

Naturligvægt har fået to nye ambassadører, som jævnligt rapporterer om deres erfaringer med metoden. Her er Anne Maries første indlæg:
"Hvor heldig har man lov at være? At blive udvalgt som ambassadør for Slankestudiet kort tid efter, at jeg har taget beslutningen om at sige endegyldigt farvel til de ekstra kilo, der tynger min krop. Jeg glæder mig til at komme i gang, og det bliver en spændende - og lidt angstprovokerende udfordring samtidig at skulle berette åbent om min proces undervejs.
Jeg har altid vejet for meget - følelsen af at være rigtig slank, har jeg med andre ord aldrig prøvet. Alderen har rundet 33 år, og vægten står på 83 kilo - det er minimum 13 kilo for mange!
Som så mange andre har jeg prøvet lidt af hvert for at slippe af med overvægten, men foreløbig uden det store held og hver gang med følelsen af nederlag. De sidste par år har jeg givet op og tænkt, at det måske bare var mit lod i tilværelsen at være 'lidt stor i det'.
Så blev jeg mor sidste år, og mens jeg gik rundt på barsel og nærmest tvangsmæssigt stoppede den ene kage efter den anden i munden, tænkte jeg, at nu måtte det være slut! Som rollemodel for min datter vil jeg ikke være ansvarlig for, at hun lærer, at mad er noget man bruger til at dulme sine følelser med. Så kommer hun bare til at kæmpe med vægten, ligesom jeg har gjort.
I sidste ende er det her dog noget, jeg gør for mig selv. Jeg er drevet af ønsket om at kunne gøre helt simple ting, som fx at passe smart og lækkert tøj og ikke mindst at kunne løbe 5 km på personlig rekordtid! Større indre ro, ville bestemt heller ikke være at foragte.
Så nu er jeg klar! Jeg ved nu, at det er mine følelser, der spænder ben for mit 'slanke jeg'. Derfor bliver spændende at se effekten af en for mig helt anderledes slankemetode, hvor fokus er på at ændre tanker og følelser frem for på at tælle kalorier og følge stramme kostplaner. Mit mål er at veje 70 kilo og kun spise det min krop har brug for - hverken mere eller mindre! Jeg er godt på vej; har allerede tabt 1,3 kilo.
Jeg er i gang med lektion tre i Slankestudiet. Jeg er stødt på utallige tankevækkende spørgsmål undervejs. Fx blev jeg slået omkuld af spørgsmålet: "Jeg fortjener at blive slank, fordi...". Det stod pludselig klart for mig, at en af grundene til, at jeg aldrig har formået at blive slank er, at jeg åbenbart ikke synes, jeg fortjener det. Tænk engang!
I min første samtale med Lone ændrede hun spørgsmålet til: "Hvad skal der til for, at man fortjener at blive den mest rigtige og sande version af sig selv?" Når spørgsmålet blev formuleret på den måde, så var svaret til gengæld åbenlyst - for alle fortjener da, at være den mest sande version af sig, eller hvad?"
__________________________
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer