Truth and Dare

I USA findes der en leg, der hedder ”Truth or Dare”. Den danske pendant er ”S, P eller K” (sandhed, procent eller konsekvens), og det pudsige ved denne leg er, at vi enten skal vælge sandheden (altså at være ærlige) eller være modige og tage imod en udfordring. Jeg tror faktisk, at mange af os synes, at det er en udfordring at være ærlig - og at ærligheden ofte kræver et vist mod.

Måske er det lige netop på grund af det mod, ærligheden kræver, at du bør se andres ærlighed over for dig som en gave. Også selv om samme ærlighed måske i første omgang bringer dit p*s i kog. 

Og så er det selvfølgelig ikke et tilfælde, at kærlighed er ærlighed – blot med tilføjelsen af et lille ”k”. For i kærligheden ligger jo netop – som en forudsætning – ærligheden.

Du må være ærlig, hvis du vil kærligheden til andre og til dig selv. Modsat er det ofte også kærligheden (som kan have forskellige niveauer), der er baggrunden for, at du vælger at være ærlig. Og her møder du måske paradokset: fordi du er bange for at såre og/eller miste dem, du elsker, kan det måske umiddelbart synes nemmere at vælge ikke at være ærlig, hvilket faktisk betyder, at du gør dig selv – og dem du holder af – en bjørnetjeneste.

Vil du have en hverdag (og dermed et liv) med mere lykke, må du også vælge ærligheden. Også den du selv skal være modtager af. Derfor kan der måske være behov for, at du arbejder med din reaktion, når de mennesker, du elsker (og som elsker dig) er ærlige over for dig. Du vælger selv, hvordan du vil reagere, så tænk over, om du modtager ærlighed som en gave eller en sur sok, du helst vil af med hurtigst muligt!

At arbejde med ærligheden i dit liv inkluderer også at kigge på, hvor ærlig du i virkeligheden er over for dig selv. For måske bruger du ubevidst din energi på at holde fast i uærlige historier.

Har du lyst til at arbejde med ærligheden i dit eget liv, får du her en effektiv øvelse:

Find et roligt tidspunkt, hvor du kan være alene, og hvor du ved, at du ikke bliver forstyrret. Sæt dig så foran et spejl (har du ikke et spejl på væggen, der passer, må du finde et spejl i toilettasken og bruge det). Træk vejret godt igennem at par gange og kig så dig selv i øjnene.

Fuldfør derefter følgende sætninger:

  • Jeg foregiver/lader som om, at …
  • Sandheden er, at …

Eksempel: ”Jeg foregiver at have et godt forhold til min storesøster. Sandheden er, at jeg ikke har lyst til at fortælle hende om mine følelser”.

Tænk på, at du er alene, og at du derfor kan tillade dig at være 100 % ærlig over for dig selv. Ingen vil vide, hvordan dine sætninger lyder, men du vil kunne mærke en kæmpe lettelse hos dig selv, fordi du får sluppet historier i dit liv, der i virkeligheden ikke er et produkt af ærlighed. Du bliver klogere på dig selv, samtidig med at du giver bedre plads til lykken i dit liv. Den kan ikke komme til, så længe du lader uærlige "sandheder" optage pladsen.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Om lykke, kærlighed og ærlighed