

Jeg har fjernet mit gamle profilbillede. Og indsat et nyt.
Det gamle billede viste et ansigt, der ikke eksisterer mere.
Et ansigt der havde været mit i over 50 år.
Mit visitkort: Pigen med de runde kinder og det glade smil.
Det er fortid nu.
Det er sådan noget, man ikke forestiller sig: At en så vigtig del af ens identitet bliver taget fra én.
Men det kan ske. Og det sker for nogen. Og det skete for mig.
Og når det sker, bliver man sendt ud på en lang rejse uden landkort eller kompas.
En dybt traumatiserende- og stærkt udviklende proces.
Du vil have det til at holde op...have det til at blive som før.
Du går i forhandling med Gud og skæbnen: Hvis bare jeg får mit ansigt igen, så vil jeg aldrig mere klage over, at jeg er for tyk...!
Men for mit vedkommende stod det ikke til forhandling.
En lillebitte ændring af bevægeligheden ved min ene næsefløj endte som en total lammelse af den ene side af mit ansigt.
Faktisk i virkeligheden af hele mit ansigt.
For ganske vist var jeg "kun" lam i den ene side. Men det betød jo bare, at den raske side tog over, og det samlede resultat blev en ond karikatur af det, der engang var mig.
Det var angstprovokerende og sorgfuldt. At miste sit ansigt.
Men også en voldsom øjenåbner.
For jeg fik nu oplevet, hvordan det er at være "anderledes."
Jeg som altid var blevet mødt med smil og venlighed blev efterhånden slet ikke mødt.
Folk så pludselig ikke på mig. Hilste ikke på mig. Mange fik pludselig øje på noget meget vigtigt eller interessant på den anden side af gaden, når de passerede mig. Man er vel velopdragen og lader som ingenting...man GLOR ihvertfald ikke!!!!
Jo, børnene gjorde! Børn er ærlige. Og de glor. Og de taber underkæben. Og de bliver væk fra deres forældre i Bilka, fordi de glemmer at gå med, fordi de ikke kan løsrive sig fra synet af en lyslevende Klokker fra Notredame.
Jeg har altid mødt verden med et smil.
Det kunne jeg ikke mere.
Forsøg på et smil blev kun en sær og uskøn grimasse.
Al min lærdom kom på prøve: Tålmodigheden, accepten, evnen til at give slip...
Og man kan affinde sig, og vænne sig til meget, selv.
"Den korteste vej mellem mennesker er et smil."
"The most beautiful thing you can wear is a smile."
Der indgår 17 muskler i et smil.
Der ligger så meget information i et ansigtsudtryk...og så meget udveksling.
Men når du er afskåret fra at kommunikere med dine medmennesker på den helt basale måde, sker der langsomt en form for isolation. En ikke tilsigtet udstødning af fællesskabet.
Men lige fuldt en udstødning. For du bliver langsomt usynlig, når ingen ser dig...
Og selv et moderne menneske er afhængig af at tilhøre et fællesskab...og blive bekræftet i det.
Ellers går det i stykker.
Og jeg kunne bare observere, at det normalt glade og udadvendte menneske, der var mig, begyndte at lukke ned.
Forsøgene på smil ophørte. Latteren blev afløst af ensom gråd.
Og jeg var jo endda så utroligt heldig, for jeg var veltrænet i Mindfulness. Jeg kunne ofte flytte fokus: Og glæde mig over at jeg følte mig veltilpas i min krop i øvrigt. Glæde mig over at jeg havde arme og ben, der fungerede. Samt forstanden nogenlunde i behold. Glæde mig over at have varme fødder. Og over at jeg hverken led af blærebetændelse eller neglesvamp.
Og det var mit held.
For jeg bevarede meget af min styrke og mit gåpåmod langt, langt ind i mit sygdomsforløb, hvor jeg generelt bare oplevede en trækken på skuldrene og en næsten samstemmende melding om, at det ville gå over af sig selv, eller "vi har ikke mere at tilbyde dig!"
Først da jeg 9 måneder inde i forløbet pga. min stædighed og insisteren kom i de rette hænder, begyndte min grundvold af ryste.
For pludselig lød omkvædet:"Vi går ud fra, at det er kræft!!!"
En ørkenvandring begyndte.
Nye scanninger. En pinagtig tid hvor udmeldingerne, let omskrevet, konstant skiftede imellem "du skal dø!" "Nej, du skal leve." Nej, du skal dø!" "Nej, du skal leve...."
Man fandt "noget."
Og ikke bare et sted, men mange steder.
Og jeg blev opereret voldsomt, og de kunne ikke fjerne det hele....
Nye biopsier. Knoglemarvsprøve. Og en uendelig venten...
Og så gik jeg stille og roligt i stykker.
Man kan lære at acceptere en håbløs tilstand.
Men når situationen ændrer sig igen og igen og igen og igen fra håb til fortvivlelse og tilbage igen...så kan man ikke holde balancen i det.
Og så vælter man til sidst.
En permanent ansigtslammelse forårsaget af en for sent opdaget, i øvrigt godartet, tumor og to kræftdiagnoser blev udbyttet af første del af rejsen.
Her var jeg så nødt til at gøre holdt...
Jeg kunne ikke fortsætte uden hjælp...
__________________________
Stine Lomholt Hansen
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer