Hvor er sandheden?

Anonym

Eller hvad er sandheden?

Sandheden findes i stilheden. Og i mørket. Der, hvor alt står stille. Hvor tiden ikke går. Men hvor vi bare er til stede. Hvor vi mærker kraften og livet. Hvor vi ikke skal gøre noget. Men hvor vi bare skal være. Hvor vi kan nyde momentet. Tilværelsen. Øjeblikket. Som på mange måder er så flygtigt. Men det er der. Og det er dér, hvor det er allersmukkest. Det er dét øjeblik, som ingen kan tage fra os. Som hverken kan købes eller sælges. Men det kan gribes. Det kan udnyttes til fulde. Det kan give ro. Velvære. Lykke. Det kan give dét, vi alle søger efter. Det er tilgængeligt. Og her har vi hverken brug for nogen eller noget. Vi har det hele. Inden i os selv. Altid.

Hjertet slår. Vi trækker vejret. Der er en kraft bag det hele. En ubeskrivelig kraft, men på mange måder også uforståelig. Hvor kommer det hele fra? Og hvor er vi på vej hen? Når mørket sænker sig, kan vi nemmere komme i kontakt med det hele. Roen. Uden forstyrrelser. Uden stimulerende midler. Uden meningsløs underholdning, som sætter et slør for det, vi tænker og føler. Det, vi er. Det, vi mærker. Når vi går ind i os selv. Når vi tør stille de store spørgsmål. Hvorfor er vi her? Hvor er vi på vej hen? Og hvor i alverden kommer vi egentlig fra? Hvad er meningen med det hele? Er den til at få øje på? I dette virvar og i denne larm. Der har sat sig som et slør. En ydre hinde. En facade. Som skjuler alt det, vi føler indeni. Dybest inde. I vores kerne og sjæl.

Det hele er blevet sløret. Af den moderne hverdags liv og strabadser. Hvor det handler om at være nogen og at blive til noget. Pludselig kan vi ikke mærke os selv længere. Der er blevet fyldt for meget på. For mange lag. Hvor skal vi begynde? Hvordan skal vi få det skrællet af? Det synes umuligt, og vi giver op, allerede før vi er begyndt. For hvad er meningen med det hele? I dette virvar af muligheder, hvor vi er splittede indeni. Og vi ved hele tiden, at der er noget galt. Men alligevel fortsætter vi i samme bane. I samme spor. For hvorfor stoppe, når vi kan løbe? Der er noget, vi skal nå. Vi betragter livet som en konkurrence. Vi tror ikke, der er nok til alle. Vi bliver ved, som vi hele tiden har gjort. Og vi lader det aldrig få en ende.

Line Rehde Andersen

__________________________