Spirituel og hvad så?

Jeg er blevet en anelse træt af ordet ”spirituel”, hvilket ikke er så heldigt, når jeg kalder mig selv for Spirituel Mentor. Men det ændrer nu ikke på, at begrebet som sådan, føles fint for mig, og at jeg lever mit liv med en mere eller mindre konstant spirituel bevidsthed.

At være spirituel er i min optik noget vi alle er, fordi jeg tror på at vi er sammensat af både det fysiske, det mentale og det åndelige/spirituelle. Ingen er mere eller mindre spirituelle end andre, ligesom ingen er mere eller mindre fysiske end andre. Man kan være mere eller mindre spirituel bevidst, og der er jo en kæmpe forskel.

Når ordet er blevet en kende belastende for mig, er det fordi det (ofte i såkaldte spirituelle kredse) bliver brugt på en måde, som minder mig om religion. Der er en tendens til, at ville ensrette spiritualiteten; at man skal leve og tro på en bestemt måde for at være ”rigtig” spirituel og helst drikke urtete og gå i fodformede sko. Det er ikke spiritualitet for mig.

For mig er spiritualitet i virkeligheden meget personlig og handler om det enkelte menneskes måde (og ret til) at forvalte sit eget liv. Det fine ved spiritualitet i sin essens, er netop at den er fjernet fra religionernes dogmer og krav på sandheden, og at man intet skal gøre eller ikke gøre for at fortjene et godt liv – eller død for den sags skyld.

Spiritualitet kan dyrkes på mange måder og der findes lige så mange spirituelle sandheder, som der findes (spirituelt bevidste) mennesker. Nogle er til engle, ånder og et liv i askese. Andre er til penge, biler og stille bøn. Det handler for mig ikke om de ting vi omgiver os med, det arbejde vi vælger eller ting vi tror eller ikke tror på – det handler udelukkende om, om vi tror vi er andet og mere end kød og blod. Den spirituelt bevidste person, anerkender at vi har en ”usynlig” side, hvorfra vi kan hente glæde, trøst, saft og kraft. Og en hel masse andet!

Det tror jeg bestemt at vi kan, og jeg tror i øvrigt på en masse syrede ting. Men jeg tror også på de såkaldte jordnære ting. Jeg mener ikke at vi kan leve af spiritualiteten alene, og jeg ser intet modstridende i, at tjene (mange) penge, gå med læbestift og interessere sig for naturvidenskab, samtidig med at man har en spirituel bevidsthed og/eller praksis. At give sin spirituelle side et fysisk udtryk, må være op til den enkelte, og ikke være endnu et område, hvor vi partout skal være enige og leve op til krav om hvordan og hvorledes. Om vi tror på den Guddommelige kraft eller blot har en fornemmelse af noget ”mere”, gør ikke oplevelsen bedre eller ringere. Og det gør den slet ikke hverken mere eller mindre spirituel!

Når jeg alligevel kalder mig selv Spirituel Mentor, er det dels fordi jeg har taget en uddannelse, hvor titlen fulgte med, og dels fordi jeg gerne vil signalere at jeg tænker, lever og arbejder med 3 dimensioner. Jeg kunne lige så godt kalde mig alt muligt andet, men inderst inde kan jeg godt lide ordet. Det smager i sin renhed af frihed og kan, når alt kommer til alt, slet ikke passe ned i nogen kasse.

Kærlig hilsen

Lise Jørgensen -Spirituel Mentor

__________________________

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer
Spirituel og hvad så? Spirituel Mentor Lise Jørgensen på Levlykkeligt.dk