

- have det godt i kroppen og nyde de udvalgte delikatesser med fuld opmærksomhed :-)

Håber I alle får en god jul og kommer rigtig godt ind i det nye år!

Liselotte

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Struktur på "slanketankerne" - og uden at bruge mere tid end før