Selvskabte skavanker eller offer for omstændigheder?

Anonym

Jeg er en af dem, der tror på at vi skaber alting selv via vores tanker og fokus. Og jeg mener faktisk alt lige fra sure sokker og kassedamer, til hændelser, der lammer og sygdom, der rammer.

Rigtig mange mennesker er med på, at et positivt fokus gør livet lettere og sjovere, og de tror endda på, at vi selv er ansvarlige for både de gode og dårlige dage. Det er straks en anden sag, når vi taler om katastrofer, sygdom, død og ulykke – der bliver vi, i manges øjne sat ud af spillet og er ofre for tilfældigheder og omstændigheder.

Jeg er på ingen måde ude i et ærinde om at sprede skyld over for de personer, der bliver ramt af sygdom eller på anden måde får deres liv vendt på hovedet. Slet ikke! Jeg synes faktisk ikke ordet skyld hører hjemme i denne snak, for uanset hvordan vi vender og drejer det, er der et element af noget man har gjort bevidst, når vi bruger det ord, og jeg kan ikke forestille mig, at nogen bevidst skulle gøre sig selv syge.

Men jeg er helt overbevist om, at intet rammer tilfældigt og at vi selv skaber de skavanker vi måtte rende ind i. Jeg tror vi gør det ubevidst, fordi vi ikke har lært, hvordan tingene hænger sammen og ved hvor meget magt vi har over os selv. Hvis vi kan gøre os selv raske, som læge-videnskaben for længst har bevist ved hjælp af bl.a. placebo, kan vi vel også gøre det modsatte, siger min logik.

En banal forkølelse rammer ofte, når vi i en periode har overhørt vores krops signaler om behov for pause. Influenzaen indtræffer hvis vi trods flere advarsler, stadig kører på i et alt for højt gear og det samme med det brækkede ben. Vi får hele tiden små hints om, at vi skal skifte kurs, og hvis ikke vi lytter, lurer katastrofen ude i horisonten. Vi har et helt usædvanlig og pålideligt indre navigations-system, der hele tiden fortæller os hvilken vej vi bør gå – det handler ”bare” om at lytte og ikke mindst handle ud fra dets anvisninger. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad der sker, hvis vi stadig ikke lytter og handler. Nu får vi kronisk ondt i ryggen, diverse allergier, galdesten, nyresten, problemer med potensen… you name it!

Jeg forestiller mig ikke at det hele kun handler om at have for travlt. Det er klart en vigtig faktor, men der er også andre facetter, der spiller ind og gør os syge. Går vi på arbejde hver morgen og er ved at brække os over jobbet, chefen eller kollegaerne, er det ikke så sært at vi altid har følgeskab af en stille hovedpine. Lever vi i et utilfredsstillende parforhold eller er livet en generel prøvelse, er det klart at vi ikke fungerer optimalt. Vores celler har brug for en masse ting for både at overleve og være sunde – nogle kan vi spise og drikke os til, mens andre afhænger af de tanker vi tænker, de ord vi siger og de ting vi gør.

Når vi taler om at skabe selv, tror jeg ikke vi skaber en cancer fordi vi tænker ordet cancer 17 gange om dagen i flere år – det handler ikke om de tanker vi tænker, men om energien bag. Jeg tror vi skaber den fordi vi har været sure på vores chef, hadet vores nabo, været irriterede på vores mor, fordømt det danske vejr, haft dårlig samvittighed og følt os som ofre for omstændigheder vi ikke bryder os om. Med andre ord, befundet os i en vibration med meget lav frekvens i meget lang tid.

Bruce Lipton, som er amerikansk cellebiolog, fortæller at der helt tydeligt og fysisk sker forandring i celler, når vi skifter vores humør fra sur til glad og vice versa. Glade tanker får cellerne til at regenerere og strutte af vitalitet, hvor det modsatte er tilfældet med de negative af slagsen. Syge og slidte celler gør kroppen syg – det er der ikke noget hokus-pokus over.

Skylden som vi startede med, er jo nok den værste gift vi kan give vores krop. Så lad os droppe den. Lad os i stedet lære af vores sygdomme og se dem som en anledning til at gøre tingene en smule anderledes. Jeg foreslår ikke at vi smører et kunstigt smil på den falmende facade eller tænker fedt!, når vi mener fuck!. Det virker slet ikke og hvorfor i alverden skulle vi også gå rundt og narre os selv? Det handler om at bygge facaden op, så den ikke står og falmer, tage ansvar for os selv og gøre de ting der føles gode og rigtige. Stille os selv det oplagte spørgsmål om hvorvidt det er det hele værd, at blive hængende i et liv, der ikke tilfredsstiller, hvis det ender med at gøre os syge.  

Det handler i bund og grund om vores evne til at lytte til os selv og turde handle, så vi skaber et sundt liv, der er værd at smile ægte over.

Kærlig hilsen
Spirituel Mentor Lise Jørgensen