Se kontaktoplysninger og profil for Livskunstner og tandlæge. Stine Lomholt Hansen.

Hun er en veluddannet, reflekterende kvinde midt i livet. Med et følsomt og kreativt sind. Men også en påfaldende fighter, når det gælder.

Hun har fået nogen gevaldige boksestød af livet, men er kommet op igen. Hver gang. Og kommet videre. Hver gang.

Også efter sidste livsstorm for 3-4 år siden, hvor hun var stort set maksimalt presset socialt, økonomisk, jobmæssigt og helbredsmæssigt. 

Hun er videre. 

Hun er næsten der, hvor hun var, før korthuset brasede sammen.

Næsten.

For der er en slange i Paradiset.

En lille, uberegnelig satan der kommer og går efter forgodtbefindende. Som kan gemme sig i længere tid. For så pludselig  at ligge for hendes fødder, så hun er lige ved at falde over den. Og som giver hende det der chok hver eneste gang. 

Og hun ville ønske, hun kunne få fat i den og få den ud af huset, ud af sit liv. Eller i det mindste ind i buret. Så hun vidste, hvor den var. 

Men den er så lille og så hurtig, at den altid har haft held til at undslippe hendes forsøg på pågribelse.

Slangen er angsten.

Den uberegnelige, ubegribelige og uhåndterlige angst.

Som dukkede op første gang en aften, hvor hun skulle køre hjem fra Sjælland efter et hyggeligt weekendbesøg.

Hun havde længe været under et voldsomt pres, og søvnen utilstrækkelig og af dårlig kvalitet. Hudløsheden og sårbarheden var til at tage at føle på. Men omstændighederne stod ikke på daværende tidspunkt til at ændre. De var ude af hendes hænder.

Og der var reelt ikke andet at gøre end at hanke op i sig selv og få det bedste ud af situationen.

Hun havde drukket lidt rigeligt med kaffe igennem weekenden for at holde energiniveauet oppe. Så hun kunne være lidt tilstedeværende, når hun nu var der, og de skulle hygge.

Havde ovenikøbet og temmelig letsindigt sagt jatak til en lille espresso efter aftensmaden for at være kvik til køreturen mod Jylland.

Kan dog allerede mærke, at det nok var en fejl med den espresso, da hun sætter sig ind i bilen, for kroppen sitrer lige rigeligt. Hun sveder. Og hjertet galopperer irriterende.

Men op på hesten! Og mod Jylland!

Og det går da osse, for det skal det jo!

Føler sig godtnok lidt presset på motorvejen. For det er en vej, hun ikke kører så tit.

Og der er en del trafik. Og mange indfletninger. Og det gælder om at holde tungen lige i munden.

Det kan godt tænkes at blive en lang tur hjem iaften!

På et tidspunkt ligger der en bil med anhænger foran hende. Og sådan nogen er jo så irriternede at ligge efter, for de ligesom forhindrer flowet i trafikken. Og man risikerer at få enten en lang hale af irriterede medtrafikanter efter sig. Eller også lægger alle dem bagved bare an til overhaling, den ene efter den anden, irriterede over at ligge bagved sådan en snegl; forestiller hun sig.

Og lægger så for god ordens skyld an til at køre forbi, så flowet og den gode stemning på motorvejen kan opretholdes.

Hun trækker ud, speeder op....og oplever så en uvirkelig og meget syg tilstand af at være ude af kontrol med situationen.

Hun oplever at sidde ved rattet i en stor, tung bil med høj hastighed med direkte kurs ind mod et alt for snævert rum, og med en pludselig og helt overvældende følelse af, at hun ikke magter opgaven. At nu mister hun kontrollen med bilen. Nu sker det eneste, der ikke må ske. At hendes hjerne og krop forråder hende og nægter at samarbejde. På det allermest kritiske tidspunkt.

Hun oplever sig selv som en slatten vante, der klamrer sig til rattet i den her store bil, der bare kører afsted med rasende fart fremad og ind i den her smalle spalte mellem autoværn og bil med hænger. Uden kontrol. Med skæbnen lagt i hænderne, eller hjulene, på en stor hjernedød maskine. 

