

Efter flere dage med masser af ture langs fjorden og i skoven, mærker jeg roen får lov til at fylde. Ikke fordi den ikke har fået lov tidligere, men fordi jeg i en periode havde valgt at være sammen med mange mennesker, kurser, undervisning, arrangementer mm. Det er dejligt og skønt, at være i selskab med andre, få ny viden og nye oplevelser, - der giver fornyet inspiration. Der var bare ikke så meget plads til mig. Altså, jeg havde ikke prioriteret, at der skulle være så meget plads til mig. Så nu er jeg fyldt op for en stund, og bearbejdningsprocessen starter.
Jeg ved, hvordan stilheden føles, roen i mit indre og hvor stor en betydning det har for, hvordan jeg har det og hvor meget energi jeg har, - ved jeg også, hvor vigtigt det er at vælge stilheden ”til.” Vælge stilheden, - midt i alle disse oplevelser og sanseindtryk– vælge stilheden inden jeg når dertil, hvor ubalancen skabes på energikontoen.
Motorvejen
Nogle gange er det skønt at vælge motorvejen, hvor det går stærkt – springe ”fordybelsen og stilheden over” for en kort stund. Men her er heller ikke så mange nuancer – det går stærkt – kun enkelte afkørsler undervejs, - og vælger du at fortsætte ligeud, glider landskabet bare forbi. Ingen detaljer, måske ikke en gang det store overblik. Her handler det om at følge et flow med alle de andre på din vej - helst i samme hastighed. Med det samme vejarbejde, hastighedsbegrænsninger og forhindringer undervejs. Der er ikke mange sving på motorvejen, dog enkelte dage i et ”stop & go” tempo. Hvad handler det om, - her er der ikke mange, der er parate til at stoppe op. Hvad sker der ved et uventet stop eller hård opbremsning? Det kan måske være uoverskueligt for nogle.
Landevejen
Vælger du landevejen, - eller helst de små stier, vil der være et stort energiskifte. Landevejen giver mulighed for lavere hastighed, men ikke friheden til at slippe fokus på omgivelserne. Når du vælger landevejen, har du bevidst valgt en lavere hastighed.
Stierne
Stierne giver masser af muligheder undervejs for frihed, pauser, refleksion, og tankerne kan få frit løb. Nuancerne opstår, når farten sættes helt ned – et stop undervejs – en ny tanke – en ny ide får liv. Små sving, sten på stien, grene, græs og fugle. Turen kan være langs vandet eller i skoven, - det er naturen i sit eget flow. Alt får opmærksomhed – stien deler sig – en ny mulighed for at stoppe op og mærke hvilken ny vej, - der skal vælges. Vælger jeg den lette, hvor fuglen viser vej – eller er det den mere eftertænksomme, hvor koen græsser og grene og træer krydser stien?
Igen en ny mulighed. Valget er dit og mit!
Vandkanten
At sidde på en stor sten i vandkanten og åbne op for sanserne – en fantastisk fornemmelse og indlevelse. Tilstedeværelsen og nærværet hjælper med at åbne op for alle sanserne. Nydelsen af naturen, lydene og energien, der strømmer igennem kroppen – er powerfuld. ”At være og ikke være” på en gang, - at give sig hen til nu’et.
Så hvorfor vælge motorvejen? Ja, jeg er jo et menneske, - så balancen for mig er en kombination af ”det vejnet” vi har, - og så længe jeg er opmærksom og vælger bevidst, opfyldes alle behov. Dog vælger jeg lige nu stien ved vandet, - da jeg har brug for naturens rolige flow og med plads til eftertænksomhed og refleksion.
Efteråret - hastigheden sænker sig
Efter flere dage i meget lavt tempo, masser af ture i naturen, kan jeg mærke hvordan åndedrættet får lov til at fylde i kroppen. Roen indfinder sig – der er igen plads til stilheden. Stilheden i mit indre, får lov til at fylde.
Vejrtrækningen er rolig og dyb. En følelse af at det er renhed jeg indånder fra naturen, som i eget naturligt flow cirkulerer i kroppen. En fornemmelse af at hver indånding sender energi til de ”huller der måtte være” – uden at definere dem. Bare fylder op!
At hver udånding kommer fra dybet – en fornemmelse af en søgen efter” fik jeg nu det hele med”……? At udåndingen sikrer ”rensningen” af kroppen, og samtidig giver plads til den nye indånding. I et flow….
Efterår – så er det tid til eftertænksomhed og bearbejdelse af forårets og sommerens sanseindtryk, oplevelser og valg. Efteråret er en skøn tid, hvor jeg vælger stierne med de mange muligheder og valg undervejs.
Vælger du motorvejen eller stien?
Mindfulde tanker fra
Lene Kirk
Mindfulness ekspert,
meditations guide, Coach og underviser
__________________________
Lene Kirk, Coach og psykoterapeut, med speciale i livsenergi og naturterapi, mindfulness instruktør & Yin Yoga lærer.
Læs mere her: https://www.mindmentor.dk
Kommentarer
log ind eller opret konto for at skrive kommentarer