Har du glemt iltmasken?

I dag havde jeg fornøjelsen at holde en mini-workshop for en flok nydanske kvinder i Helsingør. Jeg har holdt workshoppen en del gange før (dog ikke for de samme kvinder), og selv om målgruppen er nydanske kvinder, slår det mig hver gang, hvor universel den problematik er, vi taler om på workshoppen:

Vi kvinder er ikke vældigt gode til at prioritere os selv i hverdagen.

Det gælder for arabiske kvinder, det gælder for kurdiske kvinder, og det gælder for etnisk danske kvinder. Vi er slet ikke så forskellige, som vi nok gerne ville tro.

Ifølge Rockwoolfondens Forskningsenheds tidsstudium, der blev offentliggjort i september måned i år, arbejder kvinder 1/3 mere med huslige opgaver i det daglige, end mænd gør. Kvinder bruger sammenlagt godt 3 timer på husligt arbejde hver dag, hvor mænd kun bruger godt 2 timer.

Det er der rigtigt mange årsager til, og en del af dem er selvvalgte. Flere kvinder end mænd vælger f.eks. at arbejde på nedsat tid (typisk for at få mere tid til familien), og på den måde er det selvfølgelig naturligt, at der så bruges lidt mere tid på de huslige opgaver. Den model gælder på sin vis også på min egen matrikel. Jeg arbejder godt nok ikke på nedsat tid, men min arbejdsdag er noget mere fleksibel end min mands, og så er det naturligt, at jeg køber ind i løbet af dagen, så det ikke er noget, der skal ske sent om eftermiddagen med en børnehavedreng på slæb.

Jeg skal heller ikke være for fin til at indrømme, at jeg (i lighed med mange andre kvinder), vælger at påtage mig visse opgaver, fordi det på kort sigt er nemmere. F.eks. er jeg ikke begejstret for, at mit lyse undertøj (koge)vaskes sammen med mørkeblå sokker, og jeg har også en tendens til ticks, når jeg ser min mand stå og fedte med en lille urtekniv, når han skal hakke eller snitte. Så jeg klarer den selv, tak.

Og jo, jeg medgiver meget gerne, at den taktik svarer til at tisse i bukserne, fordi det er koldt. I særdeleshed hvis jeg havde en målsætning om at aktivere min gemal lidt mere på det huslige område. Foreløbig foretrækker jeg dog denne model, og hvis jeg på et tidspunkt føler det påtrængende at ændre på fordelingen af huslige opgaver i min egen lille familie, bliver jeg så nødt til at afgive kontrollen.

Men sjovt nok er det sjældent dér hunden ligger begravet. I hvert fald ikke den hund, der skal få kvinder til at prioritere sig selv i hverdagen. Den handler nemlig slet ikke om kontrol eller manglende tillid (som for mit vedkommende er årsag til, at jeg selv vælger at klare tøjvask og madlavning). Den største forhindring for rigtigt mange kvinder handler derimod om, at selvprioritering forbindes med rendyrket egoisme. Altså af den onde slags, som er lig med at være en dårlig mor eller skidt ægtefælle. Til trods for, at vi hver dag bruger en time mere på huslige opgaver end vores mænd (uanset om det er selvvalgt eller ej), synes vi alligevel, at det er egoistisk at bruge tilsvarende tid på os selv.

Og det er jo bizart, at egoisme kun opfattes som noget negativt. Selv ordbogen er decideret kritisk stillet over for egoisme, for som synonym til ”egoistisk” nævnes ordet ”selvvisk”, og som synonym til dette ord, får vi ordet ”egenkærlig”. At vise kærlighed til sig selv er altså en skidt ting, hvorimod det som bekendt er helt fantastisk at være næstekærlig.

Men i mine øjne – og det er det, jeg forsøger at lære både nydanske og etnisk danske kvinder – er egenkærlighed en forudsætning for, at vi kan være næstekærlige. Vi bliver nødt til at fylde os selv op, før vi har noget at give til andre.

Det er jo den gode gamle klassiker fra kabinen i flyvemaskinen: Tag din egen iltmaske på, før du hjælper andre med deres iltmaske.

Det billede kan stort set alle kvinder sagtens forstå, men når det så skal overføres til deres eget liv, kommer alle undskyldningerne.

Vi kan godt forstå, at bilen skal fodres med benzin og olie for at kunne køre, og vi kan også sagtens se vigtigheden af at prioritere os selv med iltmasken, hvis den skulle blive nødvendig på flyveturen. Men forståelsen ophører helt, når det kommer til prioriteringen af os selv i hverdagen. Eller den bliver i hvert fald skudt ned af ammunition som manglende tid, frygten for at være egoistisk eller angsten for at blive stemplet som en sjuskedorte, der vægter sin egen livskvalitet højere end en grundig hovedrengøring, der efterlader hjemmet som en funklende stjerne.

Historisk set har vi kvinder altid været sociale væsener, der tog sig af hjemmefronten. Når mændene gik ud for at jage mammutter, blev vi hjemme og passede børnene, holdt hulen nogenlunde ren, lavede mad og vendte verdenssituationen (og udfordringerne med vores mænd) med de andre kvinder i klanen. På mange områder er der ikke sket den store ændring, og netop derfor er det måske så svært for os at slippe tanken om, at en øget selvkærlighed skulle være ensbetydende med en nedprioriteret kærlighed til vores kære.

Men intet kunne være mere forkert! Vi skal øge selvkærligheden og selvprioriteringen fordi vi dermed øger kilden til næstekærlighed. Jo mere vi giver os selv, jo mere har vi at give af til andre.

Selvkærlighed behøver ikke involvere hverken weekendlange spa-ophold eller den ene ansigtsbehandling og manicure efter den anden. I det hele taget behøver selvkærlighed slet ikke koste penge.

Og det er måske rart at vide, hvis du finder det svært at prioritere og afsætte tid til dig selv, fordi du forbinder selvprioritering med den der ucharmerende egoisme (der oven i købet koster mange penge).

Selvprioritering kan nemlig være noget så simpelt som, at du sætter dig ned og trækkervejret i 10 minutter uden andet selskab end dit eget. Det er hverken svært eller umuligt. Du kan sætte dig på en bænk, du kan sidde i bilen, du kan gå ned i vaskekælderen eller du kan gå ud på toilettet og låse døren (også på jobbet).

Men selvprioritering kan også være at:

  • motionere regelmæssigt
  • tage en lur, hvis det er nødvendigt
  • gå en tur
  • meditere
  • læse
  • sy stramaj
  • løse krydsord
  • nyde en kop kaffe
  • tage et langt bad

Kun du selv ved, hvad der giver dig energi og fylder dig op, så du har noget at give af til andre.

Men ét er sikkert: Du bliver nødt til at være egenkærlig, før du kan være næstekærlig. Og kniber det med overskuddet, energien, glæden og tilfredsheden, er der meget, der tyder på, at du for længe har været mere næstekærlig end selvkærlig.

 

Heldigvis er det aldrig for sent at komme i gang med at genoprette balancen, så bare se at komme i gang.

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Sådan fylder du dig selv op, så du har noget at give af. Liselotte Vejborg på Levlykkeligt.dk