Tålmodighed – hav mod til at reflektere over mennesker i dit liv

Tålmodighed, - det kan tage tid at beslutte sig for at tage nye skridt i livet og masser af mod. Vi kan føle os som skurke, når vi vælger at træde ud af den velkendte ”tryghed og historie.”

Er det svært at holde hastigheden?  Det kan være lidt for nemt at træde på speederen. Det er dog ikke altid, vi får noget ud af at sætte farten op. Der er måske noget vi mister, hvis vi kører derudaf uden at stoppe op undervejs - noget der vil få betydning for os senere i livet.

Vi er jo ligesom naturen – alting har en rytme – årstiderne skifter - vi springer heller ikke vinteren over, for at det hurtigere kan blive forår. Alting har sin tid – også i forhold til samværet og mødet med andre mennesker. Det kan kræve en god portion tålmodighed, da mennesker tænker og handler i forskellige hastigheder og ud fra forskellige forudsætninger.

Dog er det således, at har du vækket en persons opmærksomhed, vil det være gengældt. Det handler om de frekvenser, vi hver især lever vores liv efter. Er der gode vibrationer i forhold til en anden person, kan du rolig regne med, at de er gengældt. Det fornemmer du. Du mærker at i er på samme frekvens, ellers ville dette møde ikke have fundet sted. Så ville det måske bare være et ”hej og farvel”.  I ville ikke have fået interessen for hinanden. Og så vil det hurtigt blive glemt, og du er videre.

De mennesker du møder på din vej

Du kan møde mennesker, som du kun møder denne ene gang, - kemien var ikke til stede. Eller du skulle ”bruge nogle informationer” fra denne person – der var et formål og så er de ude af dit liv igen. Men mødet kan alligevel have en stor betydning, for de valg du træffer.

Du kan også tidligere i dit liv have mødt mennesker, der på en eller anden måde har ”hægtet sig fast” – og uanset hvor meget du forsøger at ryste dem af dig, så bliver de hængende. Når du mærker, at en person er krævende eller du bliver træt, så må du overveje, om det er en god relation for dig. Her skal virkelig arbejdes igennem for at slippe dem, - det kan tage årevis og masser af din energi at få dem ud af dit liv. Der kan være mange gode grunde til, at du ikke ønsker at have dem i dit liv mere.

Så er der mennesker, du har mødt før, hvor du bare ikke var klar til at lade forholdet udvikle sig på daværende tidspunkt. Når de pludselig uden varsel dukker op i dit liv igen – så er du klar, ellers ville dette møde ikke have fundet sted. Der er en mening med at dette møde finder sted – vibrationerne er til stede nu, det var de sandsynligvis ikke tidligere, eller også var bevidstheden omkring energifeltet og følelserne ikke særlig synlige. Men når det sker igen er det noget ganske særligt.

Når vi er i nu’et - kan vi mærke energifeltet og hvordan det vibrerer.

Der er også mennesker, der dukker op og forsvinder igen gennem det meste af livet. Når de er der, vil der være et budskab, - når det er ”afleveret”, så forsvinder de igen, - for at komme igen senere med et nyt budskab. Der vil for det meste være et formål hver gang. Og mødet har en betydning – hver gang, ellers vil det ikke finde sted.

Skal venskaber tages op til overvejelse?

Du kan have venner og veninder, som du har været meget sammen med og delt meget med gennem mange år. Pludselig ”keder de dig” eller du føler dig træt og uden energi i deres selskab. Tag dette venskab op til overvejelse. Hvad giver dette venskab dig? I har måske udviklet jer i forskellige retninger.

Er der mere at give og modtage – eller skal det stille og roligt glide ud. Det er også muligt at vokse fra hinanden i et venskab ligesom i et parforhold. Og selvom det måske er lidt tabu, er det også muligt at vokse fra sin familie. Det er jo ikke alle, der følger dit flow og deler dit energifelt.

”Vi er forskellige steder i livet, selvom vi lever samtidigt”.

Se efter sprækkerne – det er muligheden

Hvis mødet med andre mennesker, føles som op af bakke, så se efter sprækkerne og lad dem stille og roligt åbne sig, hvis du har en god fornemmelse af personen, så er vibrationen til stede. Og sprækken skal nok blive større og større efterhånden som fornuften kommer ”bagerst i køen” og du bliver mere modig. Grunden til at det kan være op af bakke, kan være at der skal ”ryddes op” før forholdet kan udvikle sig. Lad dig endelig guide - hvis du tør…

Refleksion og eftertænksomhed

Nogle er mere tålmodige end andre eller kører ved lavere hastighed. De har brug for mere tid til refleksion og eftertænksomhed. Det er her du får brug for DIN tålmodighed. Beslut dig for at denne første kontakt eller forbindelse der har været, skal der arbejdes på. Giv den masser af opmærksomhed, hvis det føles rigtigt. Det er en følelse i dit indre, og den kan ikke være forkert. Men vær tålmodig – stop op.