Bilen har hverken hjerne eller hjerte. Ingen omsorg eller empati. Den er bare en stor, vildfaren bunke af metal, plastik, stof og et hav af ledninger og dingenoter. Uden mål og med. En helvedesmaskine som HUN har sat igang og nu ikke længere magter at kontrollere.

Hun sidder bare der og ser verden fare forbi udenfor med rasende fart. Livet passerer revy indeni med ligeså rasende fart.

Klynker desperat "nej, jeg kan ikke!" Fed, alt for salt sved flyder ned over kroppen, armene er kraftesløse, hjernen befinder sig i en form for forstyrret absence. 

Og alligevel er der en lille kerne af vild og desperat overlevelsestrang, der gennemfører det umulige. Forbikørslen.

For så at kollapse totalt. 

Styrer med en sidste kraftanstrengelse helvedesmaskinen ind bag en lastbil i inderste spor, hvor hun kan ligge med ynkelige 90 km/t indtil førstkommende frakørsel.

Hendes mand har siddet ved siden af under hele optrinnet. Og været en fattet og tålmodig tilskuer til hendes kamp. 

Han kommer med beroligende og velmenende ord. Og de er gode. Og skader ikke. 

Men ændre noget kan de ikke.

For skaden er sket.

Hun har set døden i øjnene. Erkendt siden lidenhed.

Og hun skal eddermame ikke køre en meter mere i den her bil!

Skal i det hele taget slet ikke køre nogen steder!

Har bare lyst til at lægge sig ned på asfalten og give op: Jeg kan desværre ikke bevæge mig herfra, inden motrovejen er blevet tømt for anden trafik, og jeg kan blive eskorteret hjem med højst 30 km/t!

Bare tanken om at sidde i den bil, mens den bevæger sig er dybt angstprovokerende.

Og selvom løsningen bliver, at de skifter plads i bilen, og hun fritages for chaufførhvervet, er det stadig forbundet med så svær angst at opholde sig i bilen de mange hundrede kilometer hjem, at det må betegnes som et mirakel, at hun ikke dør af hjertestop undervejs (eller bliver smidt ud af bilen!!!)

Situationen ER latterlig, forfærdelig og sørgelig.

Og mens hun sidder der i bilen med blikket stift fokuseret på asfalten, der suser forbi foran, kværner hjernen. For hvis ikke hun nogensinde vil være i stand til at køre bil igen, har hun et seriøst problem: For hun bor på landet i udkantsdanmark og har både et job samt  ansvar for dyr og andre mennesker. Og det vil hun slet ikke kunne varetage uden bil!

Angsten er allerede krøbet dybt ind i hver eneste celle i hendes krop.

Det lykkes at komme hjem.

Men hele natten gentager den samme tanke sig: "Hvad hvis jeg aldrig kommer til at turde at køre bil igen...?"

Efter en søvnløs og hudløs nat vælger hun at konfrontere sig selv med angsten; ved jo godt at undgåelse er det værste, man kan gøre. Og hun tager bilen de 4 km til bageren og hjem igen.

Hun er svimmel og utilpas ved det. Men det lykkes. 

Og hun ved osse godt, at der kun er én vej, og det er op på hesten igen.

Ind i bilen igen. Og igen. Og igen.

Den udfordrede tilstand, der var før oplevelsen på motrovejen, er blevet yderligere belastet.

Hun søger, og får hjælp fra professionelt hold i erkendelsen af, at det ligger ud over hendes formåen at arbejde med dette alene. 

Bliver støttet i at konfrontation kombineret med vejrtrækningsøvelser og positive affirmationer er vejen frem. På et tidspunkt vil angsten udtrættes og forsvinde, nemlig.

Og hun kører og kører. Og sveder og kæmper.

Indimellem er det bestemt meget bedre. 

Og hun bliver lykkelig over atter at være fri. Til at bevæge sig hvorhen hun vil, hvornår hun vil.

Indtil den så pludselig ligger der, lige foran hende. Angsten. Mens hun kører på motorvejen.

