Julesucces på vægten

Anne Marie fik en dejlig overraskelse efter juleferien. På trods af at hun havde undet sig selv forskellige julelækkerier, sagde vægten nemlig minus 1 kilo. Hendes strategi om bevidst opmærksomhed var lykkes. 

"Godt nytår til jer alle! Jeg har i sandhed haft en dejlig jul, og det nye år er også startet rigtig fint.

Julen startede med, at jeg til min skræk opdagede, at vægten på min juledestination var gået i stykker. Jeg kunne med andre ord ikke følge med i, om mine julestrategier virkede undervejs. Det var derfor med ganske stor spænding, at jeg efter en lang juleferie steg på vægten for første gang. Og stor var min overraskelse, da vægten viste 79, 6 kilo. Det var præcis et kilo mindre, end jeg vejede før jul.

Det var en KÆMPE overraskelse for mig. Da jeg opdagede, at der ikke var nogen vægt, så gav jeg sådan set mig selv lidt 'fri' og tænkte, at det måtte briste eller bære. Da jeg både har spist god julemad, nydt min mors hjemmebagte småkager og haft fingrene i slikdåsen indtil flere gange, så troede jeg egentlig, at jeg havde taget lidt på, eller i bedste fald at vægten var status quo.

Jeg har derfor brugt en del tid på, at finde 'eksterne' forklaringer på, hvorfor det gik så godt. Jeg har fx tænkt, at det måtte skyldes, at min vægt var særligt høj, da jeg vejede mig før jul, eller at jeg har siddet så stille i min juleferie, at det er ren muskelmasse, jeg har tabt.

Det har fået mig til at tænke på, om jeg er for dårlig til at fejre mine sejre. Hvordan kan det være, at når det går godt, så skyldes det alt muligt andet, mens når det går skidt, så er jeg ikke sen til at pege fingre ad mig selv? Måske skal det være mit nytårsforsæt selv at tage ansvaret for mine succeser.

Jeg kan jo starte med at fortælle, hvorfor det egentlig var, at det gik så godt hen-over jul. For jeg ved jo godt, at julen var anderledes, end den plejer at være. Først og fremmest så var jeg mere bevidst - bevidst om hvordan jeg havde det, og hvad jeg spiste (og ikke spiste). Dernæst havde jeg hele tiden fokus på 'det lange sigt'; på mit fremtidsbillede. Det bliver meget nemmere (men aldrig helt nemt) at vælge småkage nr. tre fra, når jeg ved med mig selv, at jeg hellere vil møde mit fremtids-billede. Sidst men ikke mindst så prøver jeg hele tiden at finde roen i nuet. Det er meget banalt, men det hjælper.

Det interessante er vel, at jeg ikke troede jeg havde tabt mig, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde kæmpet for det. Jeg må indse, at en af mine gamle overbevisninger er, at vægttab kræver hårdt arbejde og skal være anstrengende. Det jeg må erkende nu er, at det selvfølgelig kræver arbejde - det er bare en anden slags arbejde; det er mentalt arbejde, og når arbejdet er udført, så er det faktisk slet ikke så svært.

Jeg er derfor ved godt mod, og jeg håber, at vi alle må sige farvel til mange overflødige kilo i 2011.

Alt vel,

Anne Marie"

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Julesucces på vægten