Livskunstner og tandlæge. Stine Lomholt Hansen.

Uhelbredelig

...da jeg vågner af narkosen, har jeg det efter omstændighederne godt. Ingen kvalme!

Får at vide at operationen er gået planmæssigt. Yes!

Hvad så det der planmæssigt dækker over, er jeg åbenbart ikke helt klar over.

En ung læge ser til mig hen under aften. Fortæller igen at operationen er gået planmæssigt. Men "vi går stadig ud fra det værst tænkelige: Vi går stadig ud fra, at det er kræft!"

Det er et boksestød lige i mellemgulvet.

Hvorfor skal de sige det på den måde...? Hvorfor skal de fratage mig troen og håbet, inden de ved noget sikkert? Hvorfor skal de fratage mig min kampkraft ved at så de der aggressive frø af angst i mig?

Hvem har lært dem det?

Da jeg i sin tid blev uddannet, blev det da stærkt understreget, at man aldrig måtte give folk beskeder om kræft, inden man var helt sikker på, at de havde en ved deres side, der kunne "gribe dem." Vi måtte heller ikke overbringe beskeden over telefon. For man kunne ikke vide, hvordan folk ville reagere, når de var ramt af akut angst og panik.

Men det er nye tider.

Måske har man sparet den del af uddannelsen væk...

De der ord: "Vi går ud fra, at det er kræft. Vi går ud fra det værst tænkelige..." fulgte med hele vejen i mit udredningsforløb. De kunne lige så godt have skrevet det med store bogstaver over indgangen til sygehuset. Så havde de da sluppet for at gentage det så mange gange.

Formiddagen efter operationen kommer kirurgen "ham sjæl" for at snakke med mig. Han er fra Balticum og uden tvivl meget dygtig til sit fag. Knapt så dygtig til det danske sprog. Og jeg har uendeligt svært ved at forstå, hvad han siger.

Men jeg fatter så meget, at han IKKE har kunnet fjerne min tumor i kraniebunden helt af hensyn til de omgivende strukturer. Man har forsøgt at lokalisere og sætte strøm til min ansigtsnerve, men der var intet tegn på liv i den. Man har fjernet en halv skjoldbruskkirtel, og man går ud fra, at al kræft er væk her. Og lymfeknuderne så ikke ud som kræft, de så mere betændte ud...

Jeg bliver lissom helt kold indeni over den besked.

Jeg har stadig en tumor. Og den kan ikke fjernes.

Jeg har en sygdom, en svulst, der ikke kan tages væk...som bare vil sidde der og....

Jeg har svært ved at rumme det og vil bare hjem. NU!

jeg kan simpelthen ikke være på det sygehus et øjeblik længere.

Får den første, og bedste besøgende til at tage mig med og køre tværs over Jylland med mig.

Ord har voldsom magt.

Og de ord, de har overbragt mig på sygehuset er gået i mit system. Har taget min kraft.

Jeg går på en måde pludselig rundt i "Dødsskyggens dal." Men helt alene og helt forstenet.

Med noget i mit kranium som ikke kan tages væk.

Jeg er blevet orienteret om, at det vil tage tid, inden man har svar på vævsprøverne.

Sommeren er tør og varm. Jeg kan hver morgen stå op og tage sommerkjole på og lukke alle døre og vinduer op. Og høre fuglene synge. Der er smukke sværme af sommerfugle i mine sommerfuglebuske. Lissom små engle med fine farver.

Får mange blomster og besøg og gaver, der er tænkt over.

Men det er lissom en slags bårebuketter.

Jeg er helt stivnet indeni.

Livet var engang.

Jeg befinder mig i en underlig mellem-tilstand, hvor jeg endnu kan tale med de levende. Som et  hjemløst spøgelse, der ikke kan finde vej. Var det det, de gamle grækere kaldte Hades: Skyggernes land?

Kører igen tværs over landet for at få taget en biopsi i maven af en af de der ting, der "lyste" på scanningen.

Har et mærkeligt håb om, at der sku nok ikke er noget alligevel.

Det værste er al ventetiden. For der er mange timer imellem det ene og det andet. Og byen er ulideligt varm.

Bliver igen iført nattøj og lagt i en seng.

En læge iført hawai-skjorte og shorts kommer ind. Han er blevet indkaldt ekstra pga sygdom.

(Og så kan man som patient nok ikke forvente, at lægen også har kittel på.)

Der ER noget.

Men det ser velafgrænset ud og ligner umiddelbart ikke kræft, får jeg at vide.

Op at ligge på ryggen i fire timer til risikoen for blødning er overstået. Jeg bor jo så langt væk fra sygehuset...

Og jeg kommer til at ligge på en gammeldags "fleresengs-stue." Med kvinder og mænd i blandet flok.

Der er sniksnak. Nogen får målt blodtryk, nogen bliver udskrevet. Der kommer en og tørrer gulvet over med en moppe.

Her er ingen fine enestuer med eget toilet.

Men her er LIV.

Får en opringning om, at min aftale er udsat, da de endnu ikke har svar på alle prøver.

Aftalen udsættes flere gange.

Får endelig bekræftet, at jeg har en aftale, og de har svarene. Kører afsted...og bliver undervejs ringet op: De mangler de sidste svar, og de synes, jeg skal køre hjem igen.

Vi vender skuden og sætter kursen hjemad.

Bliver så atter ringet op: De har nok svar til, at de synes, jeg skal komme!