Aldrig på landevejen. Aldrig i bytrafikken. Aldrig på vinterføre. 

Kun på motorvejen.

Årene går. Og tilstanden er uændret. Og hun har modvilligt erkendt, at det nok aldrig bliver anderledes. 

OK. Nu kan hun godt klare at se det grønne motorvejsskilt uden at mærke det komme. Og som regel bliver det også ofte bedre i løbet af en tur, når bare lige hun har fået lov at "akklimatisere sig" på asfalten.

Men uvisheden om, hvornår det slår til igen, den er der uforandret.

Indtil den dag, hvor livet har ført hende hen til den person, der kan stille de rigtige spørgsmål. Og sætte de ting på plads, der skal sættes på plads.

Som kan sige med vægt bag ordene, at intet varer ved; hverken det gode eller det onde.

Som kækt og udfordrende slynger ud, at det bare er angsten for tanken!

(Fuck, nej! Det er altså angsten for at køre på motorvej!)

Som endnu mere kækt begynder at stille sokratiske spørgsmål som en anden Colombo:

(Hvad fanden bilder hun sig ind???)

Som roligt, tålmodigt og uden at rødme eller svede ER i det; afventende, støttende, mens tanker og følelser bliver udfordret maximalt. 

Og gamle, stive lag af følelser brister og skrælles af for at åbenbare endnu nye lag af følelser...

Og de mindste forsøg på undgåelse, ved at henlede opmærksomheden på gamle traumer og årsagsmønstre, bliver kærligt men bestemt afvist med besked om at holde fokus.

Og hun oplever det som en kamp at være i det. Utålmodigheden...tiden...pinligheden...ØV!

Men pludselig går der hul på bylden!

Og pludselig kan hun se, lige der mens hun sidder på en hård stol med sine blå bukser og sine røde støvler, hvad der var i angstbylden!

Ja, der var jo lidt forskelligt guf, som der jo er i bylder...

Men allerinderst inde, BYLDEMODEREN! Hun bestod i al sin seje og massive substans af frygten for ikke at være god nok, sej nok, handlekraftig nok....

Af årelangt forventningspres fra verden...men mest af alt fra sig selv.

Af alle varianter af nedladende og hård tale til sig selv. Af total mangel på empati for- og omsorg med sig selv. Og af det totale svigt i forhold til sig selv, da det allermest gjaldt. 

Og tilbage sidder hun så med en ro, hun ikke har følt længe. På grund af en ny og verdensomstyrtende indsigt og erkendelse:

For angsten for at køre på motorvej er angsten for tanken. Og angsten for den følelse, hendes egen indre dommer giver hende, når hun sidder og råber og skriger ind i øret på hende, når hun bare har brug for ro til at koncentrere sig. Hårde og onde ord om, hvor ududelig, upålidelig og skammelig hun er. Hvor meget hun BURDE skamme sig og grave sig ned og holde sig væk fra ordentlige menneskers selskab. Hvor meget hun SKULLE tage sig sammen og opføre sig ligesom alle andre. Hvor meget hun KUNNE, hvis hun bare gad.

Og hun skylles igennem af en dyb medfølelse og omsorg for hende, der er hende selv.

Som aldrig har haft nogen forbundsfælle men altid har skullet kæmpe alene.

Og som har gjort det så helt ufatteligt godt trods så urimelige odds.

Og hun bliver fuld af kærlighed og beundring for det menneske, der har udholdt den strenge, uophørligt messende, indre dommers jerngreb så længe.

Og hun indgår på stedet en alliance med hende, der er hende selv.

Og hun glæder sig til køreturen hjem på motorvejen; den sikreste af alle veje, hvor trafikken kun går én vej.

Og hun hvisker forsorent ind i øret på hende, der fra nu af altid vil være hendes forbundsfælle:

"Du bestemmer selv, om du har mest lyst til at ligge på den hyggelige grønne filt i højre vejbane, eller om du har lyst til at drøne henad gymnastiksalens gulv i dine nye løbesko i venstre vejbane!"

__________________________

Stine Lomholt Hansen