Dit hjerte kender vejen

Følelser er altid rigtige – vi kan ikke føle ”forkerte følelser” – så lad dig guide. Dit hjerte kender vejen – også selvom fornuften vil styre dig i en anden retning. Lad bare fornuften ligge i skuffen og følg hjertet. Hjertet er både tålmodigt og kærligt – hjertet vil dig altid det bedste. Du er født til at være glad og lykkelig. Men det kan kræve mod at følge hjertet, hvis du er meget fastgroet i det liv, du lever – og ikke nødvendigvis er glad og lykkelig.

Det kræver tålmodighed at rydde op i begrænsninger, overbevisninger og mønstre, der ikke længere gavner dig, men det vil gøre dig klar til næste skridt. Så vil du automatisk møde nye mennesker, der vibrerer på samme måde som dig.  Det kan være mennesker, du skal være sammen med i længere og kortere perioder af dit liv. Og så vil det føles rigtigt, at du tager det skridt. Du vil ikke være i tvivl. Og selvfølgelig kræver det mod at sige farvel til noget ”gammelt og velkendt” og træde ind i nye rammer. Vælger du din nye vej, vil dit liv bringe så meget mere glæde og kærlighed – så meget, at det kan være svært at forestille sig. For du ved jo ikke, hvad der venter! Men qua du følger dit hjerte, kan det kun være til dit bedste.

Nye skridt kræver mod

Men igen – tålmodighed, - det kan tage tid at tage nye skridt i livet og masser af mod. Du kan måske føle dig som en skurk, fordi du vælger at træde ud af den ”tryghed” du kommer fra. Men var den nu også så tryg, når du mærker, at du måske skal give slip på den? Bare det at have tanken, så er du et sted, hvor du er ved at gøre dig klar til næste skridt. Er det skræmmende?

Mod kræver en vis portion tålmodighed, - men du skal ikke regne med at alle i dine omgivelser sympatiserer med dit mod. Men er det rigtigt for dig, vil omgivelserne også finde ud af, at det er mest rigtigt for dem. Måske er de ikke selv klar til at tage nye skridt i livet samtidig med dig, og så kræver det igen tålmodighed, indtil de mærker, at det VAR jo den rigtige beslutning.

Det er jo dig selv, der vælger din vej i livet, og ikke dine omgivelser.

Det kan lyde lidt kryptisk det hele, - men da alt er energi, er det meget naturligt at vi påvirkes af de energifelter, der er omkring os både i naturen, og fra de mennesker vi omgiver os med.

Har du tænkt over hvorfor og hvordan du møder de mennesker, du møder?

Pludselig står de foran dig – jeres energifelt er tiltrukket af hinanden, og så føles det bare så rigtigt – som om det aldrig kunne have været anderledes. Du føler, at I kender hinanden. Du kender energifeltet, det svinger med dit eget energifelt, så selvfølgelig fornemmer du, at I kender hinanden.

Hvad gør du så? Glemmer du og går videre eller stopper du op, og mærker efter, hvad du skal bruge denne fornemmelse til? Eller denne person? Vær nysgerrig!

Helt klart - der er noget, der skal efterforskes…

Lige tiltrækker lige

Det hele kan komme meget pludseligt – det er loven om tiltrækning. Lige tiltrækker lige! Sådan er det bare – det kan du ikke ændre på, det handler også om energi.   

Jo mere du er til stede i nu’et, jo mere vil du mærke de energier, du omgiver dig med – tilfældigt eller ej...??

Er det tid til at sætte hastigheden ned og give dig selv tid til at reflektere over dine relationer? Det kræver både mod og tålmodighed…

Kærlig hilsen

Lene Kirk, mindfulness underviser
Læs mere her: www.mindmentor.dk

Læs flere af Lene Kirk's populære blogs ved at klikke lige her: Mindfulness underviser Lene Kirks blog på Levlykkeligt.dk

Dette blogindlæg er udvalgt af Magasinet Psykologi som vælger et nyt indlæg fra Levlykkeligt hver uge til deres facebook fanpage og et om måneden til deres trykte magasin.

__________________________

Lene Kirk, Coach og psykoterapeut, med speciale i livsenergi og naturterapi, mindfulness instruktør & Yin Yoga lærer. Passion indenfor naturens elementer
Læs mere her: www.mindmentor.dk

Relaterede artikler efter område




Del indlæg

  • Google
  • Facebook
  • linkedin
  • twitter

Kommentarer

log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

At insistere på at være langsom, ueffektiv, bare være - en mangelvare i dagens samfund. Det kan der ikke plæderes nok for

 

Mennesker i dit liv - hav mod til at reflektere over dine relationer. Læs mere