Godt der er så mange rundkørsler på landevejene.

Vi bliver modtaget af to læger. En ørelæge og en kræftlæge. Der er god og afslappet stemning.

Kræften i skjolkdbruskkirtlen var meget lille, og de forventer, at den er helt væk. Min tumor i kraniet var godartet...

Og det øvrige peger i retning af et lavmalignt lymfom: En ikke aggressiv lymfekræft.

De beroliger os. Og vi tager derfra med fred indeni og tro på det hele.

Under os et par dages ferie.

Møder op igen for at få svar på de sidste prøver. Tror jeg.

Og møder en ny læge.

Som ser mig ind i øjnene og siger: "Ja, det er jo desværre ondartet!"

Jeg bliver helt stum.

"Så vi henviser dig til Hæmatologisk Afdeling. Så må vi se, om de vil gøre noget ved det."

Jeg bliver kold som is. "Men hvis de ikke vil behandle mig, skal jeg så bare dø af det?"

Og så viser det sig, at den ondartede sygdom denneher læge snakker om, er den samme, som de to forrige læger havde nedtonet.

Ting kan siges på mange måder, og ord har frygtelig magt.

"Men så var der det der i brystet...vi skal have henvist dig til en biopsi..."

I brystet???

Og han begynder at snakke om noget mere, der har lyst på scanningen...og brystkræft...

Jeg kan ikke rumme mere....

Hvor mange slags kræft kan et menneske have på en gang?

Da jeg gik i skole kunne man blive truet med "at få så mange bank, der kunne ligge på en..."

Jeg er stiv og kold af angst.

Jeg har løbet en maraton, og nu beder de mig om at fortsætte med at løbe...

Inden jeg når hjem, har de ringet fra Hæmatologisk Afdeling og spurgt, om jeg kan komme om mandagen til en knoglemarvsbiopsi...

En knoglemarvsbiopsi???

"Ja, for vi skal jo se, om sygdommen har spredt sig."

Jeg får krampe i mellemgulvet.

Ser for mig min fars blege ansigt, da han for mange år siden havde fået taget knoglemarvsbiopsi. Det havde gjort ondt.

Jeg har lyst til at sige, at jeg ikke gider være med til den her dumme leg mere.

Inden dagen er omme, har jeg også modtaget en indkaldelse til mammografi i min e-boks.

Jeg er så bange.

Prøver at få et overblik over min situation. Kolonner som kan vinges af...men der er kun en ting, der kan vinges af, og det er kræften i skjoldbruskkirtlen. Alt det andet ligger som åbne spørgsmål.

Kan ikke sove.

Har smerter overalt. Myoser af den konstante angst og den manglende søvn. Ondt i maven.

Knoglemarvsbiopsien går bedre end frygtet. Det gør ikke så ondt. Og de er rigtig søde og indfølende på sygehuset.

Bagefter får jeg ondt. Der er gået angst i såret.

Jeg kan ikke være i mig selv.

Mammografi, ultralyd og biopsitagning bliver en god oplevelse. En ældre, jordbunden læge kan efter et kort kig fortælle mig, at " det der har ikke noget med brystkræft at gøre. Det er ikke engang i brystvævet. Det ligner mest en underlig lymfeknude." Og han forbereder mig på, at biopsisvaret sikkert bare vil verificere det. Kort sagt INGEN GRUND TIL PANIK.

Umiddelbar lettelse.

Indtil angsten igen tager styringen. Den har sit eget liv nu.

Svar på biopsien siger, som ventet, at det ikke er brystkræft.

På Hæmatologisk Afdeling sidder man nu inde med alle svarene.

Og jeg sidder i en tom skal af tør angst.

En både sym- og empatisk læge forklarer mig, at jeg har et lavmalignt lymfom. Og det har ikke spredt sig til knoglemarven. Jeg har måske haft sygdommen i mange år. Og jeg kunne måske have levet med den resten af mit liv uden at mærke noget til den, hvis ikke den tilfældigvis var blevet opdaget på en scanning. Jeg skal ikke i behandling. Og sandsynligvis bliver det aldrig nødvendigt. Men jeg skal gå til kontrol resten af livet.

Han er imødekommende og er sig sit lægelige ansvar bevidst. Han siger spontant, at det jeg har været igennem har været den rene tortur. Han taler lige ud...måske har jeg brug for noget hjælp...og måske endda at tale med en præst.

Jeg er taknemmelig. Men dybt angst. Og fastfrosset.

Hele resten af verden gratulerer mig med den gode besked.

Godt det ikke var brystkræft. Godt du ikke skal have kemo. Give me five!!!!

Jeg er bare ikke der.

Jeg er uhelbredeligt syg.

Måske er dette sidste gang...måske er det og det sidste gang...og jeg er lige blevet farmor for første gang.

"Verden jubler" og er lettede på mine vegne.

Jeg kontakter en ejendomsmægler. Og kundgør at mine heste søger nye hjem.

Jeg skal have ryddet op, mens jeg endnu kan.

Grådanfald og mavekrampe.

Tingene hænger ikke sammen...

Jeg er dødsmærket.

Må erkende, at jeg skal have hjælp.

Og jeg beder om det og får det...ikke mindst fra en uventet kant...eller to...

 

 

 

 

 

 

 

__________________________

Stine Lomholt Hansen

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Kræft - Hvor mange slags kræft kan et menneske have. Læs mere