DETTE ER NOK...

Anonym

At stå her og trække vejret.

Hvis ikke dette er nok, så dette, at høre uglens "uh-hu-uuuu" og se dens silhuet på den aftagende dags himmel, hvor natten og tusmørket hastigt skrider frem, nu hvor lyset drager bort. Der behøver ikke at ske mere end dette, at stå her, med den endnu frosne jord under mine fødder og byde stjernerne velkommen, en efter en. At høre nogle forvildede ænders vingeslag over mit hoved, et tegn på at foråret er her og sommeren snart følger efter. Det at stå her, nu, i mørket og kulden, at mærke min kolde næse lade luften trænge ind i mit legeme, at mærke længslen efter indåndingen og livet, bare åbne mig og give mig hen til denne fantastiske kærlighedserklæring fra universet til mig, luft, ilt, liv. Skønheden breder sig inde i mig, trænger på mirakuløs vis ind i mit inderste, rejser ad mystiske ruter, rundt i det jeg kalder min krop, mit stykke af universet, min sjæl og ånds midlertidige bolig. Den største gave af alle, livet, kærligheden breder sig inde i mig.

Dette er nok, og hvis ikke dette er nok, så det at lade mine fødder finde vej i mørket, at lade min krops intelligens tage over og føre mig sikkert igennem mørket, alt imens mit hoved fortæller historier om, hvor langt fra min egen naturlighed jeg er kommet som det ”civiliserede” væsen jeg er. Hvor løsrevet jeg er fra mørkets naturlighed og lysets tilbagekomst, fra livets genopblomstring efter en mørk, kold og barsk tid. Men jeg mærker at dette er nok og at selv bag det hegn, jeg støder ind i, der ”beskytter” kirkegården mod naturligheden, som jeg har lært at sætte hegn op for at "beskytte" mig mod livets naturlighed, der danser hun også, den store moder, Jorden, naturen. Selv når vi spærrer hende inde, danser hun, hun kan ikke andet, jeg kan ikke andet, hun danser i mig, jeg er hende, en del af jorden, en del af universet. Ligesom ildens kraft bor i mig som den bor i den store fader, Solen, stjernen der på mirakuløs vis gør mig varm igen efter dens lange rejse mod syd og nu, om nogle få dage, så er mørket i et kort Tids-Rum lige så udbredt som lyset, derefter er det mørket der er på retur her, og på hastig fremmarch et andet sted. Forårsjævndøgn er nært forestående. Og dette er nok, blomsterne, bladene, fuglene og dyrene der vender tilbage med en naturlig, selvfølgelig vildskab, kan de andet? Kan vi andet end at mærke livets vildskab og længsel efter sig selv? Selv der hvor det er ”kultiveret” er det stadig et mysterium, en sanselig dans og hyldest til livets inferno. Livet der nu igen spirer og gror i alle ting, i dig og i mig, alt imens det dør ud andre steder, på denne vidunderlige klode af forunderlighed, skønhed og ukuelighed.

Mon vi nogensinde indser, at uanset hvor meget vi mener at kunne forklare og bruge den verden vi bebor, så er og bliver den et mysterium, så meget større end os og alt hvad vi kan præstere og opfinde.

Dette er nok... Dette liv, dette åndedræt, fyldt med kærlighed fra skabningen til mig og min sjæls længsel efter at give det tilbage som jeg har at tilbyde. Kan jeg give slip og give med ligeså stor kærlighed og naturlighed som skabningen giver til mig? "Åh, da er jeg lykkelig", lige nu er min udånding nok. Dette er nok... Rytmen, dansen, frem og tilbage, død, ødelæggelse og genopblomstring af livet, medgang og modgang. Rytmen, rytmen, rytmen, jorden drejer, livets cirkel fortsætter i det uendelige lys og mørke. Hvad er min rytme, hvad er din rytme?

Glædeligt og sanseligt forår til alle.

Med vildskab og hjerte...
Robert